Hvem får så bopælen?
Jeg kan desværre ikke give dig en facitliste på resultatet af en forældreansvarssag. Men jeg kan pejle dig lidt ind på det.Du har sikkert allerede opdaget, at der på denne hjemmesider ligger rigtig mange afgørelser. Somme tider funderer jeg over, om alle disse mange afgørelser forvirrer mere, end de gavner. I virkeligheden ved jeg godt, at du ikke for alvor bliver klogere af at læse afgørelserne. Men de giver nu alligevel en fornemmelse af, hvad retterne lægger vægt på. En del af afgørelserne har jeg krydret med en personlig kommentar. En del af sagerne har jeg selv været involveret i, men i langt de fleste kender jeg kun sagen fra det referat, som står i dommen.
Man kan nogen gange have en oplevelse af, at dommeren kun refererer det, som pågældende synes er vigtigt som støtte for den afgørelse, dommeren når frem til.
Det er vigtigt for dig at vide, at alle afgørelser er individuelle og gerne skulle tage udgangspunkt i det konkrete barns forhold. I mange tilfælde er begge forældre egnede til at være bopælsforældre. Dommeren må derfor vægte nogle nuancer.
Den part, der vinder sagen, sidder selvfølgelig tilbage med en oplevelse af, at det ikke kunne være anderledes. Dommeren har set lyset og forstået det hele. For taberen er det ganske anderledes. Taberen synes, at dommeren ikke har forstået en brik af det hele. Somme tider siger jeg lettere humoristisk, at hvis sagen vindes, kunne det netop ikke være anderledes, men tabes den, er det nok advokatens skyld.
Selvfølgelig er der nogle tendenser, som det er vigtigt at være opmærksom på – og forstå.
Hvis man er far – og særligt hvis man er far med en tankegang som “Foreningen Far”, vil man være tilbøjelig til at påstå, at det altid er mor, som vinder en forældreansvarssag. Sådan synes jeg ikke, at virkeligheden (helt) er.
Biologien – de små børn.
Når jeg selv skal forstå og forklare mekanismerne, tyr jeg til dyreverdenen. Mennesket er jo dybest set et pattedyr, der kun adskiller sig fra de andre ved tilsyneladende at være bedre i stand til at tænke og lade tanke føre til til handling. Hvis alle altid gjorde “det rigtige”, ville der ikke være krig i verden.
Ser vi ud over de seneste 60-70 år, er der sket rigtig meget på ligestillingens område. Det forekommer i et ligestillingsperspektiv forståeligt, at fædre som konsekvens af udviklingen nu synes, at de skal ligestilles i forhold til børnene. Det er nemlig en naturlig intellektuel konsekvens af den måde, vi i øvrigt indretter vores samfund på.
Men denne logiske udvikling hæmmes af, at menneskets udvikling over årtusinder er nedarvet i generne. Ligesom i dyreverdenen i øvrigt er det stadigvæk sådan, at kvinden føder barnet, og at det er hende, som ammer. I det hele taget ligger der rigtig meget grundlæggende psykologisk og biologisk i bindingen mellem mor og barn.
De nævnte forhold spiller med usvigelighed en rolle, når vi taler om fordelingen af de helt små børn. Det gælder både her, hvor vi taler om bopæl og i relation til samværet.
Når vi taler om små børn, vil en retssag om bopæl som udgangspunkt være op af bakke for en far, der forestiller sig, at barnet skal bo hos ham. Det skyldes sjældent, at far er en dårlig far men alene, at det er unaturligt for et barns udvikling at blive taget fra moderen, når det er helt lille. Man skal huske, at retten skal træffe sin afgørelse efter, hvad der er bedst for det konkrete barn i netop den sag, retten har til behandling her og nu.
For et par år siden skrev jeg en artikel under overskriften “er far retsløs”. Heri beskrev jeg nogle eksempler og betragtninger, som stadigvæk er relevante og illustrative.
På trods af biologien i forhold til de små børn, mener jeg ikke, at far står fuldstændig håbløst.
Engagementet i børnene betyder rigtig meget
Det betyder meget, at begge forældre er rigtig meget på i forhold til barnet fra starten. Jeg er slet ikke i tvivl om, at nutidens forældre ikke bare i ord men også i handling er meget mere jævnbyrdige og samarbejdende om børnene, end det var tilfældet for måske bare 20 år siden. I mange familier hænger det også sammen med, at begge forældre gør karriere og er fuld tid på arbejdsmarkedet.
Hvis man som far vil stå sig godt i en sag om børnene, er det vigtigt også at blive set i dagligdagen. Det gælder hente/bringe i institution og skole. Mange fædre svigter konsultationer og forældremøder.
For mange fædre er det for sent at blive opmærksom på sin far-rolle, når skilsmissen banker på.
Jeg fremhæver fædrene i denne sammenhæng, fordi det erfaringsmæssigt stadigvæk er dem, som kommer bagud på point i kampen. Det er nemlig ikke altid, at påstande om ligelig indsats bliver troet, når udtalelser fra skole og institution fortæller, at man kun har haft kontakt med mor.
Selvfølgelig betyder det noget for børnenes relationer til forældrene, hvis det altid er den ene part, som tager sig af dem. En forælder, der har været på deltid, vil alt andet lige være tættere forbundet med børnene end den forælder, som har arbejdet i døgndrift.
De lidt større børn.
Der er ikke nogen bestemt alder, hvor man kan sige, at moderbindingen præcist forsvinder. Men det er med sikkerhed lettere at argumentere for fars sag i forhold til en 6-årig end en 3-årig.
Igen og igen må jeg fremhæve, at det er det konkrete barns konkrete situation, som retten skal vurdere. Børn, som har fået sprog, vil gennem samtale med en børnesagkyndig eller gennem en børnesagkyndig undersøgelse, have mulighed for at signalere, hvordan de har det generelt og dermed få afsløret over for den sagkyndige, hvad der vil være bedst for barnet.
Jo større barnet er, jo mere giver det for alvor mening, at retten skal tage hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
De større børns frygtelige problem er, at de ofte presses utilgiveligt af begge forældre. Jeg tænker rigtig ofte, at det både er godt og skidt, at børnene i den grad skal inddrages i konflikten mellem de voksne og indirekte af forældrene drages til ansvar for deres fremtid.
Tidligere var der hos den almindelige befolkning en forestilling om, at børnene selv måtte bestemme, når de blev 12 år. Der er ikke nogen grænse, som man kan bruge til noget. Men det er klart, at jo ældre et barn bliver, jo mindre giver det mening at tvinge det til for eksempel et bestemt antal dage hos den ene eller anden forælder. Det større barns tilkendegivelser om, hvor det har det bedst, vægter betydeligt hos den dommer, der skal træffe afgørelsen. Efter min opfattelse vægter det i virkeligheden lidt for meget.
En 13-årig er ikke nødvendigvis i stand til objektivt at vurdere, hvad der er bedst for pågældende. Hvor tit siger man ikke som forælder til et barn, at de skal gøre dette eller hint “for din egen skyld”. Den type logik preller af på et barn. Der er også en fornuftig grund til, at vi har regler om myndighedsalder. De regler er ganske simpelt til for at beskytte et barn for eksempel mod vanvittige økonomiske dispositioner, som de ikke kan overskue.
Bopælens betydning for samværet.
Når bopælen er fastlagt, skal der træffes bestemmelse om, hvor meget barnet skal være hos de to forældre. Det vender jeg tilbage til senere i forbindelse med samværet.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at hvis den ene har bopælen for barnet, vil den anden ikke kunne få fastsat samvær, der er mere end 7/7-samvær. Deleordninger af den type er især fædre meget forhippede på. Deleordninger er bestemt ikke noget, som fagfolk anbefaler som en god hovedregel for barnet. Deleordninger laver man mest for de voksnes skyld.
Du er nødt til i forbindelse med aftale eller afgørelse om bopæl at gøre dig den beskrevne konsekvens helt klart.
Atomkapløbsmodellen.
Hvis der er flere børn, kan man nogen gange være fristet til at aftale en løsning, der fordeler bopælen mellem forældrene. Jeg kalder den løsning for atomkapløbsmodellen med en sammenligning til den kolde krig, hvor begge stormagterne i praksis holdt hinanden fra angreb med den gensidige trussel om at bruge atomvåben. Fordeling af bopæl har nemlig i folks bevidsthed den konsekvens, at parterne for det første nærmest er tvunget til at have en 7/7-deleordning på børnene. Dertil kommer, at de økonomiske konsekvenser udjævnes ganske meget ved sådan en model. Begge forældre får børnefamlieydelse til barnet, der bor hos pågældende.
Jeg ser betragtelige ulemper ved løsningen.
Et eksempel er en sag, som blev afgjort i Østre Landsret i oktober 2013. Her havde forældrene “for husfredens skyld” i al fald for morens vedkommende indgået en deleordning og bopæl efter atomkapløbsmodellen. Som du kan se af referatet, boede de i Nordsjælland, mens mor arbejdede i Kastrup. Den ene af pigerne mistrivedes ved deleordningen, og pigerne ville egentlig gerne flytte med mor til Kastrup. Faren strittede imod og havde vanskeligt ved at acceptere den ene piges problemer.
Konsekvensen blev, at pigerne måtte leve i deleordningen i op mod halvandet år, før afgørelsen blev truffet endeligt i landsretten. Sagen indeholdt både et flytteelement og et almindeligt trivselsproblem. Atomkapløbsmodellen har typisk den virkning, at det bliver ekstra besværligt for en part, der ønsker at flytte, fordi pågældende kun har bopælen på det ene barn. Men det er vel også de forældres bagtanke, når de forfægter en deleordning med forskellige bopæle.
Men atomkapløbsmodellen har også det indbyggede problem, at det kan være ekstra svært at få justeret en samværsordning, hvis et barn mistrives i en deleordning. Hvis mor i eksemplet havde haft bopælen på begge børn, ville hun i praksis hurtigere kunne få reguleret samværet, når et barn ikke har det godt med deleordningen.
I et senere kapitel vil jeg komme lidt mere ind på økonomispørgsmålene, som fylder meget hos forældrene i det virkelige liv.
Sammenfattende om gætteri på bopælsafgørelser.
Jeg kan kun give dig nogle generelle retningslinjer for, hvad retten lægger vægt på. Det er begrundelsen for, at vi hele tiden lægger afgørelser ind på hjemmesiden.
For nogle kan skrækken for ikke at få medhold måske føre til, at man indser, at det er klogt at samarbejde om børnene og finde løsninger selv, som børnene kan profitere af.
Personligt tror jeg, at børnene selvfølgelig vil have det bedst med, at forældrene finder løsningerne. Når det er sagt, vil jeg fremhæve, at det for nogle forældre er vigtigt eller i det mindste “OK”, at der træffes en afgørelse af andre end dem selv.
Hvis du som forælder af et ærligt hjerte gerne understøttet af en smule sund fornuft og realitetssans, når det resultat, at det vil være fuldstændig skrækkeligt for dit barn at bo hos den anden, synes jeg ikke, at du skal holde dig tilbage for at søge det afgjort. Jeg har selvfølgelig oplevet sager, hvor jeg har set noget, som jeg kunne tænke på som justitsmord og altså med virkelig forkert resultat.
Men i langt de fleste sager tænker jeg bagefter, at afgørelsen nok ikke var så skæv endda. Mange forældre er egnede som bopælsforælder. For alle dem, hvor begge forældre er egnede, fører afgørelsen jo bare med sig, at der med dommen er en afklaring. Det er ikke så tosset endda.