Fs samvær med 4 årig skulle gennemføres ved tvangsbøder eller magtanvendelse, TFA 2006/476
Barnet var født i oktober 2002, og der havde ikke været samvær siden sommeren 2005.
Der forelå en udtalelse fra Ms læge, hvori det blev anført, at pågældende ud fra sin lægelige vurdering, kunne tilslutte sig både den af speciallæge S og den af * Kommune udfærdigede erklæring, idet lægen frygter, ligesom det udtrykkes i erklæringen fra * Kommune, at samværssagen vil få alvorlige følger for D’s psykiske sundhed, hvis den fortsætter i samme spor.
På baggrund heraf afsagde byretten denne kendelse:
“På baggrund af denne erklæring finder fogedretten, at det må befrygtes, at gennemtvingelse af samværssagen kan udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jfr. retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. pkt.”
Landsretten omgjorde afgørelsen med denne begrundelse:
“Statsamtets afgørelse af 30. september 2004, der er stadfæstet af Familiestyrelsen den 13. april 2005, er fortsat gældende.
Selv om der ifølge sagens oplysninger ikke har været etableret samvær mellem F og D siden sommeren 2005, er det ikke godtgjort – heller ikke ved de udtalelser, der er indhentet fra læge L eller fra – – – Kommune -, at D’s sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare ved gennemtvingelse af afgørelsen om samvær.
Fogedretten skal derfor medvirke til, at samværet tvangsfuldbyrdes som fastsat ved pålæggelse af følelige tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Landsretten tager derfor F’s påstand til følge.”
Kommentar:
Sagen viser blandt mange andre, at der skal meget til, før fogedretten og endda “selv Vestre Landsret” skåner børn fra fysisk magtanvendelse ved fogedforretninger. Vestre Landsret har ellers ry for at være en anelse mere “human” end Østre Landsret på det område.
Viggo Bækgaard