Forældremyndighedssag over barn i Østrig kunne behandles i Danmark. Forældremyndigheden tillagt F, der boede i Danmark, TFA 2011 p. 472 ØLD.
Sager om forældremyndighed starter i statsforvaltningen i medfør af forældreansvarslovens § 31, og statsforvaltningen kan i medfør af § 46, stk. 1, behandle sagen, hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er opfyldt.
Det kan lægges til grund, at F indgav en anmodning om fælles forældremyndighed og samvær den 2. juli 2010. S fraflyttede ifølge folkeregistret Danmark den 17. juli 2010.
Ved mail af 19. juli 2010 meddelte F statsforvaltningen, at han under pres tilbagekaldte sin anmodning, forudsat at M straks kom til Danmark, og han fik samvær med S.
Statsforvaltningen Hovedstaden har i sit brev af 21. oktober 2010 oplyst, at sagen ikke har været trukket tilbage. Da forudsætningen for tilbagekaldelsen ikke blev opfyldt, blev sagen ikke henlagt, men behandlingen fortsat. Den 22. juli 2010 blev der i medfør af forældreansvarslovens § 26 inddraget spørgsmål om midlertidig forældremyndighed og samvær i sagen.
Sagen har således reelt været verserende uafbrudt i statsforvaltningen fra den 2. juli 2010, til statsforvaltningen afsluttede sagen og på F’s anmodning fremsendte den til retten den 31. august 2010. Da betingelsen i retsplejelovens § 488 f var opfyldt den 2. juli 2010, er retten kompetent til at behandle sagen.
Det kan ud fra F’s forklaring og udtalelsen fra institutionen – – – lægges til grund, at S er tæt knyttet til begge sine forældre, og at det er F, der i de seneste år frem til S’ flytning i juli 2010 har været den primære omsorgsperson. Det er hovedsageligt ham, der har bragt og hentet S fra institution og deltaget i forældremøder og arrangementer i institutionen.
Forældreansvarsloven fastslår i § 19 princippet om, at børn har ret til to forældre, og i § 4, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
M har ved sine dispositioner i forbindelse med den uvarslede flytning til Østrig, den manglende overholdelse af samværsaftalen indgået i statsforvaltningen den 11. august 2010 og den efterfølgende kategoriske afvisning af enhver form for kontakt mellem S og hans far, tilsidesat S’ ret til to forældre. Hun har ved sine handlinger og undladelser vist, at hun ikke forstår og prioriterer S’ behov for at være sammen med sin far og sin familie i Danmark, og hun har ikke i forbindelse med sagen givet nogen rimelig forklaring på, hvorfor hun har fundet det nødvendigt helt at afbryde kontakten.
Flytningen til Østrig fremstår som ubegrundet og uden rimelig forberedelse – herunder forberedelse af S på, at han skulle sige farvel til sin børnehave og sine venner og familie i Danmark.
F har oplyst, at han ønsker at sikre en kontakt mellem M og S, og at han er indstillet på, at de med tiden kan have fælles forældremyndighed, hvis M flytter tilbage til sit hus i Danmark.
Uanset den tid der nu er gået, siden S flyttede til Østrig, så finder retten, at det vil være bedst for S, at F får forældremyndigheden. Kun herved kan der skabes sikkerhed for, at S kan bevare en stabil kontakt til begge sine forældre. S er født i Danmark og har boet her til den 17. juli 2010. Han er gammel nok til at huske sine venner og sin børnehave i Danmark, og da han har dansk som hovedsprog, finder retten det ubetænkeligt at lade ham flytte tilbage til Danmark. M har sit hus i – – – og agter at beholde det, hvorfor hun har gode muligheder for at tage ophold i Danmark i forbindelse med samværet med S.
M har ikke påklaget statsforvaltningens afgørelse af 24. august 2010. Under hensyn til, at hendes manglende vilje til at opretholde kontakten mellem S og hans far nu har medført, at S i over 4 måneder hverken har set eller talt med sin far, bestemmer retten, at dommen i medfør af retsplejelovens § 480, stk. 2, kan fuldbyrdes, selv om den ankes inden for fuldbyrdelsesfristen.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig med byretten i, at den havde kompetence til at behandle denne sag, og i byrettens begrundelse herfor. Der er derfor ikke grundlag for at afvise sagen.
Retsplejelovens almindelige regler om udeblivelse finder ikke anvendelse i sager om forældremyndighed, sml. retsplejelovens § 452. Der er derfor ikke grundlag for at afvise M’s anke.
Landsretten er også enig med byretten i, at det er bedst for S, at F får forældremyndigheden over S. Landsretten er enig i byrettens begrundelse herfor og har herudover lagt vægt på, at det af udtalelserne om det overvågede samvær fremgår, at der fortsat er en meget nær relation mellem F og S, uanset den tid der er gået, siden M flyttede til Østrig med S.