Forældremyndighed over pige P på 6 år overført fra M til F, TFA 2008/68 VLD
Denne sag medtages både under forældremyndighedssager og under “andet”, fordi den også indeholder en såkaldt processuel problematik.
Sagen var en sag efter forældreansvarslovens § 14, der handler om overførelse af forældremyndighed, der ikke tidligere har været fælles. Landsretten fandt ikke, at man kunne dømme til fælles forældremyndighed, med mindre parterne har nedlagt påstand om det. Indholdsmæssigt handlede den om en 6-årig P, der havde boet hos M.
Det fremgår af sagen, at M var flyttet 13-15 gange. Endvidere fremgår, at M har været i samarbejdsvanskeligheder med det sociale system omkring P, ligesom P har haft meget skolefravær. Der har også været nogle fogedsager om gennemførelse af samværet. Der var ikke børnesagkyndig undersøgelse i byretten men i landsretten.
Byrettens begrundelse 27. februar 2007.
Efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer og navnlig de fremlagte erklæringer, finder retten, at F fremstår som den, der på sigt, både kort sigt og langt sigt er den, der vil være i stand til at give D en tryg forudsigelig og stabil barndom og også som den, der er bedst i stand til at samarbejde og kommunikere med skole og eventuel institutioner samt til at samarbejde med kommunen i det omfang, dette måtte være nødvendigt. Under disse omstændigheder finder retten, at det er godtgjort, at det er bedst for D, at forældremyndigheden overføres fra M til F i medfør af lov om forældremyndighed § 12, stk. 2.
I landsretten var der som nævnt en børnesagkyndig undersøgelse, hvori bl. a. er anført dettte: “Denne sag er karakteriseret ved, at parterne personlighedsmæssigt er meget forskellige, og at de ikke har ret mange fællesnævnere for dem. D er en af de få fællesnævnere. Det er ofte et meget komplicerende faktor. Når to meget forskellige mennesker skal samarbejde, har de to forskellige sæt normer og to forskellige tilgange hertil. Det bevirker øget risiko for misforståelser. ….. når det for en udenforstående kan være vanskeligt at finde fællesnævnere for parterne, må det være komplekst for et barn at skulle vokse op begge steder. Det er min vurdering, at tingene gøres meget forskelligt afhængig af om P er hos far eller mor. Det kræver, at P hver gang hun skal skifte miljø, også skal omstille og tilpasse sig. Det kræver energi.”
Landsrettens begrundelse:
Det bemærkes indledningsvis, at afgørelsen, som påstået af parterne, træffes i medfør af forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
Det fremgår af forældremyndighedslovens § 14, stk. 1, at retten efter anmodning fra en far eller mor, der ikke har forældremyndigheden, kan bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden til denne. I bemærkningerne til forslaget til loven (L 133 fremsat den 31. januar 2007, Til § 14) hedder det bl.a.: »Bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den ene af forældrene har forældremyndigheden alene, og den anden ønsker at få forældremyndigheden overført eller at få del i den«. Endvidere hedder det: »Efter bestemmelsens stk. 1 kan retten efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden til denne«. F har ikke ved nogen af sine påstande anmodet om fælles forældremyndighed.
Hverken ordlyden af forældreansvarslovens § 14 eller lovens bemærkninger hertil giver grundlag for at afsige dom om fremtidig fælles forældremyndighed efter § 14, stk. 1, uden anmodning herom fra F. Landsretten tager derfor F’s påstand om frifindelse for M’s principale påstand til følge. Efter parternes forklaringer, der understøttes af den børnesagkyndige erklæring, lægger landsretten til grund, at D utvivlsomt er knyttet til begge sine forældre, men også at hun er en skrøbelig pige, der er præget af de mange omskiftelser, hun har været udsat for. På samme baggrund anser landsretten det for godtgjort, at D har behov for struktur, ro, stabilitet og forudsigelighed i sin hverdag, og at F er den af forældrene, der bedst kan sikre dette.
I betragtning af de foreliggende oplysninger om parternes forskellighed og store samarbejdsvanskeligheder kan det ikke føre til en anden vurdering, at F ikke ønsker at medvirke til fælles forældremyndighed. Landsretten stadfæster derfor dommen, dog således at citeringen af § 12, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær erstattes af § 14, stk. 1, i forældreansvarsloven. Kommentar: Vedrørende det formelle tror jeg personligt ikke, at der vil gå ret lang tid, før domstolene går over til at dømme også til fælles forældremyndighed i overførelsessager, hvor ingen af parterne har påstået fælles forældremyndighed. Sammenhold med TFA 2008/63, der ganske vist ikke var samme situation.