Forældremyndighed over 13-årig D overført fra F til M, der måtte anses for bedst til at sikre ro og stabilitet under anringelsesforløb uden for hjemmet, TFA 2014/423 VLD
Byrettens begrundelse:
Ved dom af 31. august 2012 stadfæstet af landsretten den 17. oktober 2012 blev forældremyndigheden over A tillagt F, idet D, der var utryg ved M’s daværende samlever, helst ville bo hos F, hvis han ikke skulle bo på Døgncenter D, og idet det blev vurderet, at F ville samarbejde med kommunen om at give D den støtte, som hans særlige behov kræver.
Det fremgår af parternes forklaringer og sagens bilag, at D’s samvær med sin far i en længere periode har været ustabilt og problemfyldt, og at D i forbindelse med iværksættelse af hjemgivelse til F modsatte sig dette i foråret 2013. Det fremgår endvidere af F’s forklaring, at hans forhold til D’s plejefamilie er præget af mistillid.dA har vedholdende, når han er blevet spurgt, givet udtryk for, at han mener, at det er bedst, at han bor i en plejefamilie, og at han ikke vil hjemgives til F. I VISO-rapporten er det ligeledes konkluderet, at det er bedst for D, at han ikke bliver hjemgivet til hverken sin far eller mor.
I VISO-rapporten er det endvidere vurderet, at D har taget afstand fra sin far, fordi han bliver ved at presse D til at flytte hjem. Det er ligeledes rettens indtryk, at F ikke har accepteret, at D har så store vanskeligheder, og at samarbejdet mellem D’s forældre er så konfliktfyldt, at der kan være behov for, at D er anbragt uden for hjemmet gennem en længere periode.
M har i anbringelsesforløbet formået at genetabelere en relation til D, der er mindre konfliktfyldt, og efter hendes egen forklaring i samarbejde med plejefamilien. Det er rettens indtryk, at hun har accepteret, at der kan være behov for anbringelse af D uden for hjemmet gennem en længere periode.
Det er samlet rettens vurdering, at M er bedst egnet til at sikre, at A i et anbringelsesforløb får den ro og stabilitet, som han har behov for.
Retten tager derfor sagsøgerens principale påstand til følge efter forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
Uanset, at A siden den 1. maj 2014 har boet hos sin far, tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, og efter en samlet bedømmelse af sagen, at det vil være bedst for A, at forældremyndigheden over ham overføres til M.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.