Dom anset ændret ved efterfølgende aftale. Derfor afvistes samværsfogedsag, TFA 2018/195 ØLK
Byrettens begrundelse:
Den 25. juni 2012 traf Østre Landsret afgørelse om, at B skulle have samvær med F fra torsdag i lige uger til tirsdag i den følgende ulige uge.
F og M aftalte ved årsskiftet 2015/2016, at samværet fremadrettet skulle foregå fra torsdag i ulige uger til tirsdag i den følgende lige uge. Endvidere har parterne flere gange ved jul og nytår aftalt, at samværet skulle rykkes til den modsatte uge. Som følge af parternes aftale vedrørende jul og nytår for 2017 mener F på nuværende tidspunkt, at samværet i 2018 skal foregå fra torsdag i lige uger til tirsdag i den følgende ulige uge, således at man er tilbage i den oprindelige ordning. M mener derimod, at samværet fortsat skal foregå fra torsdag i ulige uger til tirsdag i den følgende lige uge.
Under hensyn til at parterne flere gange har aftalt og praktiseret et andet samvær, end hvad der fremgår af dommen af 25. juni 2012, og at parterne nu er uenige om, hvornår samværet skal foregå, finder fogedretten, at dommen er ændret/fraveget ved parternes aftale, hvorfor dommen ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 536, jf. § 478, stk. 1, nr. 1.
Det kan i øvrigt bemærkes, at der for begge årene 2016 og 2017 har været et lige antal uger, hvorfor ugetallet desuden ikke giver grundlag for at flytte samværet tilbage til den oprindelige ordning.
Derfor: Sagen nægtes fremme.
Landsrettens begrundelse:
Det lægges efter sagens oplysninger til grund, at F i overensstemmelse med landsrettens dom af 25. juni 2012 havde samvær med B fra torsdag i lige uger til tirsdag i den følgende ulige uge indtil årsskiftet 2015/2016, hvor parterne aftalte, at samværet fremover skulle være fra torsdag i ulige uger til tirsdag i den følgende lige uge. Det lægges til grund, at samværet siden har været praktiseret i overensstemmelse med denne aftale.
Under hensyn til sagens omstændigheder, herunder navnlig til den lange tid, der er forløbet, tiltræder landsretten, at bestemmelsen om samvær i landsrettens dom af 25. juni 2012 må anses for ændret ved parternes aftale, og at dommen herefter ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.