Der kan ikke fastsættes samvær hver weekend, med mindre parterne er enige om det. Om ”ikke optrapningsordning” for 2-årig samt mere generelt om bortfaldsbestemmelser, TFA 2023/282 HD
Byrettens begrundelse
Familieretten lægger til grund, at parterne med Familieretshusets bistand har forsøgt at anvende en samværsmodel, hvor B1 bl.a. har haft to ugentlige overnatninger hos F. Samværet medførte ifølge M uhensigtsmæssige reaktioner hos B1.
Den børnesagkyndige psykolog har under retsmødet oplyst, at et barn på B1’s alder ikke formår at omstille sig til forskellige omsorgspersoner to gange om ugen.
Retten finder, at begge forældre har forsøgt at samarbejde om samvær til B1’s bedste, hvilke de i retten også har udtrykt et ønske om fortsat at gøre.
Henset til B1’s alder og på baggrund af den børnesagkyndiges anbefalinger finder retten, at B1 på nuværende tidspunkt skal skånes for omsorgsskift, hvilket betyder, at hun alene skal overnatte en gang om ugen hos F. Der er dog intet til hinder for, at F i videre omfang kan have hverdagssamvær med B1 ved afhentning i institution og med aflevering hos M inden aftensmad, hvilket vil sige senest 17.30. F har oplyst, at han om torsdagen altid har sent fri, hvorfor det ikke skal være denne dag, hvor han har hverdagssamvær. M har udtrykt forståelse herfor i retten.
Parterne er enige om, at der bør fastsættes feriesamvær. Henset til B1’s alder finder retten, at der alene børfastsættes feriesamvær for sommerferie og jul.
F har ønsket en samværsaftale, som ender med en 9/5-ordning og i øvrigt angår årene frem til i hvert fald 2028.Retten finder, at der på nuværende tidspunkt ikke kan fastsættes faste rammer for en optrapning af samværet, da det afgørende er, at forholdene passer med B1’s udvikling. Parterne har været enige om, at der ikke skulle indhentes yderligere oplysninger om B1, og henset hertil finder retten, at der alene kan fastsættes en samværsafgørelse, hvor der ikke kan fastsættes optrapning, som det fremgår nedenfor.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21
Landsrettens begrundelse
Parterne har fælles forældremyndighed over B1, og sagen omhandler alene samværet.
B1 er netop fyldt to år. Herefter og af de grunde, som familieretten har anført, tiltræder landsretten, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at fastsætte en optrapningsordning. En udvidelse af samværet som nedenfor bestemt må følge af enighed, eller ved at der træffes en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, som på det tidspunkt indgår i sagen.
Det må også efter det oplyste for landsretten lægges til grund, at B1 fortsat trives. F har i en periode tidligere taget sig af B1 i alle hverdage, og der har tidligere været en ordning med flere overnatninger om ugen. B1’suhensigtsmæssige reaktion på denne tidligere samværsordning er alene beskrevet af M, mens navnlig B1’stidligere vuggestue ikke har bemærket noget uhensigtsmæssigt ved B1’s adfærd. På denne baggrund finderlandsretten, at der bør fastsættes yderligere hverdagssamvær.
Den børnesagkyndiges udtalelse i familieretten om, at et barn på B1’s alder ikke formår at omstille sig til forskellige omsorgspersoner to gange om ugen, er ikke til hinder for, at der fastsættes samvær med mere end en overnatning ad gangen. F’s principale påstand om hverdagssamvær tages derfor – og som påstanden er nedlagt – delvist til følge som nedenfor bestemt, idet landsretten finder, at den nedlagte påstand om samvær fra onsdag til torsdag vil indebære, at dette samvær ligger for tæt på samværet hver anden weekend.
I overensstemmelse med parternes samstemmende påstande stadfæstes familierettens dom for så vidt angår bestemmelsen om sommerferiesamvær med nedennævnte ændringer.
For så vidt angår jul og nytår fastsættes samværet som bestemt nedenfor, idet landsretten finder, at der i 2022bør tages højde for, at B1 kun er to år.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstillinger.
M og F har fælles forældremyndighed over B1, der er født den … 2020. B1 har bopæl hos M.
For Højesteret angår sagen navnlig, om B1’s weekend- og hverdagssamvær med sin far F kan placeres i alle weekender, og om hvordan feriesamvær skal fastsættes.
Forældreansvarsloven
Afgørelser om samvær efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn, jf. forældreansvarslovens §§ 1, 4 og 21, stk. 2.
Vedfastsættelse af samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos, skal der tages hensyn til barnets alder og udvikling og til, at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at det hele tiden tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder.
Der er ikke i forældreansvarsloven nogen begrænsning med hensyn til, hvilken samværsordning der kan fastsættes, så længe samværsordningen efter en konkret og individuel vurdering er bedst for barnet, og det fastsatte samvær ikke overstiger den tid, som barnet opholder sig hos bopælsforælderen.
Weekend- og hverdagssamvær
Landsretten har fastsat B1’s weekend- og hverdagssamvær med F således, at der i ulige uger er samvær fra fredag til lørdag eftermiddag og i lige uger fra fredag til søndag eftermiddag. Samværsordningen indebærer således, at B1 ikke vil opholde sig hos bopælsforælderen M i nogen sammenhængende hele dage i weekenden.
Det kan efter oplysningerne for Højesteret lægges til grund, at B1, som nu er [alder], trives i en samværsordning med det antal overnatninger, som landsretten har fastsat.
Højesteret finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at ændre samværet med hensyn til antallet afovernatninger.
Som anført gælder der i forældreansvarsloven ikke nogen retlig begrænsning, der forhindrer en samværsordning, som helt eller delvist omfatter alle weekender. Højesteret finder imidlertid, at en sådan samværsordning, der indebærer, at barnet ikke vil have nogen hele weekender sammen medbopælsforælderen, må forudsætte, at forældrene er enige herom, eller at der foreligger særlige grunde hertil.
Forældrene er ikke enige om samværets placering, og der foreligger ikke særlige grunde, der taler for, at det er bedst for B1, at samværet placeres i alle weekender.
Herefter finder Højesteret, at det samvær med overnatning, som efter landsrettens afgørelse finder sted fra fredag til lørdag i ulige uger, skal ændres til et samvær med overnatning fra onsdag til torsdag.
På den anførte baggrund fastsætter Højesteret weekend- og hverdagssamværet således, at B1 har samvær med F i lige uger fra fredag med afhentning i dagpleje/børnehave til søndag kl. 16 med aflevering på M’s bopæl, og i ulige uger fra onsdag med afhentning i dagpleje/børnehave til torsdag med aflevering i dagpleje/børnehave.
Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at der ikke er grundlag for at fastsætte en optrapningsordning vedrørende weekend- og hverdagssamværet.
Feriesamvær
Det følger af administrativ praksis, at bopælsforælderen kan holde ferie med barnet inden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode, hvis det ikke falder sammen med barnets feriesamvær med samværsforælderen. Medmindre andet følger af samværsafgørelsen, gælder dette, selv om ferien ligger på tidspunkter, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen. Bopælsforælderens ret til ferie medfører, at barnets løbende samvær med samværsforælderen bortfalder, uden at bopælsforælderen skal være enig medsamværsforælderen eller søge om bortfald af det løbende samvær hos Familieretshuset.
Hvis en bopælsforælder vil placere sin ferie med barnet uden for de almindelige ferie- og helligdagsperioder på en sådan måde, at det går ud over barnets samvær med samværsforælderen, og der ikke kan opnås enighed om dette, kan bopælsforælderen efter forældreansvarslovens § 21 søge om bortfald af det samvær, der falder sammen med den ønskede ferie.
Landsrettens afgørelse om sommerferiesamvær må forstås således, at der ikke er noget til hinder for, at M i overensstemmelse med den administrative praksis, der er nævnt ovenfor, holder sommerferie med B1 i en længere sammenhængende periode, så længe denne ferie placeres inden for den almindelige ferieperiode og ikke falder sammen med barnets feriesamvær med F. Dette gælder, selv om ferien ligger på tidspunkter, hvor B1ellers skulle have haft weekend- og hverdagssamvær med F.
På denne baggrund finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at ændre landsrettens dom vedrørende fastsættelse af sommerferiesamvær.
Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at der ikke er grundlag for at fastsætte en optrapningsordning vedrørende feriesamværet. Højesteret finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte feriesamvær i videre omfang end sket ved landsrettens dom eller for i øvrigt at ændre landsrettens fastsættelse af feriesamværet, herunder samværet vedrørende jul og nytår.
Endelig finder Højesteret ikkegrundlag for at ændre landsrettens bestemmelse om, at vedrørende alle øvrige helligdage og eventuel ferie (bortset fra sommer- og juleferie) følges det almindelige weekend- og hverdagssamvær. Dette samvær bortfalder således ikke i forbindelse med M’s eventuelle afholdelse af ferie.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at weekend- og hverdagssamværet fastsættes som nedenfor bestemt.
Kommentar:
Da jeg så dommen i TFA, var min første reaktion noget i retning af: ”og det har man så fået Procesbevillingsnævnet med på at belemre Højesteret med. For det så nemlig umiddelbart ud til, at sagen reelt kun handlede om, hvorvidt der kan fastsættes samvær hver weekend.
Men dommen handler om flere andre interessante problemstillinger.
Det opleves i dagligdagen meget ofte, at der for helt små børn påstås en optrapningsordning. Begrundelsen er sådan set erfaringsmæssigt, at man gerne vil lave fremtidssikrede løsninger, så parterne ikke hele tiden skal igennem ”møllen” i Familieretshuset, familieretten, landsretten og som her Højesteret.
Men landsret og Højesteret siger her i virkeligheden, at man ikke skal fastlægge optrapningsordninger for så små børn.
Højesteret går derudover ret langt ind i en anden klassisk problemstilling, der handler om bortfald af samvær i bopælsforælderens ferie. Højesteret refererer til den ”administrative praksis”, hvorefter bopælsforælderen kan afholde ferie med den konsekvens, at samværet bortfalder.
Jeg har for ganske nylig nærmest i tilknytning til en konkret sag og den helt aktuelle sommerferieperiode skrevet en lille artikel om bortfald af samvær. På det tidspunkt kendte jeg ikke denne højesteretsdoms detaljer. Højesteretsdommen ændrer for mig at se ikke ved indholdet i min artikel.
Jeg synes specielt ikke, at dommen afsvækker behovet for hver gang at forsøge at forholde sig mere konkret til netop bortfald af samvær i ferieperioderne.
Viggo Bækgaard
20. juli 2023