Der er noget vi skal tale om – Omkostninger ved vold mod børn og vores fælles ansvar. – en boganmeldelse
Bog af justitsminister Peter Hummelgaard, forlaget Gyldendal ISBN 978-87-02-42908-4
Anmeldt – med politiske kommentarer – af Viggo Bækgaard, familieretsadvokat, medstifter og mangeårig formand for Landsforeningen Børn og Samvær.
RESPEKT
Utraditionelt i en boganmeldelse af Hummelgaards bog vil jeg starte et helt andet sted – nemlig med at citere min private Facebookside fra 8. januar i år (2024):
”Nyrup – Signes far på DR1 (DR TV). Indrømmer, at jeg er blevet Poul Nyrup-fan uden at være socialdemokrat.
For et år siden proklamerede jeg stor respekt for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i forbindelse med TV-udsendelsen, hvor han fortalte om sin fars opvækst som ”Livø-dreng”.
I aften har jeg slugt de 2 udsendelser, hvor han fortæller om datteren, som var psykisk syg og begik selvmord for 30 år siden.
Jeg husker det godt, og jeg ved også, at han efterfølgende har ydet en kæmpestor indsats for psykisk syge børn.
I udsendelsen er der et par ting, som står særligt i min bevidsthed knyttet til det, jeg interesserer mig for fagligt og ”børnepolitisk”.
Han kommer omkring det vel meget forståelige fænomen, at forældre kan have rigtig svært ved overhovedet at erkende de udfordringer, som ens barn måtte have. Udfordringer, som andre måske ser, men som man selv er tilbøjelige til at fornægte.
Det synes jeg, at mange forældre fortæller mig, når jeg støder på problematikkerne i mine børnesager.
Men også Nyrups betragtninger – og selvbebrejdelser – om sit eget fravær i skilsmisse-forældreskabet giver stof til eftertanke.
Datteren Signes ultimative konsekvenser af den psykiske sygdom eskalerede stort set samtidig med, at Poul Nyrup steg op i det politiske landskab. Havde det set anderledes ud, hvis jeg havde været mere nærværende, spørger han.
Jeg synes, at det er fantastisk, at han stod frem og fortalte om sin egen og især sin fars opvækst for et år siden. Det er ikke mindre imponerende, at han fortæller om datterens sygdom og død ret åbenlyst med det ideelle ønske at gøre en forskel for de psykisk syge og selvfølgelig i erkendelse af, at hans navn og fortid som statsminister godt kan hjælpe til.
Da han var aktiv politiker, stod han for mig som arrogant og selvhøjtidelig. Jeg var måske endda tilbøjelig til at mene, at denne “unge” økonom med opvækst i den socialdemokratiske rugekasse nok “bare” var levebrødspolitiker som så mange af de andre.
I dag har han min allerdybeste respekt for evnen og modet til at stå frem og illustrere relevante problemstillinger.
Jeg tror ikke, at nogen kan mistænke ham for et uædelt motiv.”
I virkeligheden tror jeg, at jeg altid har haft en særlig respekt og beundring for såkaldte mønsterbrydere. Selv er jeg opvokset i en kærnefamilie med akademisk baggrund. Det må erkendes at gøre livet lettere.
Jeg har en tro på, at livet formes ud fra vores forudsætninger, herunder selvfølgelig opvæksten. Mange er tilbøjelige til at glorificere og feje det mindre pæne ind under gulvtæppet.
Peter Hummelgaard, der i dag er justitsminister, fortjener på samme måde som Poul Nyrup ubetinget respekt for at blotte sin baggrund i en god sags tjeneste – børnenes.
Dog må jeg allerede her i indledningen påpege, at man nok ikke helt kan frikende Hummelgaard for at have et uædelt motiv.
Jeg hentede bogen i går, da jeg gik hjem fra arbejde. De 135 sider er hurtigt læst. Halvdelen af bogen er meget anbefalelsesværdig. For mig er det mest den del, der handler om de generelle problemer omkring fysisk og psykisk vold i familien.
Løsningerne er jeg ikke helt så betaget af.
Lidt citater fra bogen:
”I store dele af min barndom er jeg bange” – side 9
I forbindelse med problemer med maven, blev forfatteren undersøgt. ”Jeg blev derfor indskrevet hos en psykolog ved Tårnby Kommunes familieafdeling. En rar og venlig mand. Jeg fortæller ham dog aldrig nogensinde, hvad jeg går og har så ondt i maven over. Jeg skammer mig over at komme fra ”sådan en familie”, hvor den slags foregår.” – side 10
”Da min mor og far endelig blev skilt, var jeg akkurat fyldt 12 år. Sammen med Tårnby Rets daværende dommer kunne jeg få afgørende indflydelse på, hvordan forældremyndigheden skulle deles. Min anbefaling var ikke svær for mig. Det blev til hver tredje weekend hos min far, selv om jeg, som tiden gik, forsøgte at finde enhver given undskyldning for at slippe.” – side 11.
”Jeg blev udsat for vold, før revselsesretten blev afskaffet. Men selv hvis vold mod børn havde været strafbart, tvivler jeg på, at det var blevet anmeldt. For dengang – som desværre også i dag – var det omgærdet af tavshed, skam og tabu at vokse op med vold. Det er ikke noget, man snakker om.” – side 22.
”Jeg kan heller ikke huske, at vold mod børn nogensinde har været et emne i en valgkamp eller været dominerende i den politiske nyhedsdækning”. – side 31
”Der er robust evidens for, at fysisk og psykisk vold i barndommen er forbundet med forøget risiko for depressive lidelser, angstlidelser, selvmordsforsøg, stofmisbrug….. ” side 39-40
”Hvis børns rettigheder fratages i en husstand, har de ingen retsmidler. …… Med andre ord har børnene ingen mulighed for at kræve deres rettigheder, hvis ikke der findes andre voksne til at gribe dem” – side 44.
”Børn er de mest loyale mennesker i verden. Man finder ikke en stærkere loyalitetsrelation end den, der kommer fra et barn til sine forældre. Selv børn, der er vokset op med forældre, som åbenlyst har behandlet dem nedværdigende, mishandlet dem og i nogle tilfælde direkte forsøgt at tage deres liv, vil fortsat have svært ved at afskære kontakten til deres forældre.” side 45
”Selvom socialrådgivere og børnefaglige medarbejdere ofte gør deres arbejde forbilledligt, er der et utal af sager, hvor børn ikke tages seriøst nok, eller hvor fagpersoner ikke føler sig sikre nok i deres mistanker til at foretage en underretning eller handle. Måske fortryder barnet midt i det hele, fordi det bliver bange for konsekvenserne og trækker sine ord tilbage. – side 47
”Men vi må fortsat ikke lade os omslutte af den myte, at den voldløse barndom findes.” side 71
”Vi ved, at det kan være svært at skaffe beviser for psykisk vold, da det foregår i det skjulte, ofte er påstand mod påstand og fordi det på grund af frygt eller af loyalitet kan være svært for offeret at udtale sig.” (om psykisk vold) – side 78
”Det er et stort problem, at vi ikke blander os, når et barn bliver mishandlet, eller hvis der er mistanke om det.” – side 94
”Når der er konkret mistanke om vold, skal vi systematisk sikre, at mistanken bliver fulgt op og ordentligt dokumenteret. Derfor skal der indføres et obligatorisk krav om retsmedicinske screeninger af alle børn ved mistanke om vold” – side 120.
”Anmeldelse om partnervold skal automatisk føre til børnefaglig undersøgelse” side 123
Perspektivering.
Jeg tror ærlig talt, at man på denne hjemmeside ”børn og samvær” i en eller anden form vil kunne genkende de citater, som jeg har hentet fra bogen. Der er ikke noget i det børnesyn, som Hummelgaard udtrykker, som ikke præcist dækker det, som jeg i 25 år har sagt og skrevet.
Mon ikke alle siger, at vold mod børn ikke kan accepteres og må bekæmpes?
Håbet er selvfølgelig, at Hummelgaard rent faktisk vil lægge sin politiske pondus i at hjælpe alle de børn, der er i klemme. Ikke kun i parallelsamfundene!
Bekymringen er, at det hele ender med at være varm politisk luft, som i sidste ende alene skal have til formål at få os til at tro, at det er socialdemokratisk politik at beskytte børn, der udsættes for vold, ligesom vi skulle tro, at Mette Frederiksen skulle blive børnenes statsminister.
Jeg erkender, at mit børnepolitiske ærinde er betydeligt smallere og mindre ambitiøst end Hummelgaards, der oven på de mange fine personlige synspunkter synes at knytte problemstillingen ensidigt til invandrermiljøer.
Min tilgang til emnet er familieretsadvokatens, der har beskæftiget sig indgående med sager om forældremyndighed og samvær i 25 år. I samme periode har jeg gennem Landsforeningen Børn og Samvær konsekvent siddet på barnets stol. Hovedspørgsmålene handler for mig om, hvordan skilsmissebørnenes fremtid efter skilsmissen skal sikres bedst muligt.
Hummelgaard har helt ret i, at både psykisk og fysisk vold findes i alle samfundslag
Personligt må jeg erkende, at jeg som advokat nok har størst kontakt til de lidt mere ressourcestærke grupper, som formår at søge professionel hjælp. Men jeg har dels gennem mit virke i Børn og Samvær, dels gennem kendskab til lukkede fora på Facebook bestemt et indtryk, der bekræfter, at det nok er værre i de socialt belastede befolkningsgrupper.
Mit børnepolitiske grundsyn er, at det er vigtigt, at forældrene har pligt til at samarbejde. Samvær er godt men ikke for enhver pris.
Det hele clincher i praksis i en vildt overdrevet politisk korrekthed, som provokatorisk sagt drukner hos politikerne i bevidstheden om, at halvdelen af vælgerskaren er fædre – og halvdelen mødre.
Politikerne køber populært sagt ind på en præmis, der især er skabt i fædreverdenen, og som går på, at man skal tale om forældrefremmedgørelse og ligestilling som det store dyr i åbenbaringen. Der er i øjeblikket et ”mærkeligt” lovforslag til behandling om det emne, som jeg skrev et høringssvar til i august 2024.
Hummelgaard italesætter på forbilledlig vis mange af de udfordringer, som jeg har set og talt om i årevis.
Det er således helt rigtig set, at barnet ofte slet ikke fortæller, hvad det oplever. Om det er skam eller frygt, der ligger bag, er sådan set underordnet. Betragtningen om børns nærmest ubetingede loyalitet selv over for forældrene uanset deres adfærd er bestemt også genkendelig.
Særlig begejstret er jeg egentlig over bemærkningerne om, at børn ikke tages seriøst nok af sagsbehandlerne, eller at der opstår tvivl om sikkerheden af det observerede.
I forbindelse med hele underretningsproblematikken ynder jeg at fortælle om en hel typisk ”borddamekonversation”, hvis jeg til et selskab kommer til at få en lærer eller pædagog til bords. Hurtigt spørger jeg, hvorfor der er så relativt få underretninger fra skoler og institutioner og præciserer, at de skal vide, at de næsten er de eneste neutrale observatører, som ”systemet” tror på – og at de oven i købet har skærpet underretningspligt.
Svaret fra borddamen er desværre kernetypisk. Vi må ikke underrette for vores leder, medmindre vi er 100% sikker. Vi må jo huske, at vi skal kunne tale med begge forældre. Herefter er vi tavse indtil desserten.
I Familieretshuset og efterhånden også delvist i familieretten hersker den politiske korrekthed også. Det er ”åh så vigtigt”, at barnet har kontakt til begge forældre – og nærmest helst i 7/7 ordning. Så har det jo chancen for at restituere sig i den voldsfrie uge.
Jura og politik.
Hummelgaard og jeg har i al fald det tilfælles, at vi begge er jurister. Det giver både viden og anledning til frustration.
Vi kan sammen glæde os over, at vi har en lovgivning, der nu kriminaliserer både fysisk og psykisk vold.
Men vi må som jurister også erkende, at lige præcist på det område foregår lovovertrædelserne i det lukkede rum og ofte med påstand mod påstand. Tilbage i 2014 skrev jeg et kapitel i bogen ”Forældreansvarsloven (k)ærlig talt”. Mit kapitel hed netop ”påstand mod påstand”. Heri skrev jeg dette:
”De typiske indsigelser i de tungere sager går på vold, drikfældighed, fysiske og psykiske krænkelser, påståede psykiske skavanker hos en af forældrene. Det alvorlige problem er, at klarheden aftager, når det ikke er ”bevist”. Et eksempel er, hvis volden ikke er blevet anmeldt – og derfor mister sin betydning i børnesagen.
I retssamfundet skal enhver rimelig tvivl komme tiltalte til gode. Men enhver rimelig tvivl bør også komme barnet til gode. Det betyder logisk, at der vil være situationer, hvor der er dobbelt tvivl. Det er i orden, at man ikke straffer en ”måske-skyldig”, hvis der er rimelig tvivl. Men det er aldrig i orden, at vi lader et barn risikere noget, hvis der er rimelig tvivl. Det kan vi ikke prale af at efterleve. Og husk, at det er afgørende, at også den tabende part forstår, hvorfor en afgørelsesmyndighed er nået til resultatet.
Det sker langt fra altid.”
Et af de steder i Hummelgaards bog, hvor jeg trak lidt på smilebåndet under læsningen, er der, hvor Hummelgaard foreslår ”retsmedicinske screeninger” ved mistanke om vold. Smilet skyldes i virkeligheden en oplevelse af, at han italesætter mit krav om grundig undersøgelse ved den mindste mistanke.
Jeg siger, at alle bekymringer skal tages alvorligt og undersøges. Jeg tror imidlertid ikke, at det nødvendigvis er fysiske retsmedicinske screeninger, der skal til.
Det handler om at vurdere omfanget af volden, hvad enten den er fysisk eller psykisk. Og det er ikke nødvendigvis en strafferetlig vurdering, der skal afgøre barnets relation til forælderen.
Da det er svært at forklare, hvad det reelt er, der skal til, har jeg de senere år brugt udtrykket “mentalundersøgelser” vel vidende at det ikke er et udtryk for nuværende undersøgelser. Se min artikel om de forskellige undersøgelser i forældreansvarssager.
I mit faglige forældreansvarsunivers er vi efter min meget bestemte opfattelse kommet alt for langt op ad ligestillings-stigen.
Jeg er helt med på, at der virkelig bør arbejdes på at forbedre samarbejdet mellem forældrene med henblik på at sikre så mange børn som muligt en god og kærlig kontakt til begge forældre.
Hvis vi er i et univers, hvor der er rimelig tvivl, bør den tvivl komme barnet til gode. Hummelgaard havde i sin barndom kærlige morforældre og en brun sofa og senere fulgt af en kærlig mor efter forældrenes skilsmisse, som jeg læser det.
Mange børn, som kommer omkring mit skrivebord, har måske en psykisk eller fysisk voldelig forælder og en kærlig omsorgsfuld ditto. De børn tvinges i dag til at skulle udsættes for den voldelige forælder op mod halvdelen af tiden.
Partipolitisk propaganda?
Jeg synes ikke, at jeg med rimelighed kan anmelde eller kommentere på bogen uden at undre mig over det politiske afsæt. Hummelgaard er i en uges tid blevet interviewet af stort set hele den danske presse.
Flere steder har jeg set og hørt det påpeget som interessant, at han gennem årene har ført sig frem som arbejdersønnen fra Kastrup med de flittige forældre alt i et rosenrødt (socialistisk) lys. Jeg har ikke læst den del af Hummelgaards tidligere skriverier.
Men jeg har godt registreret ham som en slags ”chefideolog” for socialdemokraterne.
Min nuværende respekt for ham er ikke helt på højde med den, jeg har fået oparbejdet omkring Nyrup.
Bogen er godt nok meget ”socialdemokratisk”. Han bruger mange sider på at forherlige generationers socialdemokrater som selve roden til alt godt. Vi er igennem dem alle lige fra Steincke til børnenes statsminister.
Heroverfor forsøger han at forklare, at alle urimeligheder i forhold til mishandling af børn er ”de borgerliges skyld”. Kun et eneste sted ser jeg antydningen af positiv omtale af en borgerlig. Det er om den konservative Søren Pape Poulsen på side 77, hvor han krediteres for at være justitsminister, da straffelovsbestemmelsen om psykisk vold blev indført.
Jeg må dog sige, at jeg morer mig over hans beskrivelse af kamæleonen Pia Kjærsgaard i forhold til revselsesretten.
Den politiske sandhed i al fald på ”mit” forældreansvarsområde er, at det i mange år har været ren konsensuspolitik. Alt er i mange år gennemført i vist oveni købet 100% enighed på Christiansborg. Den type enighed får desværre karakter af ”laveste fællesnævner” som resultat. Her undlader jeg at personificere dem, som jeg opfatter som hovedskurkene i den politiske styring.
Efter min opfattelse svækker det afgørende Hummelgaards troværdighed, når han bruger op mod halvdelen af bogen til at flytte alle problemerne over på indvandrermiljøerne. Det er direkte uklædeligt. Hvordan kan en demokrat få sig selv til at skrive, at der skal være en særlig straf forbundet med ikke at underrette i parallelsamfundsområder? (side 125).
Til slut må jeg erklære mig meget enig i Hummelgaards analyser af den generelle vold i familien.
Min respekt for, at han tager det op med sit personlige udgangspunkt, er usvækket.
Løsningerne og den politiske realitet i forhold til at få beskyttet børnene er jeg virkelig usikker på.
Men who intet vove – intet vinde.
Læs bogen. Det er altid godt at have en indflydelsesrig kendis at referere til.
Viggo Bækgaard
28. november 2024