Bopæl for P på 3 1/2 år tillagt F med 7/7 samværsordning, Retten i Glostrup 4. september 2024, utrykt
Byrettens begrundelse (Glostrup).
Parternes har fælles forældremyndighed over barnet P.
Sagen handler om, hos hvem af forældrene P skal have bopæl, og hvilken samværsordning der skal fastsættes mellem P og den af parterne, som P ikke skal have bopæl hos.
Indledningsvis kan det lægges til grund, at P aktuelt er i trivsel.
På baggrund af sagens oplysninger og parternes forklaringer i retten, finder familieretten, at det kan lægges til grund, at P har en god tilknytning til begge forældre, at P trives hos begge forældre, og at begge forældre udviser lige gode forældreevner i forhold til P.
Vedrørende bopæl
Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom, jf. forældreansvars-lovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Familierettens afgørelse om barnets bopæl skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4, 1. pkt., og hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal komme i første række, jf. § 1. Fokus skal således være på, at afgørelsen om barnets bopæl skal medvirke til at sikre barnets trivsel.
På baggrund af sagens oplysninger må det lægges til grund, at de mange skift, som de forskellige samværsordninger frem til nu har medført for P, har været svære for hende. Sammenholdt med, at det for et barn på Ps alder er overordentligt vigtigt med stabilitet i samværene, finder familieretten, at det ved vurderingen af, hvor P skal have bopæl, skal lægges væsentlig betydning, at samvær ikke må afhænge af forældrenes indbyrdes samarbejde eller forholdet forældrene i mellem, hvorfor bopælen derfor skal tilfalde den af parterne, som vil være bedst til at sikre stabilitet i samværsordningen.
Endvidere skal der lægges betydelig vægt på, hvem af parterne der vil være bedst til at sikre Ps fremtidige relation til begge forældre, herunder ved at kunne sikre et godt samarbejde parterne imellem.
På baggrund af sagens oplysninger, herunder parternes forklaringer, er det familierettens indtryk, at M primært formår at samarbejde, hvis det er på hendes præmisser, idet der herved er lagt vægt på Fs forklaring om, at han har måttet afstå fra at deltage i fælles arrangementer med P grundet M, og hans forklaring om, at han alene har fået lov til at se parternes andet fælles barn, når han i øvrigt har haft samvær med P.
Familieretten finder derfor, at P skal have bopæl hos F.
Familieretten har ved vurderingen endvidere henset til, at F vil kunne sikre, at P får en relation til sine ældre søskende på sin fars side, og at det er gavnligt for et barn at have en stærk tilknytning og et bredere netværk til andre end blot til sine forældre.
Samvær
Forældreansvarslovens § 19, bestemmer, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Afgørelser om samvær, herunder samværets omfang, efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn, jf. forældreansvarslovens §§ 1, 4, og 21, stk. 2. Ved fastsættelse af samvær med den forælder, barnet ikke bor hos, skal der tages hensyn til barnets alder og udvikling og til, at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at det hele tiden tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder.
Der gælder i forældreansvarsloven ikke nogen retlig begrænsning, der forhindrer en samværsordning, som indebærer, at barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, ligesom der heller ikke findes et egentligt retskrav herpå. En sådan samværsordning må i almindelighed antages at forudsætte, at forældrene er enige herom, eller at deres samarbejde er velfungerende.
Efter sagens oplysninger sammenholdt med parternes forklaringer og indtrykket af dem under sagens behandling i retsmødet finder familieretten, at der er en begrundet formodning om, at parterne i en sådan 7/7-deleordning på tilstrækkelig måde vil være i stand til at indgå et nødvendigt samarbejde af hensyn til Ps fremadrettede trivsel og udvikling.
Familieretten finder, at 7/7-deleordningen skal træde i kraft efter, at P gennem en periode har vænnet sig til at være lige meget sammen med begge sine forældre. Herefter, og sammenholdt med familierettens afgørelse vedrørende spørgsmålet om bopæl, finder familieretten, at P i perioden fra dommens afsigelse og frem til mandag den 3. februar 2025 skal have samvær med M i en 5-5-2-2 ordning fra fredag i lige uger til onsdag i ulige uger, og fra mandag i lige uger til onsdag i lige uger.
5-5-2-2 deleordningen vil herefter medføre, at P skal være hos F fra onsdag den 11. september 2025, da dette er i en ulige uge.
7/7-deleordningen vil herefter træde i kraft mandag den 3. februar 2025, hvor M skal have samvær med P med afhentning i institution og frem til mandag den 10. februar 2025 med aflevering i institution, der er i en lige uge.
Parterne har på nogle punkter nedlagt enslydende påstande vedrørende feriesamvær.
M har under sagen ikke forklaret nærmere om årsagen til, at der er nedlagt påstand om feriesamvær som sket. F har forklaret, at hans påstand om feriesamvær er koordineret med hans to særbørn, således at der skabes mulighed for, at han kan holde ferie med både P og sine to særbørn samtidig.
Herefter, og da Fs begrundelse for sin feriepåstand er relevant i forhold til Ps forhold til sine søskende, tages Fs feriepåstand til følge.
Byrettens resultat:
P, født den * marts 2021, skal have bopæl hos F.
I perioden fra dommens afsigelse og frem til mandag den 3. februar 2025 skal P have samvær med M i en 5-5-2-2- ordning fra fredag i lige uger til onsdag i ulige uger, og fra mandag i lige uger til onsdag i lige uger. Afhentning og aflevering skal ske i institution.
Fra den 3. februar 2025 skal P have samvær med M i en 7/7-deleordning fra mandag i lige uger med afhentning i institution til mandag i ulige uger med afhentning i institution.
(feriesamvær gengives ikke her)
Kommentar:
Generel indledende bemærkning om forudsigelighed, retssikkerhed og om dommere/børnesagkyndige.
Jeg har modtaget dommen fra M og kender kun sagen fra selve dommen. Jeg har således ikke set bilag overhovedet. Det er mit indtryk, at M ikke har økonomiske ressourcer til en ankesag, hvor man jo ikke automatisk får fri proces som appellant.
Det fremgår indirekte, at der har deltaget en børnesagkyndig – formentlig i et model-b-møde. Faktisk kan det KUN læses derved, at dommen ifølge udskriften er publiceret på portalen blandt andet til en konkret børnesagkyndig.
Vi skulle jo gerne leve i en retsstat, hvor man burde kunne have en nogenlunde mulighed for at kunne forudsige, hvordan en sag vil ende, når man kender faktum nogenlunde. Det er ærlig talt et emne, som har optaget mig gennem ganske mange år.
På ”vores område” – forældreansvarsområdet – hersker der efterhånden en uhyggelig og stigende tendens til frygt og usikkerhed. Jeg har gennem mange år lagt korte domsreferater op på denne hjemmeside og kommenteret på, hvad jeg læser. Et af formålene er netop at anskueliggøre den høje grad af usikkerhed, der er så tydelig på området.
I slutningen af kommentaren linker jeg til lidt uddybende artikler om emnet.
I 2020 kommenterede jeg sådan i en konkret dom, som jeg også linker til i slutningen:
”Hver eneste gang, jeg skal i retten, bliver jeg spurgt om, hvordan dommeren er. Ofte kan jeg heldigvis sige noget positivt. For efterhånden mange år siden brugte dommeren i Ringsted en helt bestemt børnesagkyndig hver eneste gang. Han var rigtig god, hvis man repræsenterede far. På et tidspunkt, hvor jeg repræsenterede mor, protesterede jeg mod ham på forhånd. Det fik faktisk efterfølgende dommeren til at tænke sig om.
Spørgsmålet er nu, om vi er ved at nå dertil, hvor vi for alvor skal prøve at forholde os til, hvem vi får som dommer i en sag?
Jeg kommer til at tænke på den gamle talemåde om Ribe ret: ”På grund af Ribes hårdere straffe, opstod talemåden “Tak du din Gud, min søn, sagde kællingen, at du ikke kom for Riber Ret” – hun så sin søn hænge i Varde galge ved Tinghøj.”
Lad det virkelig ikke komme så vidt for alvor i forældreansvarssagerne.”
Der er vi desværre for alvor ved at nå til.
Selv om jeg ret ofte kommer i Retten i Glostrup, må jeg konstatere, at jeg ikke tidligere er stødt på den konkrete dommer. (Det er i øvrigt tankevækkende, at man for eksempel i offentliggjorte domme i UFR og TFA aldrig nævner byretsdommerens navn, mens landsdommerne bliver kendt.)
Til gengæld er jeg flere gange stødt på den konkrete børnesagkyndige ved retten i Holbæk. Hun hører til den politisk korrekte type, som jeg egentlig helst vil have i sager, hvor jeg repræsenterer F.
Det er ganske utvivlsomt, at de børnesagkyndige har overordentlig stor praktisk indflydelse på dommerne, som lytter næsegrus beundrende til de vise mænd og kvinder. Det kan du læse meget mere om i artiklen om magtudøvelsen.
Generelt om deleordninger.
Det er lidt sjovt, at jeg modtager dommen dagen efter, at jeg i en lukket FB-gruppe får refereret en næsten tilsvarende sag også om en 3-årig, hvor dommeren ifølge referatet startede med at sige at der er ny undersøgelser der viser, at 7/7 er godt for børn. I den tråd skrev jeg, at jeg ærlig talt godt ville se den påståede nye undersøgelse. Derudover skrev jeg, at det i givet fald nok var en rapport kreeret til ære for FF-segmentet.
Nu fik jeg så den konkrete dom og tænkte, at jeg ville bore lidt i emnet. Jeg tror, at den nyeste rapport om børns trivsel er en VIVE-rapport fra december 2022. Også her henviser jeg til nærmere læsning i linkene til slut.
Hvis der skulle foreligge en nyere seriøs undersøgelse, vil jeg rigtig gerne se den.
Det helt almindeligt og anerkendte børnesyn er mig bekendt ikke ændret.
Afgørende for alle børn er, at forældrene i videst muligt omfang opfører sig ordentligt over for såvel barnet som den anden forælder. Barnet har ret til begge forældre. Samvær er godt – men ikke for enhver pris.
Helt små børn er biologisk knyttet til ”mor-dyret”. Samværsordninger skal generelt afpasses barnets alder.
Om egentlige deleordninger har det gennem mange år været det generelle udgangspunkt, at der må opstilles nogle forudsætninger, der skal være opfyldt, hvis ordningen skal fungere. I min oversættelse er disse forudsætninger,
- At forældrene skal bo så tilpas tæt på hinanden, at de kan have det samme børnenetværk begge steder, og
- At forældrene skal være så gode til at samarbejde, at børnene nærmest ikke registrerer, om de aktuelt er hos den ene eller den anden forælder
Det er min generelle erfaring, at man i al fald hidtil meget sjældent træffer afgørelse om 7/7-ordninger på børn under skolealderen. Jeg har ledt og kun fundet en enkelt lidt speciel afgørelse, som jeg også linker til nedenfor.
Om byrettens præmisser
Det fremgår af sagen, at parterne gik fra hinanden i oktober/november 2023, og at de udover P har et fællesbarn D, som er født i maj 2024. Dommeren synes at tillægge det betydning for spørgsmålet om bopæl for den 3-årige, at F ifølge sin forklaring kun har ”fået lov” at se D, når P havde samvær med F.
I mit erfaringsunivers er samvær med spædbørn generelt problematisk og finder næsten altid sted, når forældrene kan finde ud af at være sammen under samværet. I samme erfaringsunivers er det vel generelt svært at være med i et samvær fuldstændig synkront med en retssag om storesøster på 3 år.
Familieretten lægger i sine præmisser til grund, at begge forældre udviser lige gode forældreevner. Der ses ikke at være afholdt en børnesagkyndig undersøgelse og selvfølgelig heller ikke en børnesamtale grundet Ps alder. Der er ifølge dommen indhentet en udtalelse fra Ps institution i maj 2024.
Det står derfor virkelig uklart for mig, hvad retten bygger antagelsen om lige gode forældreevner på. Det kan man vel reelt set ikke vurdere uden en egentlig børnesagkyndig undersøgelse. Da retten refererer til ”sagens oplysninger”, tænker jeg, at Fs oplysning om, at han har haft 7/7 med hans særbørn på nu 16 og 19 år, siden de var helt små, har spillet ind.
Familieretten lægger i forhold til bopælen vægt på, at bopæl hos F vil kunne sikre, at P bevarer kontakt med Fs særbørn og familie i øvrigt. Konklusionen må så være, at dommeren ikke mener, at P med bopæl hos M og samvær med F i en ikke 7/7-ordning vil kunne bevare kontakten til begge familier.
Gad vide, hvilken forskning den præmis bygger på?
Jeg kan i al fald ikke af dommen udlede, hvad der reelt gør, at man lader et 3-års barn bo hos F. På mig virker det som ren gulv-violin.
Byretsdommerens præmisser om samværet er ret pudsig. Byretsdommeren skriver – med min bemærkning i fed skrift i parenteser i teksten:
”Der gælder i forældreansvarsloven ikke nogen retlig begrænsning, der forhindrer en samværsordning, som indebærer, at barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, (altså det, der ikke står, er muligt) ligesom der heller ikke findes et egentligt retskrav herpå. (altså jeg (dommeren) bestemmer helt frit). En sådan samværsordning må i almindelighed antages at forudsætte, at forældrene er enige derom, eller at deres samarbejde er velfungerende. (i almindelighed ja og lige præcis de almindelige grundprincipper – men….. jeg dommer synes noget andet).”
Det er godt nok en lidt speciel grundpræmis, der fortsætter med en fremadrettet formodning om, at hvis bare der fastsættes en 7/7-ordning, skal de nok være i stand til at lære at samarbejde.
Det bemærkes, at Familieretshuset havde truffet en midlertidig meget opdelt 7/7-ordning på melodien 2-2-3-2-2-3. Det må godt nok have været stressende for en 3-årig. Nok siger vi generelt om de helt små børn, at kortere men hyppige samvær er bedst for det helt lille barn, men den model er fantasifuld.
Jeg har virkelig svært ved at se, at vi her har en fornuftig 7/7-ordning.
Jeg ved fra følgemailen fra M, at hun er indvandrer. Når jeg læser dommen, kan jeg ikke fuldstændig sige mig fri for den tanke, at det fænomen har vanskeliggjort Ms mulighed for at forklare sig og dermed er blevet svækket.
I forlængelse af de indledende bemærkninger skrev jeg for et par år siden en artikel, hvor jeg som afslutning skrev følgende, der egentlig meget godt dækker, hvad jeg tænker om denne sag:
”Retssikkerhed handler om, at parterne føler sig hørt og faktisk bliver hørt. Domstolene skal gerne nå frem til det ”rigtige” resultat på baggrund af de givne lovregler.
Man bør ikke under nogen omstændigheder stikke en finger i vejret og træffe afgørelse efter vindretningen – eller efter kønnet – eller efter et ligestillingssynspunkt.
Alle bekymringer bør høres og tages alvorligt, uanset om bekymringerne drejer sig om vold, psykopati eller samværschikane.
Man må undersøge sagerne til bunds og gerne med såvel børnesagkyndige undersøgelser og forældreerklæringer (mentalundersøgelser).
Barnet skal reelt i centrum i overensstemmelse med børnekonventionen og forældreansvarsloven.”
…
Links med relation til problemstillingerne her:
Børn og unge i Danmark – En VIVE rapport december 2022
Om det familieretlige system – en høring på Christiansborg. HVIS jeg skulle holde oplægget.
Er der ikke noget galt i de danske retssale? Refleksioner om magtudøvelse i det danske demokrati.
Viggo Bækgaard
12. september 2024