To børn på nu 7 og 5 år har nu fået bopæl i Danmark og skal derfor ikke tilbagegives til USA efter børnebortførelsesloven, UFR 2014/2463 HD
Fogedretten finder, at der ikke er grundlag for at indhente en børnesagkyndig undersøgelse i medfør af børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, jf. retsplejelovens § 536, stk. 3. Fogedretten finder ligeledes, at C, der er 6 år, ikke skal indkaldes til en børnesamtale i forbindelse med sagen, jf. børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, jf. retsplejelovens § 537, stk. 2.
Ved vurderingen i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, om, hvor C og D havde bopæl umiddelbart forinden tilbageholdelsen, skal der tages stilling til, hvor de havde fast bopæl og ikke midlertidig bopæl.
B gav samtykke til, at A, C og D rejste til Danmark i december 2010. Som sagen er forelagt fogedretten, lægger fogedretten til grund, at dette samtykke var tidsbegrænset, således at A og børnene skulle returnere til USA, når fællesbarnet, E, var blevet født i sommeren 2011. B gav senere samtykke til, at opholdet i Danmark kunne forlænges, i første omgang indtil sommeren 2012 og senere indtil sommeren 2013. A har således ikke løftet bevisførelsen for, at samtykket var uden begrænsning hverken i tid eller på anden måde. A meddelte i februar 2013, at hun ikke agtede at rejse retur til USA med børnene. På denne baggrund lægger fogedretten til grund, at C og D havde fast bopæl i USA umiddelbart forinden tilbageholdelsen i februar 2013.
Det er ubestridt i sagen, at B og A har fælles forældremyndighed. Fogedretten lægger efter det oplyste til grund, at B udøvede disse rettigheder, da tilbageholdelsen fandt sted, og at A ikke har løftet bevisførelsen for, at B har samtykket i eller efterfølgende har affundet sig med tilbageholdelsen. Tilbageholdelsen af C og D er derfor for ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2.
A meddelte i februar 2013, at hun og børnene ikke agtede at returnere til USA. Fogedretten lægger herefter til grund, at tilbagegivelsesanmodningen er indgivet til fogedretten inden fra 1 år fra den ulovlige tilbageholdelse, jf. børnebortførelseslovens § 11, stk. 1.
C og D har uden tvivl deres nærmeste tilknytning til A, og det lægges til grund, at de efter deres alder og den tid de har opholdt sig i Danmark næppe kan huske at have boet i USA. Børnene har imidlertid haft jævnlig kontakt med B både personligt og via Skype i perioden fra december 2010 og indtil foråret 2013, og selv om det vil betyde en omvæltning i deres liv, som kræver tilvænning, er det ikke godtgjort, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for C’s og D’s sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, stk. 2, hvorfor
bestemmes: B’s anmodning om tilbagegivelse af børnene, – – -, tages til følge. (altså de skal tilbage til USA)
Landsrettens begrundelse:
Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten kan det lægges til grund, at B og A i december 2010 – i forbindelse med at A og børnene rejste til Danmark – eller efterfølgende har aftalt eller har haft en fælles forståelse om, at A skulle bosætte sig permanent med børnene i Danmark. Landsretten tiltræder således, at B har samtykket til et midlertidigt ophold, som efterfølgende er blevet forlænget ad flere omgange.
Landsretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at de forsøgte at få deres parforhold til at fungere indtil i hvert fald medio 2012, at B har været på længere besøg i Danmark to gange årligt, at B jævnligt har haft kontakt med A og børnene via blandt andet Skype, at A først i 2012 undlod at forny sin opholdstilladelse i USA, og at B først i februar 2013 forstod, at hans og A’s parforhold var endelig slut, da A meddelte, at hun havde fået en ny kæreste.
På denne baggrund, og uanset at C og D havde opholdt sig her i godt 2 år, da børnebortførelsessagen blev indledt, og at børnene efter det oplyste er velintegrerede i Danmark, finder landsretten efter en samlet vurdering, at længden af opholdet i Danmark og den tilknytning, som børnene har fået under opholdet, ikke kan medføre, at børnene har skiftet bopæl fra USA til Danmark i børnebortførelseslovens § 10’s forstand.
Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af fogedretten, tiltræder landsretten, at betingelserne for at tilbagegive C og D til B i USA er opfyldt, jf. § 10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.
Højesterets begrundelse:
Problemstillingen
Sagen angår, om børnene C og D, der siden december 2010 har opholdt sig i Danmark sammen med deres mor, A, efter reglerne i børnebortførelsesloven skal tilbagegives til deres far, B, der bor i USA og sammen med A har forældremyndigheden over børnene.
Børnene havde bopæl i USA, før de sammen med deres mor og med deres fars indforståelse rejste til Danmark i december 2010. Hovedspørgsmålet er, om børnene i foråret 2013, da faderen modsatte sig deres fortsatte ophold her, havde bopæl i USA eller i Danmark, idet tilbagegivelse til faderen i USA kun kan finde sted, hvis de fortsat havde bopæl der, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.
Begrebet »bopæl« i børnebortførelsesloven
Formålet med børnebortførelsesloven er bl.a. at gennemføre Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af børnebortførelser. Udtrykket »bopæl« i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal derfor forstås i overensstemmelse med Haagerkonventionens artikel 3 (»the State in which the child was habitually resident«).
Det er ikke i Haagerkonventionen defineret, hvad der forstås ved »habitually resident«, og spørgsmålet er heller ikke defineret i forarbejderne til konventionen. Det er således efter konventionen overladt til medlemsstaterne ud fra forholdene i hvert enkelt tilfælde at afgøre, hvornår et barn må anses for »habitually resident« i et land.
Højesteret finder, at afgørelsen af, om et barn har bopæl (»habitual residence«) i Danmark, må bero på en helhedsvurdering. Heri må navnlig indgå dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet i Danmark, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet her i landet og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted.
Den konkrete vurdering
A og børnene rejste i december 2010 til Danmark med B’s indforståelse. I foråret 2013 modsatte B sig børnenes fortsatte ophold hos moderen i Danmark, efter at han havde fået at vide, at hun havde fået en kæreste.
Forældrene er uenige om, hvad der var baggrunden og vilkårene for opholdet i Danmark. A har forklaret, at baggrunden var ægteskabelige problemer, og at de ikke talte om nogen tidshorisont for, om og i givet fald hvornår hun skulle rejse tilbage til USA. B har forklaret, at han alene gav tilladelse til et midlertidigt ophold i Danmark, og at tilladelsen flere gange blev forlænget med forskellig begrundelse, senest til sommeren 2013. Højesteret lægger herefter til grund, at forældrene ikke har haft en fælles intention eller fast aftale om formålet med og varighed af børnenes ophold i Danmark.
C og D var henholdsvis 3 og 2 år gamle, da de kom til Danmark i december 2010. De er født i USA og er såvel amerikanske som danske statsborgere. Parrets tredje barn blev født i Danmark i juli 2011. A etablerede sig i egen bolig med børnene tæt på sin familie og påbegyndte en uddannelse her, og C og D begyndte i daginstitution i august 2011. B, som var bekendt med disse forhold, kom på besøg to gange i 2011 og igen to gange i 2012. Han har endvidere haft kontakt med børnene via Skype. Da B i foråret 2013 modsatte sig børnenes fortsatte ophold i Danmark, var de 6 og 4 år og havde været her i landet i mere end 2 år sammen med deres mor og lillebror.
På denne baggrund finder Højesteret efter en helhedsvurdering, at C og D havde skiftet bopæl fra USA til Danmark, inden B modsatte sig deres fortsatte ophold her, og at børnene derfor ikke er tilbageholdt ulovligt. Hans anmodning om tilbagegivelse af børnene kan derfor ikke tages til følge.