Børn, der havde folkeregisteradresse hos far, blev ikke udleveret til far, efter mor var flyttet fra hjemmet og havde taget børnene med sig, Fm 2015/81 VLK.
Mor var flyttet fra det fælles hjem den 30. oktober 2014 og havde taget børnene med sig. Indtil fogedretten den 5. december 2014 holdt møde og afsagde kendelse, havde børnene haft ophold hos moren. Forældrene havde fælles forældremyndighed, og der forelå ikke nogen afgørelse fra Statsforvaltningen om midlertidig bopæl. Far begærede børnene udleveret efter retsplejelovens § 596 under henvisning til, at børnene havde folkeregisteradresse hos ham.
Fogedretten henviste til, at retsplejelovens § 596, stk. 2, blev ændret ved lov nr. 600/2012, således at der efter »forældremyndighed« blev indsat »eller barnets bopæl«. Fogedretten bemærkede, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det efter forslaget også bliver muligt ved fogedens hjælp at få et barn udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.
Efter bemærkningerne til lovforslaget fandt fogedretten ikke, at den foreliggende situation var omfattet af retsplejelovens § 596, stk. 2, hvorfor fogedretten afviste farens anmodning. Den omstændighed, at børnene fortsat var folkeregisteranmeldt på den tidligere fælles adresse, kunne ikke føre til andet resultat.
Landsretten var enig i fogedretten resultat og begrundelse herfor og stadfæstede fogedrettens afgørelse.
kommentar.
Afgørelsen kan sammenholdes med afgørelsen i UFR 2014/3485 og TFA 2014/480 ØLK, som du også skal læse min kommentar til. I den anden afgørelse, var min reaktion oprindeligt, at barnets alder på 2½ år måske havde spillet en rolle.
Sammenholdes de to afgørelser i et forsøg på at afklare retstilstanden, synes budskabet at være, at afgørelsen af, hvor et barn skal bo, ikke skal træffes i fogedretten, men at man må følge den slaviske vej.
Enhver forestilling om, at den formelle bopælsregistrering i kommunen skulle have betydning, må med de to afgørelser være manet helt til jorden.
Viggo Bækgaard