B havde bopæl i Frankrig efter 2 måneders ophold. En kort rejse til Danmark medførte, at M tilbageholdt B i Danmark. Spørgsmål om international kompetence og om børnebortførelse, TFA 2019/111 VLK

B havde bopæl i Frankrig efter 2 måneders ophold. En kort rejse til Danmark medførte, at M tilbageholdt B i Danmark. Spørgsmål om international kompetence og om børnebortførelse, TFA 2019/111 VLK

Byrettens begrundelse

Det følger af bekendtgørelse af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser (børnebortførelsesloven) § 10, at børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Hagerkonventionen. Det har Frankrig.

Fogedretten lægger ved de afgivne forklaringer til grund, at mor – og dermed A – ved sin seneste afrejse fra Frankrig havde returbillet til og fra Danmark, hvor hun af hensyn til sin kontakt til de sociale myndigheder og Jobcenter fandt det opportunt at have adresse og opholde sig med mellemrum. Det lægges endvidere til grund, at hun og far kort før hendes afrejse havde indgået lejeforhold om en lejlighed ved et 3-årigt lejemål, at hun havde fransk sygesikringsbevis, bankkonto, og at der var registreret et firma i hendes navn. Samlet set finder fogedretten, at mor og A havde en sådan tilknytning til Frankrig, at mor uden fars samtykke ulovligt førte A til Danmark og tilbageholder ham her. Fars forklaring om forventningen om, at mor og A ville komme tilbage, og hans forsøg på kontakt til mor tillægges i den henseende betydelig vægt. Den omstændighed, at mor fortsat var registreret i det danske folkeregister, ændrer ikke derved.

Det følger videre af lovens § 11, stk. 1, nr. 2, at tilbagegivelse kan nægtes, såfremt der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle.

Fogedretten lægger ved de erklæringer, der er udarbejdet, til grund, at A har en tilknytning til mor og hendes forældre, medens der – forståeligt nok – ingen er i forhold til far. A er bekendt med det miljø, han nu har været i siden ankomsten til Danmark, og er tryg ved det – også når han har været i Familiehuset. Endvidere lægges til grund, at A på nuværende tidspunkt ingen relation har til far, dennes familie, sprog eller kultur samt fars forklaring om, at en tante vil komme til at passe A i Frankrig.

På baggrund af den børnesagkyndiges erklæring er det fogedrettens samlede vurdering, at en hjemgivelse af A med de ressourcer og behov, han har, til far i Frankrig vil kunne være en alvorlig risiko for skade for A’s sjælelige opvækst, også selvom alternativet på nuværende tidspunkt er en plejeanbringelse. Denne anbringelse vil stadig være i et dansk miljø og med mulighed på tæt kontakt til såvel mor som bedsteforældre, om hvem det er oplyst, at A har en tæt og tryg relation.

Fogedretten finder herefter, at A ikke bør tåle en tilbagegivelse til Frankrig.

Konklusion: Den af Børne- og Socialministeriet på vegne af F indbragte sag til hjemgivelse af A nægtes fremme.

Landsrettens begrundelse

Landsretten tiltræder af de grunde, som fogedretten har anført, at tilbageholdelsen i Danmark er ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2.

A, der er 2 år gammel, har i perioden november 2016-3. august 2018 næsten udelukkende opholdt sig hos M og har kun i meget begrænset omfang haft kontakt med F.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som fogedretten har anført, tiltræder landsretten, at der er en alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse af A vil være til skade for hans sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.