M fik ikke tilladelse til at afspille en video, TFA 2009/101 ØLK
Fogedens begrundelse:
Det findes ikke – heller ikke med den bevisvurdering der skal foretages under denne sag – bevist, at faderen har begået seksuelle overgreb. Der lægges bl.a. vægt på, at faderen selv anmeldte udtalelserne til de sociale myndigheder, før moderen reagerede på dem. Herefter og da der heller ikke i øvrigt er grund til at antage, at samværet vil udsætte D’s legemlige eller sjælelige sundhed for alvorlig fare, findes samværet ikke at kunne nægtes, jfr. rpl. § 536, stk. 6, ligesom der ikke er grundlag for at udsætte sagen på afgørelse fra statsforvaltningen, der om påkrævet har og har haft mulighed for straks at træffe afgørelse, eventuelt en midlertidig afgørelse.
Fogedretten finder efter forløbet og sagens oplysninger ikke grundlag for nu at iværksætte en ny børnesagkyndig undersøgelse særskilt til brug for fogedsagen, ligesom der ikke er grundlag for nu at fastsætte særlige vilkår, som i øvrigt kun kan fastsættes med virkning for samvær »under fuldbyrdelsessagen«, jfr. rpl. § 536, stk. 4.
Fogedretten kan ikke fastsætte erstatningssamvær for samvær, der skulle have fundet sted før sagens indbringelse, jfr. ordene »under fuldbyrdelsessagen« i rpl. § 536, stk. 5.
Som følge af det anførte vil sagen være at fremme. Efter rpl. § 536, stk. 2, jfr. § 537 stk. 3, pålægges moderen en tvangsbøde som bestemt neden for.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, der er anført af fogedretten vedrørende nægtelse af begæret bevisførelse, stadfæster landsretten den påkærede kendelse herom.
Landsretten tiltræder, at der ikke efter det foreliggende er tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte en fornyet børnesagkyndig undersøgelse. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er grundlag for at nægte at tvangsfuldbyrde samværet under henvisning til barnets legemlige eller sjælelige sundhed, eller at knytte særlige vilkår til gennemførelsen af dette.
Fogedrettens bestemmelse om tvangsbøder findes passende.
kommentar:
Sagen er ubeskrivelig kort refereret i TFA. Det er ikke muligt at udlede, hvad den egentlig handler om.
For mig at se er det generelle problem, at man i statsforvaltningen og Familiestyrelsen er meget tilbageholdende med at stoppe samværet midlertidigt, selv om der er temmelig alvorlige anklager.
Det fremgår ikke, om der gennemføres børnesagkyndig undersøgelse i statsforvaltningen.
Sagen viser også, at man ikke skal forlade sig på fogedretten som bagstopper.
Jeg synes ikke, at afgørelsen, som den fremstår i TFA, giver reel vejledning om retstilstanden i en kompliceret sag, som denne.
Er budskabet, at man bare skal aflevere, uanset, hvad barnet måtte sige? I så fald er det et skrækkeligt skråplan.
Men fejlen ligger i givet fald også i statsforvaltningen.
Viggo Bækgaard