6 gange overvåget samvær via Facetime initieret gennem Familieretshuset, ØLD 1. juni 2023, utrykt
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder af de grunde, der fremgår af familierettens dom, og da det, som er fremkommet for landsretten, ikke kan føre til et andet resultat, at der er bestemte holdepunkter for at antage, at parterne ikke vil kunne samarbejde om Ds forhold til hans bedste, at der derfor skal ske ophævelse af den fælles forældremyndighed over D og at forældremyndigheden skal tildeles M alene.
For så vidt angår spørgsmålet om Ds ret til samvær med F bemærker landsretten, at det fremgår af forældreansvarslovens § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4. Spørgsmålet er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for D, at han ikke har samvær med sin far.
Samværet mellem D og F har efter det oplyste været afbrudt siden foråret 2022, og D og Fs kontakt har siden kun været meget sporadisk.
Således har der efter Familieretshusets afgørelse af 25. juli 2022 været nogen kontakt mellem D og F i form af Face Time-samtaler, men parterne er enige om, at sidste Face Time-samtale var i oktober 2022. Af referatet fra børnesamtalen i familieretten fremgår bl.a., at D gerne vil have Face Time-kontakt med sin far, hvis denne kan holde op med at udspørge ham og sige grimme ting, ligesom D ønsker, at hans mor er til stede, så hun kan gribe ind, hvis det bliver ubehageligt.
På denne baggrund, og da der ikke heroverfor foreligger omstændigheder, der kan føre til en anden bedømmelse, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at han på sigt får egentligt fysisk samvær F med igen, men også, at det på nuværende tidspunkt er af afgørende betydning for, at dette kommende samvær kan blive en god oplevelse for D, at der i første omgang sker en genoptagelse af samvær i form af kontakt i overensstemmelse med Ds specifikke ønske om Face Time-kommunikation.
Landsretten finder det ligeledes formålstjenligt, at M ikke deltager i eller overværer denne Face Time-kontakt, men at det i øvrigt bør overlades til Familieretshuset bl.a. i lyset af tidligere erfaringer at træffe nærmere bestemmelser om, hvordan dette samvær mellem D og F bedst muligt kan understøttes.
Landsretten bemærker, at formålet med det overvågede samvær er, at kontakten mellem D og F genetableres under trygge rammer, og at der samtidig skabes et nærmere grundlag for at vurdere, om og hvordan, der i givet fald kan etableres egentligt samvær på mere normal vis. Overvågeren bør derfor afrapportere til Familieretshuset og sagens parter om forløbet af de overvågede samvær.
Når de overvågede samvær er gennemført, må forældrene rette henvendelse til Familieretshuset med henblik på en fornyet vurdering af sagen, hvis det ikke på det tidspunkt er muligt for forældrene på baggrund af erfaringerne fra de overvågede samvær at nå frem til en aftale om løbende samvær og eventuelle vilkår herfor.
Familierettens dom stadfæstes med den ændring, at hver anden uge skal have overvåget samvær med indtil videre i alt 6 gange, således at samværene foregår i Familieretshuset eller efter Familieretshusets nærmere bestemmelser, at samværene foregår via Face Time eller lignende platform, således at der ikke er tale om, at og mødes fysisk, og at samværene afholdes uden deltagelse af Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
(Landsrettens resultat:)
Familierettens dom stadfæstes med den ændring, at D hver anden uge skal have overvåget samvær med F indtil videre i alt 6 gange, således at samværene foregår i Familieretshuset eller efter Familieretshusets nærmere bestemmelser, at samværene foregår via Face Time eller lignende platform, således at der ikke er tale om, at og mødes fysisk, og at samværene afholdes uden deltagelse af M.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Dommen er formidlet af Danske Familieadvokater til deres medlemmer. Kun landsretsdommen er formidlet.
Man kan af landsretsdommen konkludere, at byretten nåede frem til eneforældremyndighed til M. Derimod kan man ikke se, hvad byretsdommen nåede frem til. Som det vil fremgå af min personlige konkrete tilføjelse ved jeg, at byretten nåede frem til, at der ikke skulle være samvær. Jeg kan vist også uden at komme galt af sted nævne, at D er 9 år.
Landsrettens præmisser indikerer, at der tidligere har været facetime kontakt, og at D har givet udtryk for, at han gerne ser en sådan kontakt.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad en sag som denne kan bruges til om noget overhovedet.
Det er altafgørende i disse sager, at der tages udgangspunkt i, hvad der er ”bedst for barnet”.
Den aktuelle generelle politiske korrektheds lære er, at det selvfølgelig er vigtigt for et barn at have kontakt til begge forældre. En generel korrekthedsfilosofi, som alle formentlig kan- eller i al fald bør – tilslutte sig.
Imidlertid er det mere dilemmafyldt end bare at opfylde et herkomstperspektiv.
Et barn har grundlæggende behov for en tryg barndom uden alt for mange uhensigtsmæssige afbrydelser. De grundlæggende tanker bag såvel selve forældreansvarsloven som procesgangen har rod heri.
Således har det fyldt ganske meget i lovgivningens tilblivelsesfase, at man bør undgå langvarige kampe om et barns grundlæggende tilværelse. Jeg kan blot nævne betragtningerne bag forældreansvarslovens § 39 om det skærpede ændringskriterium, hvor jeg blandt utallige mulige citater vælger Stine Kronborg Kristensens lovkommentar ”Forældreansvarsloven med kommentar” fra 2009 p. 527:
”Formålet med det skærpede ændringskriterium er som nævnt at skabe ro omkring samværet ved at mindske forældrenes interesse i hyppige henvendelser til Statsforvaltningen.”
Fra lovbemærkningerne til den oprindelige regel i lovforslaget til forældreansvarsloven fra 2006 præciseres:
”Herved dæmmes op for ”evigt verserende” sager, der i nogle tilfælde skaber lange perioder med uro og er med til at belaste samarbejdsklimaet mellem forældrene.”
Det er min oplevelse, at ”systemet” og desværre i udpræget grad dommerne slår ind på en vej, hvor man totalt ser bort fra netop det hovedsynspunkt, at børnene har brug for ro.
Der er grund til at repetere de forskellige former for overvågede samvær.
Et overvåget samvær er ikke bare et overvåget samvær. Se min lille artikel om overvåget samvær med Familieretshusets 2 skemaer, som kan være relevant for alle.
Det ene skema handler om de forskellige involveredes roller og ansvar i overvåget samvær.
Det andet skema er egentlig et informationsskema beregnet til mere professionelle på området.
Som antydet er der en for mig at se mærkelig og forkert tendens til at holde liv i alt for mange sager gennem overvågede samvær.
Nu synes der med denne dom at blive lagt op til, at man også kan gennemføre overvågede samvær via face time.
Flere afgørelser fastsætter overvågede samvær uden at tage stilling til, hvad der skal ske bagefter. Den type afgørelser indebærer reelt, at parterne slås tilbage til start ligesom i Matador. Det strider efter min opfattelse direkte mod hovedprincipperne i forældreansvarsloven som beskrevet ovenfor.
Spørgsmålet er også, om det kunne give mening at opretholde overvågede samvær gennem længere tid. Det vil først og fremmest tilgodese den herskende politiske korrekthed men altså stride mod ønsket om at kunne skabe ro for barnet.
Kan man overhovedet tænke sig langvarige overvågede samvær? Indtil for relativt nylig ville jeg entydigt have sagt nej til det spørgsmål. 2 afgørelser trækker dog en anelse den vej.
Den ene er byretsdom fra Familieretten i Næstved af 4. oktober 2022, fastslog overvåget samvær for en 9-årig, indtil barnet blev 15.
Noget af det ”vildeste” længerevarende overvågede samvær, som jeg har set afgørelse på, er fra det nyeste nummer af TFA, hvor landsretten fastsatte næsten et helt års overvåget samvær. (TFA 2022/369).”
Nu er der så med denne dom åbnet mulighed for ”overvåget samvær pr. facetime”. Hvad pokker har landsretten tænkt med det – udover altså at sikre, at sagen trækkes i langdrag?
For mit vedkommende gælder selvfølgelig, at jeg fremadrettet vil forsøge at påberåbe mig ”overvåget facetime-samvær” gennemført af Familieretshuset, selv om jeg personligt ikke rigtig kan se, at det har nogen relevans. Man kan jo i al fald sige, at alle risici for ”overgreb” synes fjernet.
Den personlige efterskrift:
Denne sag er lidt sjov set med mine personlige advokatbriller.
Byretssagen endte som antydet med, at M havde fået fuld medhold: fuld forældremyndighed og intet samvær. M havde i byretten en advokat, som ikke havde møderet for landsret, og hun henvendte sig til mig med henblik på landsretssagen.
Jeg havde et langt møde med hende, hvor jeg konstaterede 2 ting. Den ene var, at jeg umuligt ville kunne gøre det bedre i landsretten, for hun havde jo fået det, som hun ville have.
Det andet var, at jeg med kendskab til de her omtalte tendenser måtte fortælle hende, at det ikke var ”helt sikkert”, at sagen ”bare ville blive stadfæstet”. Fælles forældremyndighed er ”jo” heller ikke noget, man kan regne skråsikkert med.
Det fik hende til efter et par dage at meddele, at hun havde fundet en anden advokat, som hun heller ville have. Hun følte ikke rigtigt, at jeg holdt nok med hende.
Personligt er det min opfattelse, at man som advokat selvfølgelig skal kæmpe for sin klient. Men man må altså også udtrykke de vinkler, som kan være problematiske. Hvis du gennem tiden har læst mine mange betragtninger, vil du også have set, at jeg mener, at man må have ”tvivlens nådegave” i forhold til egen klient. Det gør jeg i praksis oftest ved at ”udfordre klienten”.
Men jeg havde godt nok ikke fantasi til at forestille mig facetime samvær som en del af overvåget samvær.
Viggo Bækgaard
17. juni 2023