3-årig pige og 8-årig dreng skulle udleveres til overvåget samvær med far uden samtale med den 8-årige. Fuldbyrdelsen kunne ske uden underretning af moderen, TFA 2011/155 ØLK.
Fogedrettens begrundelse:
Efter det oplyste finder fogedretten ikke, at der er grund til at frygte, at samvær med faderen vil udsætte børnene for alvorlig fare for deres sjælelige eller legemlige sundhed, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, modsætningsvist, og børnene skal derfor udleveres til samvær i overensstemmelse med resolutionen, hvorfor… Børnene S og D skal udleveres til samvær den 25. oktober 2010, kl. 15 i overensstemmelse med samværsresolution af 23. juni 2010.
….
Efter det oplyste har der tidligere været sket massivt misligholdelse af samværet med faderen. Fogedretten har således tidligere pålagt M tvangsbøder og afhentet og udleveret S til samvær uden forudgående varsel af moderen. Under disse omstændigheder finder fogedretten, at betingelserne for at foretage fuldbyrdelse af samværet uden forudgående varsel af moderen er opfyldt, idet det ellers må befrygtes, at børnene ikke vil være til stede ved den effektive fuldbyrdelse af samværet.
Fogedretten finder efter det foreliggende ikke, at der er grund til at antage, at fuldbyrdelse af samværet vil udsætte børnene for alvorlig fare for sjælelig eller legemlig sundhed. Det bemærkes, at udlevering til samvær skal ske i overensstemmelse med resolutionen, og fogedretten kan derfor alene medvirke til at udlevere til overvåget samvær. På grund af S’ alder finder fogedretten ikke grundlag for at afholde samtale med ham på nuværende tidspunkt, hvorfor (bestemtes, at) såfremt der ikke sker udlevering til samvær i overensstemmelse med samværsresolutionen, kan fogedforretning til fuldbyrdelse af samværet foretages uden forudgående underretning af M.
Landsrettens begrundelse:
Henset til, at statsforvaltningens afgørelse er truffet den 23. juni 2010, og at der er tale om overvåget samvær kombineret med børnesagkyndig undersøgelse og sammenholdt med det langvarige konfliktniveau mellem parterne, finder landsretten efter sagens omstændigheder ikke grundlag for at tilsidesætte fogedrettens skøn, hvorefter en samtale med S ikke er nødvendig.
Af de grunde, der er anført af fogedretten, og idet grundlaget for statsforvaltningens afgørelse af 23. juni 2010 om overvåget samvær ikke ses ændret, tiltrædes det, at S og D skal udleveres til samvær som fastsat af fogedretten.
Endvidere tiltrædes det, at fuldbyrdelsen af samværet som følge af det hidtidige forløb, hvor moderen må anses for at have modarbejdet gennemførelse af samvær, kan ske uden forudgående underretning, jf. retsplejelovens § 493, stk. 2.
Fogedretettens kendelse stadfæstedes derfor.