Ikke tvangsfuldbyrdelse af Statsforvaltningens afgørelse om samvær til papfar efter analogi af forældreansvarslovens § 20, da barnets biologiske forældre nu boede sammen, TFA 2015/189 Højesterets kendelse
Byrettens begrundelse:
Det er ubestridt, at B har ageret som social forælder for D fra fødslen og indtil hun var ca. 8 år, og at han er far til D’s halvbror S, som han har samvær med hver anden weekend. Det lægges endvidere til grund, at A i dag bor sammen med K, og at K og A har underskrevet en omsorgserklæring i statsforvaltningen, hvorefter K er at anse som biologisk far til D.
Det lægges endelig til grund, at sagens parter den 6. januar 2014 indgik aftale om B’s samvær med D under et møde i statsforvaltningen.
Det fremgår, at aftalen efter en optrapningsordning indebærer, at D er på samvær hos B sammen med sin lillebror, S, hver 4. weekend fra fredag kl. 15.30 til søndag kl. 15.30.
Det fremgår videre, at såfremt D ikke trives med det aftalte samvær, må parterne enten aftale et andet samvær eller rette henvendelse til statsforvaltningen igen. A har oplyst, at hun påtænker at anmode statsforvaltningen om at genoptage sagen, men hun har endnu ikke anlagt sag.
Det fremgår endelig af børnesamtalen og den børnesagkyndiges observationer under fogedrettens sagsbehandling, at D er betydelig klemt i konflikten mellem sin mor og biologiske far på den ene side og hendes »sociale far« på den anden side. Det fremgår også, at D har et fint samspil med B, når hun gives det nødvendige frirum hertil.
I forældreansvarslovens § 20 er opregnet de forudsætninger, der skal være til stede, for at statsforvaltningen kan fastsætte samvær med andre end de biologiske forældre. Det kan kun ske, når den ene biologiske forælder enten er ukendt, eller barnet ikke eller kun i begrænset omfang har samvær med vedkommende forælder. Efter de foreliggende oplysninger er betingelserne for, at B kan tillægges samvær efter loven, ikke længere opfyldt, efter at D’s biologiske far er flyttet sammen med hendes mor og hende.
Retten finder, at reglen i forældreansvarslovens § 20 er præceptiv for at beskytte barnet. Samvær med den sociale forælder bør i en sådan situation alene ske ad frivillighedens vej. Den indgåede aftale er herefter uden retsvirkning i relation til tvangsfuldbyrdelsesreglerne, hvorfor bestemmes:
Sagen nægtes fremme.
Landsrettens begrundelse:
Det fremgår af bilagene i sagen, at statsforvaltningen den 10. oktober 2013 traf afgørelse om, at B har samvær med D efter en analogi af forældreansvarslovens § 20, idet han ikke er biologisk forælder til D, men i 8 år har boet sammen med A og fungeret som en far for D, der da ikke havde nogen anden far. Det fremgår endvidere, at parterne på et møde i statsforvaltningen den 6. januar 2014 har indgået aftale om samvær. Det er i statsforvaltningens notat fra mødet anført, at der på grundlag af aftalen kan ske tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3.
Landsretten finder, at det forhold, at samværet er fastsat eller aftalt i henhold til forældreansvarslovens § 20 eller en analogi heraf, ikke er til hinder for, at en afgørelse eller aftale herom kan tvangsfuldbyrdes. Da det af retsplejelovens § 536, stk. 2, sidste punktum, fremgår, at samvær med andre end barnets forældre kun kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder, burde fogedretten have taget stilling til, om der i den foreliggende situation kunne ske tvangsfuldbyrdelse ved anvendelse af tvangsbøder.
Landsretten ophæver derfor fogedrettens kendelse og hjemviser sagen till fogedretten til stillingtagen til, om der kan ske tvangsfuldbyrdelse ved tvangsbøder.
Under fogedretsmødet den 27. marts 2014 nedlagde B tillige påstand om fastsættelse af erstatningssamvær for mistet samvær den 8. februar og i weekenden i uge 11. Fogedretten har ikke forholdt sig til denne påstand, hvorfor også dette spørgsmål må behandles i forbindelse med sagens hjemvisning.
Thi bestemmes
Fogedrettens kendelse ophæves.
Sagen hjemvises til fogedretten til behandling af spørgsmålet om anvendelse af tvangsbøder og om fastsættelse af erstatningssamvær.
Højesterets begrundelse:
Sagen angår spørgsmålet, om B, der tidligere har boet sammen med A og hendes datter D i 8 år, men som ikke er biologisk forælder, kan få fogedrettens bistand til gennemtvingelse af samvær med D på grundlag af statsforvaltningens afgørelse af 10. oktober 2013 om samvær efter en analogi af forældreansvarslovens § 20 og en aftale mellem B og A indgået i statsforvaltningen den 6. januar 2014 om den nærmere tilrettelæggelse af samværet.
Det fremgår af sagen, at D sammen med sin mor A nu bor sammen med D’s biologiske far, som forud for statsforvaltningens afgørelse af 10. oktober 2013 har anerkendt faderskabet til D den 24. april 2013.
Ifølge forældreansvarslovens § 20, stk. 1, kan statsforvaltningen efter anmodning fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, hvis en eller begge forældre er døde, eller en forælder er ukendt. Efter § 20, stk. 2, kan statsforvaltningen efter anmodning fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, hvis der ikke eller kun i yderst begrænset omfang er samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos.
Hverken betingelserne i forældreansvarslovens § 20, stk. 1, eller § 20, stk. 2, for at fastsætte samvær for B med D er opfyldt. Højesteret finder endvidere, at der i et tilfælde, som det foreliggende, hvor D bor sammen med begge sine biologiske forældre, ikke har været grundlag for at fastsætte samvær for B efter en analogi af forældreansvarslovens § 20.
Højesteret tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at tage B’s anmodning om tvangsfuldbyrdelse af samværet til følge, og stadfæster fogedrettens kendelse om ikke at fremme sagen.
Thi bestemmes
Fogedrettens kendelse stadfæstes.
kommentar:
Godt at Procesbevillingsnævnet gav tilladelse til indbringelse af sagen for Højesteret.
Da jeg læste hovedet til afgørelsen tænkte jeg, at det nærmest var komisk overhovedet at prøve at gennemføre et samvær under de omstændigheder. Men landsretten gav jo medhold.
Systemet må naturnødvendigt læne sig op af de biologiske forældre som kernen, uanset at pap-relationer følelsesmæssigt selvfølgelig kan være vigtige.
Viggo Bækgaard