12-årig udleveret i samværsfogedsag trods dennes udsagn, TFA 2018/273 VLK

12-årig udleveret i samværsfogedsag trods dennes udsagn, TFA 2018/273 VLK

Byrettens begrundelse:

Fogedretten kan i medfør af retsplejelovens § 596 sammenholdt med § 537 fuldbyrde sager om barnets bopæl, medmindre barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.

I denne sag lægges det ved det fremlagte materiale og A’s forklaring til grund, at hun over for flere myndigheder har forklaret, at i hvert fald mor slår, og at hun er utryg ved at være hos hende. Det henstår uklart efter det for Statsforvaltningen fremlagte, om hun også er slået hos far.

Det samlede indtryk efter samtalen er en oprigtig, men utryg og uglad pige, der frygter moderens temperament. Hun finder mest ro hos faderen og kan måske med tiden komme på samvær hos moderen.

Der er på nuværende tidspunkt en bopælssag under forberedelse til oversendelse til retten, ligesom der vil blive iværksat en § 50-undersøgelse.

Uanset det er udgangspunktet, at A skal hjemgives til sin mor, finder fogedretten det imidlertid betænkeligt at gennemtvinge dette henset til forklaringerne, parternes indbyrdes meget høje konfliktniveau og dets indflydelse på A samt den omstændighed, at der inden for en vis tid vil blive taget stilling til bopælsspørgsmålet i civilretligt regi. Også ved en udsættelse af fogedsagens behandling, jf. retsplejelovens § 502, vil det foreløbige resultat blive, at A forbliver hos sin far.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten finder, at der – trods A’s udtalelser under samtalen ved fogedretten – efter de i øvrigt foreliggende oplysninger er en væsentlig usikkerhed om baggrunden for A’s ønske om fremover at få bopæl hos F.

Det fremgår af sagen, at der også i 2013/2014 og 2016 har været fremsat beskyldninger om, at A og broderen, B, har været udsat for vold, men at der efter Socialforvaltningen ved K Kommunes opfattelse ikke var indikationer herpå, og der har ikke været rejst en straffesag mod M.

Under disse omstændigheder og efter sagens oplysninger i øvrigt er der ikke grundlag for at antage, at fuldbyrdelse af anmodningen om udlevering af A til M som bopælsforælder vil udsætte A’s sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6. Anmodningen om udlevering skal derfor tages til følge. Det forhold, at der nu verserer en bopælssag ved byretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten har herved lagt vægt på, at Statsforvaltningen først efter den 2. maj 2018 har indbragt sagen for byretten, og at det ikke er oplyst, hvornår byretten har fastsat tidspunkt for hovedforhandling.

Landsretten tager herefter M’s påstand til følge.