Ophævelse af fælles forældremyndighed for 10-årig B grundet adskillige års samværschikane, og forældremyndigheden tillagt F. Byretten afviste at bestemme, at afgørelsen skulle kunne fuldbyrdes i tilfælde af anke, TFA 2021/172 ØLD
Sagen vedrører en 10-årig pige. Der forelå en børnefaglig undersøgelse fra 2018, der konkluderede, at B har særlige vanskeligheder og behov. Det fremgår endvidere, at der hos M er et yderligere barn, der har særlige vanskeligheder.
Der har været problemer med Bs skolegang. B er i loyalitetskonflikt mellem forældrene.
Der er endvidere under retssagen gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvem af parterne, B skal bo hos, bemærkes, at B siden fødslen har boet hos M, som må anses som den primære omsorgsperson, og at B’s halvsøstre også bor hos M. Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at B tydeligt har givet udtryk for, at hun ønsker at bo hos sin mor og have samvær med sin far. Det må også lægges til grund, at M og B har et meget nært forhold sammen.
Heroverfor står, at det efter de fremlagte afgørelser fra Statsforvaltningen og Familieretshuset, sammenholdt med retsbøgerne fra familieretten, og af sagens oplysninger i øvrigt, må lægges til grund, at der siden B’s fødsel har været massive problemer med at få etableret og gennemført samvær mellem B og F grundet M’s forhold, og at der således i perioden fra fødslen og frem til nu, bortset fra perioden ultimo 2015 til oktober 2018, har været udøvet massiv samværschikane fra M’s side.
I den børnefaglige undersøgelse fra CAFA er det vurderet, at M har behov for støtte, råd og vejledning i forhold til B’s udvikling, herunder i forhold til at støtte hende i at give udtryk for sine behov samt i en naturlig selvstændighedsproces. Det er anført, at M har behov for rådgivning i forhold til B’s helbredsforhold, skolegang og sociale kontaktudvikling.
Det må lægges til grund, at M ikke har taget imod sådan hjælp.
Under sagens behandling i Familieretshuset har M ikke ønsket at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse. Til at starte med har hun, efter sagen er overgået til behandling i familieretten, heller ikke ønsket at medvirke hertil, og har på først på et sent tidspunkt givet samtykke til, at undersøgelsen blev udført. Hun har forsøgt at obstruere gennemførelsen af undersøgelsen, som på et tidspunkt har måttet opgives.
Endvidere har hun selv under nærværende sag ikke udleveret B til samvær i overensstemmelse med den gældende aftale.
Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 11, at hvis der påvises samværschikane, så skal retten overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl eller overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. I forarbejderne er videre anført, at der i den forbindelse skal anlægges et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, og at det således skal tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre barnets samvær med den anden forælder. Der henvises herved også til Højesterets dom af 8. september 2020 i sag nummer BS-20820/2020.
Uanset den iværksatte samværschikane har der løbende været kontakt mellem F og B. Han er derfor ikke en fremmed person for hende. Det må endvidere lægges til grund, at F er egnet som forældremyndighedsindehaver. Det bemærkes herved, at han har to andre børn.
Det er i den børnesagkyndige undersøgelse af 31. juli 2020 anført, at undersøgelsen viser, at B befinder sig i en loyalitetskonflikt og har ansvaret for, at samværet kommer til at fungere, samt at M ingen forståelse har for dette. Det er endvidere anført, at M i undersøgelsesmaterialet fremstår med meget ringe tilpasningsevne, hvis hun ikke kan se egen fordel i det, der skal ske. Det er videre anført, at det efter undersøgelsen står klart, at M ikke har en tilstrækkelig evne og motivation eller vilje til at samarbejde, og at der ikke er noget i undersøgelsen, der viser, at hun fremadrettet kan indgå i et konstruktivt samarbejde, heller ikke selvom hun udtrykker ønske herom. Det er anført, at der ikke vurderes at ligge nogen umiddelbare handlemuligheder gennem konfliktmægling, samarbejdsmodel eller øvrig belysning af sagen. Det er afslutningsvist anført, at undersøgelsen peger på, at det for B er vigtigt at have en tilknytning og kontinuerlig kontakt til sin far, og at det er afgørende for hendes trivsel, at ansvaret for at deltage i samværet og ansvaret for, hvorledes overlevering til samvær forløber, fjernes fra B.
Det er anført, at det kan få alvorlige konsekvenser for B’s fremtidige trivsel og udvikling, hvis disse konditioner ikke ændres.
Retten finder, at det efter den børnesagkyndige undersøgelse er godtgjort, at M ikke fremadrettet vil være i stand til at samarbejde om samværet, og at det er godtgjort, at de nuværende forhold ikke vil ændres, såfremt B fortsætter med at have bopæl hos M.
Uanset B’s tilknytning til M, findes det herefter bedst for B, at hun får bopæl hos F, der må anses for egnet som forældremyndighedsindehaver. Der lægges herved også vægt på, at han bedre end M vil kunne sikre, at et samvær med M foregår under sådanne forhold, at ansvaret for samværets gennemførelse ikke placeres hos B.
Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan den fælles forældremyndighed kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Efter det foran anførte, er det godtgjort, at parternes samarbejde har en sådan karakter, at det påvirker B negativt. Det vil således være bedst for hende, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Som følge heraf tillægges forældremyndigheden over B F, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Henset til afgørelsens indgribende karakter tages anmodningen om, at dommen kan fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2, ikke til følge.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, der er anført af familieretten, tiltræder landsretten, at det må lægges til grund, at M gennem adskillige år har udøvet grov samværschikane.
Herefter, og efter parternes forklaringer, den børnesagkyndige undersøgelse og M’s adfærd og fortsatte udøvelse af samværschikane efter byrettens dom finder landsretten, at M ikke har evne og vilje til at samarbejde med F om B’s forhold, og at M også på længere sigt vil være ude af stand hertil. Landsretten tiltræder derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Af samme grunde tiltræder landsretten, og at det er bedst for B, der i de seneste to måneder har boet hos F og i den forbindelse har foretaget skoleskift, at forældremyndigheden tillægges F alene. F må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
M har først for landsretten nedlagt påstand om fastsættelse af nærmere angivet samvær. Herefter, og da der i Familieretshuset verserer en sag om B’s ret til samvær med M, tages F’s afvisningspåstand over for M’s påstand om samvær til følge.
Kommentar.
Til indledning bemærkes, at en dom om bopæl og forældremyndighed som hovedregel ikke har virkning, hvis sagen ankes inden 14 dage (fuldbyrdelsesfristen). Byretten kan dog bestemme andet, hvilket ikke skete her på grund af den indgribende konsekvens. Den beslutning forekommer åbenlys rigtig.
Det fremgår ikke af sagen i al fald med tydelighed, hvad der har været Ms bevæggrund for sin adfærd i forhold til samarbejde og samvær.
Når jeg læser dommen, efterlades jeg med et indtryk af manglende indsigt hos M og en adfærd, som jeg somme tider kalder en ejerskabstilgang fra Ms side. Den tilgang har i dag absolut ingen gang på jorden og bør heller ikke have det.
Du vil kunne læse mit syn på samværschikane i en meget lang artikel om ”samværschikane efter 2011”.
Der er efter min opfattelse afgørende forskel på, om der er en ”grund”, som bare ikke er blevet taget alvorligt, eller om det er ren ”ejerskabstankegang” og dermed chikane. Man skal i øvrigt også huske, at chikane fordrer, at afgørelser ikke er efterlevet.
Læg mærke til byretsdommerens bemærkning om, at ”selv under denne sag” er det ikke efterlevet.
Langt de fleste kan finde ud af at opføre sig ordentligt, mens sagen står på.
Som jeg læser dommen virker den veloplyst og velreflekteret.
Til slut vil jeg nævne, at eventuelle problemer hos samværsforælderen bør italesættes næsten fra dag et. Mange rådgivere på området, herunder advokater, har frygtelig travlt med at nedtone problemer og nærmest tvinge klienterne til at fortie, hvis der foreligger omstændigheder, der begrunder en forælders forsøg på at beskytte barnet. Når og hvis påstande herom kommer på et sent tidspunkt, har de mindre troværdighed bag sig.
Viggo Bækgaard
21. maj 2021
P.s.