Om opsættende virkning af dom om samvær, da forældremyndighedsspørgsmålet blev anket (materiel bopæl hos F og 7/7-ordning, TFA 2021/408 ØLK + ØLD 1. juni 2021 utrykt
M havde anlagt sag om ophævelse af fælles forældremyndighed og samvær fra fredag til mandag – altså 11/3 samvær samt ferie-helligdage.
F havde påstået fortsat fælles forældremyndighed, subsidiært forældremyndighed til F. Om samvær var påstanden 7/7.
F havde nedlagt påstand om, at eventuel samværsdom først skal kunne fuldbyrdes, når forældremyndigheds eller bopælsdommen kan fuldbyrdes.
Jeg medtager byrettens begrundelse og resultat, selv om denne dom egentlig kun gælder spørgsmålet om opsættende virkning. Jeg kan dog fortælle, at jeg har “fisket” hos en af advokaterne og har fået oplyst, at landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Se landsrettens begrundelse under min kommentar.
Byrettens begrundelse: (Odense)
Det fremgår af forældreansvarslovens § 11, at den fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til bedste for barnet. Bestemmelsen fastslår det grundlæggende princip, at et barn har ret til to forældre, der skal tage fælles ansvar for barnet, også selvom de ikke lever sammen.
Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne har problemer med at samarbejde om B, men der er ikke oplyst om konkret uenighed om vigtige beslutninger.
Retten finder, at det må antages, at parterne med professionel hjælp vil kunne komme til at samarbejde om B. Dette støttes af Lev Selvs udtalelse af den 24. november 2020, der indeholder en opdatering på familiebehandlingen for B og hans forældre. Det fremgår heraf, at begge parter giver udtryk for, at de gerne vil samarbejde om B.
På den baggrund finder retten, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne flyttede fra hinanden i januar 2017, da B var 10 måneder. M fraflyttede den fælles bopæl, og B fik bopæl hos hende. Da de ikke kunne blive enige om en samværsordning, blev der i Statsforvaltningen indgået en samværsaftale den 8. juni 2018.
Som det fremgår af ovenstående redegørelse over det efterfølgende forløb, har parterne ikke kunnet samarbejde om samværet, hvilket har medført, at B ikke er tryg og mistrives.
Det er oplyst, at M efter samlivsophævelsen har boet 4 forskellige steder, ligesom hun i en periode har været på krisecenter. Det fremgår endvidere, at hun gentagne gange har anmeldt F for vold og har forsøgt at få samværet ophævet. Det har også flere gange været nødvendigt for F at henvende sig til familieretten for at få samvær med B.
Henset hertil finder retten, at det vil være bedst for B at have bopæl hos F, idet retten finder, at det må antages, at han vil være bedst til at formidle samarbejdet om samværet med B, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder at det nuværende samvær medfører mange skift for B, finder retten, at B skal have samvær med M, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt
M og F skal fortsat have fælles forældremyndighed over B, født den … 2016.
(Byrettens resultat)
Fortsat fælles forældremyndighed. B skal have bopæl hos F.
B skal have samvær med M på følgende måde: 7/7 samværsordning og nogenlunde traditionel feriesamvær.
Byretten nævner slet ikke spørgsmålet om opsættende virkning.
M anker nu til landsretten og beder her om, at samvær ikke kan fuldbyrdes, før spørgsmålet om bopæl er afgjort.
Den her refererede sag vedrører alene det spørgsmål.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten bemærker, at uanset at Retten i Odense ikke direkte har truffet nogen afgørelse om samvær i forhold til F, så er der med afgørelsen om, at B skal have bopæl hos ham, og bestemmelsen om omfanget af samvær med M truffet en bestemmelse om samvær med F.
Da dommen er anket inden fuldbyrdelsesfristen er udløbet, følger det af retsplejelovens § 480, stk. 1, at dommens bestemmelse om bopæl ikke kan fuldbyrdes, medens bestemmelsen om samvær kan fuldbyrdes straks, da intet andet er bestemt i dommen.
Under hensyn til den meget nære sammenhæng mellem bopæl og omfanget af samvær, og da ankesagen er berammet til hovedforhandling den 25. maj 2021, tillægger landsretten i medfør af retsplejelovens § 480, stk. 3, eller dennes analogi anken opsættende virkning for så vidt angår bestemmelsen om samvær, således at det er den hidtidige samværsordning, der fortsat er gældende mellem parterne.
Sagen udsat på hovedforhandling den 25. maj 2021
kommentar:
Jeg har flere gange herinde forklaret de lidt mærkelige principper, der gælder i disse sager. Den almindelige regel er, at en dom om forældremyndighed og bopæl, der ankes inden 14 dage efter dommen, ikke har virkning, før der foreligger en endelig dom. Ankefristen er jo generelt 4 uger. En samværsafgørelse har derimod virkning straks, uanset om den ankes.
Af de samme bestemmelser i retsplejeloven følger, at man kan bede om, at en dom om bopæl eller forældremyndighed har virkning straks, selv om den ankes. Ligeledes kan man bede om, at en samværsdom ikke kan fuldbyrdes, før landsretten har talt.
Derfor er det nærmest rutine at nedlægge påstande om det spørgsmål.
Denne dom afklarer formentlig de situationer, hvor byretten når frem til, at forældremyndighed eller bopæl skal skifte til den anden og samtidig fastsætter den fremtidige samværsordning i den nye situation.
Landsrettens begrundelse virker rigtig logisk.
Som nævnt ovenfor har jeg fisket efter den endelige materielle afgørelse.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i Familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, herunder det efterfølgende forløb i forbindelse med (barnets) indlæggelse og operation, understøtter resultatet. Landsretten stadfæster derfor Familierettens dom.
(Det blev altså bopæl hos F og 7/7-ordning)
Viggo Bækgaard
6. noevember 2021