Boganmeldelse:
Mediernes møgkællinger
– Magt, myter & misinformation
Forfatter: Susanne Staun; Gyldendal, ISBN: 978-8702-24436
Anmeldt af Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Bogen er en meget barsk gennemgang af mediernes behandling af forældremyndigheds- og samværssager i dagens Danmark. Forfatteren gennemgår meget systematisk de senere års presse, der nærmest enøjet fokuserer på emnet ud fra en mandlig ligestillingstilgang.
Det forskræp, som jeg har fulgt op til udgivelsen på Facebook blandt forfatterens beundrere og på hendes mareridtsblok havde forberedt mig på endnu en fiktionsroman i stil med ”Velkommen til mit mareridt”, som jeg anmeldte her på hjemmesiden i 2015.
Ensidigheden har samme karakter som mareridtsbogen. Men det er slet ikke en roman. Det er desværre heller ikke fiktion. I de efterhånden mange år, hvor jeg selv har beskæftiget mig indgående med skilsmissebørns til tider forfærdelige tilværelse, har jeg tit tænkt som en drøm, at det ville være interessant at prøve at gå i detaljer med, hvad der i virkeligheden sker i den forfærdelige virkelige verden. På samme måde har jeg forestillet mig, at det ville være spændende at prøve at finde ud af, hvordan det er gået de ganske mange børn, jeg har haft gennem systemet i højkonfliktsager. Mange af de børn er nu voksne og en del omkring de 30 år.
Mine kræfter har ikke været til sideløbende med mit arbejde selv at opfylde nogle af drømmene. Susanne Stauns bog opfylder langt hen af vejen første del af min drøm.
Som professionel og gennem mit arbejde i Landsforeningen Børn og Samvær mener jeg at have et temmelig skarpt billede af, hvordan virkeligheden er. Bogen bekræfter i betydelig grad mine oplevelser.
Bogen er meget faktuel og ganske saglig med betydelige torne, som jeg vender tilbage til. Den er ikke tør saglig men letlæselig.
Forfatterens hovedformål er at dokumentere, at medierne enøjet går fars ærinde. Hun gennemgår vist alle de tv- og radioudsendelser, der har været om emnet de senere år. De fleste af disse udsendelser har jeg kommenteret her på hjemmesiden. Med læsning af bogen må jeg indrømme, at det irriterer mig lidt, at jeg aldrig fik hørt den åbenbart ret omfattende og ensidige serie, som Radio 24/7 har haft på området. Jeg har hørt om serien og vist også et enkelt delafsnit. ØV tænker jeg nu. For jeg kunne godt have tænkt mig at blive hidset grundigt op dengang. Med bogens beskrivelse ved jeg, at jeg var kommet op i det røde felt.
Susanne Staun dokumenterer pænt grundigt, hvor useriøs især Foreningen Far er men samtidig også, hvor dygtige de har været til at få medier og politikere til at hoppe med på deres ofte temmelig løse postulater.Det giver gåsehud af skræk og dybe rynker krydret med ærlige tårer.
Hun bruger flere steder ”tidsånden” som delvis forklaring på, hvorfor det er lykkedes at få pressen til totalt at ignorere for eksempel det ret empirisk åbenlyse forhold, at mænd (trods alt) er mere voldelige end kvinder.
Der bruges i bogen temmelig stærke udsagn. Det er pænt grundigt dokumenteret i bogen, at Statsforvaltningen misinformerer om faktum. De er simpelthen hoppet med på den vogn, som Foreningen Far har fået medierne med på. Det alvorlige er jo, at politikerne lægger de oplysninger til grund, som de får af myndighederne: her Statsforvaltningen. Fake news er det nye fænomen på verdensplan.
På bogens allersidste side inden efterskriften konstateres, at Staten selv er ophav til fake news.
Når jeg oplever at genkende rigtig meget af det, der dokumenteres i bogen, tænker jeg på de mange gange, jeg er blevet kontaktet af journalister med henblik enten på at finde levende ofre til deres dagsorden eller på en kommentar. Ofte har det været åbenlyst, at dagsordenen ikke har været at anskue tingene nuanceret, hvor det forklares, at ikke alt er sort-hvidt. Således husker jeg en situation, hvor det ikke havde interesse at dyrke på en sag, hvor det var far, der havde bortført barnet og holdt det skjult i udlandet. Næe – det er åbenbart kun noget, mødre gør.
Der er nu også noget i bogen, der falder mig for brystet som så ærgerligt, at det i nogen grad vælter hovedindholdet for mig.
Forfatteren fokuserer på enkeltpersoner, der enten udråbes som helte eller skurke i et meget sort-hvidt perspektiv.
Hovedskurken er Foreningen Far, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Anden hovedskurk er journalisten Mette Kathrine Larsen, der er flakket fra det ene medie til det andet. Hende er jeg også stødt på nogle gange, og jeg kan bekræfte, at hun aldrig har været lydhør over for nuancer og derfor aldrig har gjort brug af mine overdådige evner. Jeg er for kedelig og i øvrigt med de forkerte meninger.
Også forretningen Hvert 3. Barn får grundige tæv i bogen som en betalingsversion af Foreningen Far.
Heroverfor fremstår 2 feministiske advokater som de absolutte helte. De er tilsyneladende helt fejlfrie. Forfatteren har tidligere over for mig givet udtryk for noget, som jeg har opfattet som en vis skuffelse over, at det var dem og ikke undertegnede, der blev fanget i den storm, som især den ene af de to advokater havnede i. Det antydes således på side 116, at Foreningen Far synes næsten lige så lidt om mig som om de to andre.
I øvrigt noterer jeg, at jeg selv optræder flere steder i bogen som en af de få, der beskrives neutralt. (Tak for det!).
Lad mig indrømme, at der i bogen omtales personer negativt på et grundlag, som forarger mig. Jeg tror næsten ikke, at der optræder professionelle i bogen, som jeg ikke kender og derfor mener at have en fair mulighed for at vurdere.
Det er for forfatteren en åbenlys brøde, såfremt man som advokat skulle formaste sig til at repræsentere en person, som forfatteren i sin visdom udråber som en forfærdelig ikke anerkendelsesværdig far. Lige så galt er det åbenbart, hvis man vælger at gå i medierne på en måde, som antyder, at der måske kan være fejl hos en mor.
Som eksempel har forfatteren set sig gal på den aalborgensiske advokat Karina Hedegaard Hansen og den østjyske advokat Rasmus Hedegaard. (De har efter deres egne udsagn ikke andet med hinanden at gøre, end at de har Hedegaard indbygget i navnene.)
De har begge deltaget i et par TV-programmer og dermed ladet sig spænde for Foreningen Fars og Mette Kathrine Larsen-projekterne. Karina Hedegaard Hansen har påtaget sig at føre den sag, som Susanne Staun bruger rigtig mange sider på, og det forstår vi så ikke er så heldigt. (Jesper Simonsen-sagen side 124 og frem).
Karina Hedegaard Hansen og Rasmus Hedegaard deltog i en go-morgen Danmark TV udsendelse, efter at byretten havde afsagt dom til fordel for faren. Jeg så udsendelsen og mente ikke, at de to sagde meget mere end det, som jeg i virkeligheden selv har prædiket i årevis. Sådan skrev jeg i al fald som kommentar til dommen, som jeg linker til senere.
Deres brøde består ifølge forfatteren herudover i, at de bruger TV til at profilere deres firma (p. 130). Enhver mediedeltagelse indeholder et markedsføringselement, hvis man er selvstændig erhvervsdrivende. En sidegevinst ved at have holdninger, som man tør stå ved, tænker jeg.
Rasmus Hedegaard optrådte som ”endnu et validerende element”, i Go´morgen Danmark, ligesom de begge flere gange optrådte ”i forbindelse med det koordinerende angreb på to advokater tidligere på året” (p. 147).
Hvad er det lige, forfatteren har gang i her? Jo det er åbenbart diskriminerende at optræde i en TV-udsendelse, hvor man bliver inviteret ”som ekspert”. Jeg tør ærlig talt godt indestå for, at de to advokater ikke har deltaget i et koordineret angreb som forlænget arm for Foreningen Far og Mette Kathrine Larsen. Jeg har selv haft fornøjelsen at deltage i enkelte af de udsendelser, der gennemgås i bogen. Jeg er gået ind i det i det forfængelige håb, at jeg kunne formidle det, som jeg står for både som person og som professionel. Det er ret sikkert, at de to kolleger til mig har gjort det ud fra samme motiver. Man sidder ikke i klipperummet, når man deltager i en ikke direkte TV-udsendelse. (Og så skal man nu også være opmærksom på, at man som advokat for en part danner sig et personligt indtryk af sagen, som sikkert sagtens kan komme til udtryk i forbindelse med en offentlig kommentar.)
Karina Hedegaard Hansen er familieretsadvokat og tilknyttet mødrehjælpen i Aalborg. Det har dermed næppe formodningen for sig, at hun skulle være Foreningen Far-spydspids.
Rasmus Hedegaard har jeg mødt som en engageret modpart, hvor han repræsenterede en mor i en egentlig ret håbløs sag. Han gjorde det aldeles seriøst. Moren tabte sagen og fik en anden advokat – bogens hovedheltinde – til at skrive en ansøgning om 3-instansbevilling. Først i forbindelse med den ansøgning kom der spørgsmål (beskyldninger) på bordet af den karakter, som bogen generelt handler om. Link til dommen. Rasmus Hedegaard har i dag fortalt mig, at han overvejende repræsenterer mødre men selvfølgelig ikke kun mødre.
Som nævnt bruger forfatteren mange sider på den konkrete sag, som Karina Hedegaard Hansen var advokat for far i. Sjovt nok er det en af de afgørelser, som jeg har behandlet meget grundigt, fordi jeg fandt den voldsomt interessant. Man kan vælge at anskue problemstillingen som Susanne Staun let omskrevet: far er en skurk og er selv ude om det hele.
Men man kan også vælge at se sagen som et eksempel på samværschikane af den art, som i al fald jeg ikke bryder mig om. Jeg hverken dømmer eller fordømmer men forsøger at forklare, hvad det hele handler om. Link. Dommen blev ikke offentliggjort i TFA og er derfor blevet skjult så godt som muligt, som jeg nærmest forudsagde. Spørgsmålet er så, om det skyldes, at redaktøren af TFAs domssamling i Østre Landsret er spændt for en Foreningen Far-vogn?
Empiri eller fakta.
Jeg oplever, at forfatteren dokumenterer pressens ensidighed. Man kan sige, at bogen afdækker et faktum, som alle vi, der dagligt følger med vidst og i vores bevidsthed lagt til grund som faktum. Bogen får også på en god måde frem, hvilket grundlag politikerne har haft at træffe deres beslutninger ud fra. For mig bliver det på den måde bekræftet, at især statsforvaltningen løbende misinformerer sin minister og socialudvalget om, hvor fantastiske de er.
Tak for det!
Helt overordnet er jeg glad for en bog som denne, fordi mange af budskaberne falder i rimelig pænt tråd med det, som jeg står for.
Min alvorlige hovedanke er desværre, at ensidigheden har en tendens til at være af samme karakter som den, der ses hos de, der angribes.
Spørgsmålet er derfor, om bogen ”flytter noget” reelt. Det bekymrer mig, for budskaberne er vigtige.
Nedenfor linker jeg til de artikler, som jeg har skrevet løbende om især TV-udsendelserne og som derfor kan ses som supplement til bogens beskrivelse.
Viggo Bækgaard
27. september 2017
Diverse links
Barnets bedste – DR-dokumentar 14. november 2016 –
Om konfliktoptrappende advokater –
DR2-serie om skilsmissebørn december 2014
Om usande beskyldinger om krænkelser (en præcisering af Landsforeningen Børn og Samværs synspunkt)
Har mor altid ret – en TV dokumentar, der ikke blev vist
Og så er der lige historien om dengang Foreningen Far klagede over min ringhed (omtalt på side 192)