Jesper Lohse opstillet som spidskandidat for KD i Gentofte.

Jesper Lohse opstillet som spidskandidat for KD i Gentofte.

Jeg sad i aftes til 60er bal i Rødovre Star Club, da jeg lige ville slå et billede op fra festen på min Facebook side. Da var jeg lige ved at tabe telefonen og fik aldrig lagt noget op.

Sidsel Jensdatter Lyster havde delt en information om, at Kristendemokraterne har opstillet Foreningen Fars formand Jesper Lohse som spidskandidat til kommunalvalget i Gentofte. Hun linkede til en artikel i Sjællandske Nyheder, hvor partiets spidskandidat i København Brian Fyhn i den grad tog bladet fra munden.

Jeg synes, at du skal læse artiklen. Men jeg synes faktisk også, at du skal læse hele tråden, som jeg vil dele på Facebook.

Tilsyneladende intern ballade i KD.

Sidehistorien synes så at være, at partiets formand Isabella Arendt og næstformand Marianne Karlsmose tilsyneladende og ifølge rygtet skulle have bakket op om Jesper Lohse og taget afstand fra Brian Fyhns udtalelser til avisen.

Jeg behøver ikke til mine læsere her fortælle særlig meget om, hvad Jesper Lohse står for. Men lad mig alligevel repetere. Han tegner Foreningen Far. Jeg siger ofte, at de har en ”sædfikseret” tilgang til emnerne forældremyndighed og samvær. Far har leveret sædcellen, og så skal han selvfølgelig have 7/7 fra dag 1. De har en aldeles enøjet fartilgang, der kræver ligestilling her og nu. Dertil ved vi alle, at han i mange år har indsendt formelle klager over alt og alle, herunder ganske mange politianmeldelser, som jeg dog ikke har fuldstændig overblik over.

Læser man Foreningen Fars officielle ”politik” får man et ganske andet og langt mere nuanceret indtryk af, at de skam er gode nok. Vi ved bare godt, at det er min oversættelse, der er den rigtige. Det ved ”man” også i systemet.

Så er der lige Brian Fyhns udtalelser til avisen. Jeg må sige, at jeg ikke kender manden overhovedet. Men lad mig lige citere fra artiklen i Sjællandske Nyheder:

Avisen spørger: ”Men når et par skilles og de ikke kan blive enige om forældremyndigheden, har faren så slet ingen rettigheder efter din mening?”

Brian Fyhns svar:

“Nej, så vil faren logisk set blive taberen i den sammenhæng. Vi prioriterer morens samvær med barnet. Især hvis det ene barn er under 2 år. Faren har i min optik tabt sine rettigheder, når han ikke længere er en del af familien. Det er moren, der må afgøre i hvilken udstrækning, faren skal have lov til at se sine børn,” siger Brian Fyhn, der allerede har lovet medlemmerne af KD København, at han vil starte en eksklusionssag mod Jesper Lohse.”

Det er jo simpelthen for dumt og for rabiat. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at der blandt vores følgere og sympatisører er nogen, for hvem verden burde se sådan ud.

Men sådan ser vi ikke på det.

Politikere kan selvfølgelig ikke have overblik over alle detaljer i den politik, de skal stå for. Hvis jeg havde været Arendt og Karlsmose og måske ikke kendt detaljerne, kunne jeg sagtens være blevet fristet til at tage mere afstand fra Fyhn end fra Lohse.

Det gode er så, at man kan blive klogere. Det ved jeg, at Lohse absolut ikke er i stand til. Men det tror jeg, at de 3 andre faktisk er.

Hvad er det så lige, jeg og Landsforeningen Børn og Samvær mener?

Jeg holder mange foredrag om forældremyndighed og samvær. Her bruger jeg en mere biologisk end kristelig forklaring på problemstillingen.

Jeg forklarer, at mennesket er et pattedyr, der adskiller sig fra alle andre dyr derved, at vi er i stand til at tænke både kort- og langsigtet. Gevinsten herved kan så nogle gange give anledning til forundring. For det burde jo have som konsekvens, at ingen ville føre krig og slå hinanden ihjel.

Så sammenligner jeg os med dyreverdenen. Typisk bruger jeg elefantens moderdyr som eksempel på, at den lille unge er inderligt afhængig af sin mor de første mange år. Det er beskyttelsesgener, som er millioner af år gamle. Det menneskelige fardyr har i virkeligheden først fra min ungdom i 70erne fået pålagt omsorgsopgaver via den kvindelige ligestillings kønskamp. Nu har deres hjerner så udviklet et behov for en ligestilling, som skal overtrumfe de biologiske gener.

Så stærkt går det alligevel heller ikke.

Vi siger, at den genetiske udvikling betyder, at vi må acceptere moderdyrets dominerende rolle i forhold til især de små børn. Men det indebærer ikke en ”ejendomsret” til barnet, som Brian Fyhn synes at formidle.

Mennesket har et generelt behov for omsorg og kærlighed fra begge sine forældre. I det omfang, begge forældre magter den opgave, skal der selvfølgelig være plads til begge forældre.

Vi har nu gennem 21 år sagt, at ”samvær er godt, men ikke for enhver pris”.

Politiske selvmodsigelser.

Der er i øvrigt nogle pudsige modsætninger i dagens måde at tænke politik på det her område. Vi har nu fået banket ind i lovgivningen, at alle afgørelser om børn skal træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”.

Imidlertid er det et elastisk gummibegreb. FF-segmentet, som jeg ironisk elsker at omtale de, der forfægter den enøjede sædfikserede ligestillingskamp, siger, at det ALTID er bedst for barnet at være delt ligeligt mellem dets forældre, også når de er gået fra hinanden. Tankegangen har nogen medvind hos en del i det politiske landskab.

Men samtidig med, at de vinde blæser, har vi fået gjort det strafbart at udøve psykisk vold. Lige nu er der lagt op til, at også stalking skal gøres strafbart. Det må vi glædes over men også i bevidsthed om, at det ofte vil være svært at bevise. Men dårlig adfærd skal selvfølgelig konsekvenssættes.

Hvorfor bliver jeg så ekstra ked af det, der sker lige nu i KD?

Måske forklarer jeg det bedst ved at kopiere mine afslutningsafsnit fra det private julebrev, som jeg udsendte til mine venner i julen 2020. Her skrev jeg blandt andet dette:

Jeg har i mange år været politisk engageret på en upolitisk måde i al fald partipolitisk. Et julebrev er vel ikke det mest oplagte sted at lufte frustrationer på det område. Men den aktuelle situation både herhjemme og på verdensplan gør det næsten umuligt ikke at reflektere.

Dårskaben udstilles både lokalt og internationalt. Hvad er det dog, som gør, at 74 mio amerikanere stemmer på et menneskeligt blålys?

I flere år har jeg været virkelig i klemme i forhold til, hvad jeg reelt mener at kunne lægge stemme til. Ved det sidste valg kunne jeg simpelthen ikke vælge andet end at stemme et sted, hvor jeg godt vidste, at min stemme ville blive spildt. (Og ja: det var KD). Det ville være mig inderligt imod at stemme på en blok med direkte menneskefjendske grundholdninger. Men jeg kunne heller ikke få mig selv til at stemme rødt. Så jeg er i øjeblikket slet ikke repræsenteret i Folketinget.

Nu får vi så udstillet, hvor direkte ulækker politik er. Vi har fået en statsminister, der blæser på grundloven. Det er udstillet, at regeringen, der jo ellers står for miljøbevidsthed, bevidst har tilsidesat alle regler, når det passer ind i deres mål. Hensigten helliger midlet. (Minkgrave).

Hvad er det så, som jeg forarges så meget over, at jeg vil berige mine julebrevs-venner med det?

De røde har aldrig holdt sig tilbage, når der skal bruges penge. De bekymrer sig ikke for, hvor pengene skal komme fra. De blå da? Jo de har som alle andre politikere en holdning, til de tager en ny. De plejer i overdreven grad at være sparsommelige. Så sparsommelige, at pengene er fosset ud af SKAT på deres vagt. De kaldte det rationalisering. Og nu sidder pengene så løst, at de gladelig plæderer for at betale en gigantisk overpris til et erhverv, der i forvejen var i knæ økonomisk. Hvorfor? Jo dyrere, det bliver, jo mere kan de udstille magtmenneskets fejltagelser.

Det værste er jo så, at man skyder med skarpt mod grundlovs- og andre regelbud, samtidig med, at man holder hånden over de brud, som ret åbenbart synes at være begået af dem selv og som nu afdækkes af instrukskommissionen – af de blå kaldet barnebrudskommissionen.

For mig er det vigtigt at understrege, at jeg ikke har nogen reel mening om beslutninger omkring mink i forhold til sundhed, lige så lidt som jeg tænker det som helt fint med tvangsægteskaber mellem meget voksne og børn. Men jeg er så meget jurist, at jeg finder det rigtigst at følge lovene og ændre på retstilstanden via lovgivning og ikke gennem hovsaordrer på ren diktatorisk maner.  

Politik er og bliver hul og holdningsløs. Jeg tror, at jeg vil være Jehovas Vidne, der jo  ikke må være politisk. Men nej. Så kan vi jo ikke holde fødselsdage og jul.

Jeg har haft sympati for KD helt tilbage fra Jan Sjursens formandstid. Men hvis den forfærdelige mand bare i periferien kommer til at få indflydelse det sted, må jeg altså melde mig politisk hjemløs endnu engang.

Viggo Bækgaard

29. august 2021