Ikke umiddelbar fogedforretning om tilbagegivelse af barn, som M havde taget med, da hun flyttede – og om CPR-lovens bopælsproblematik, UFR 2014/3485 og TFA 2014/480 ØLK

Ikke umiddelbar fogedforretning om tilbagegivelse af barn, som M havde taget med, da hun flyttede – og om CPR-lovens bopælsproblematik, UFR 2014/3485 og TFA 2014/480 ØLK

Problemstilling:

M flytter fra det fælles hjem med barnet B. F går til fogedretten for at få barnet udleveret, da det har registreret bopæl efter CPR-loven i det hidtidige fælles hjem.

Byrettens begrundelse i uddrag:

Byrettens kendelse gennemgås ikke detaljeret, da den er lang – (og forkert ifølge landsretten).

…. Muligheden efter forældreansvarslovens § 17 for at træffe afgørelse om barnets bopæl blev indført ved forældreansvarsloven samtidig med, at der blev indført mulighed for at dømme forældre til fælles forældremyndighed. Spørgsmålet om barnets bopæl har således nær sammenhæng med spørgsmålet om forældremyndighed, og for så vidt angår begge forhold træffes der statusafgørelser af retten.

…… Den gældende formulering af § 596, stk. 2, medfører i praksis, at fogedretten i nogle tilfælde afviser begæringer om umiddelbare fogedforretning i forhold til en gennemtvingelse af barnets bopæl, hvis bopælsforælderen ikke støtter ret på en afgørelse eller en skriftlig aftale med fuldbyrdelsesklausul. Efter forslaget bliver det også muligt med fogedens hjælp at få barnet udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.«

I forarbejderne til CPR-lovens § 8, stk. 3, jf. samme lovforslag § 3 og de almindelige bemærkninger hertil, hedder det blandt andet:

»Bestemmelsen regulerer registreringen af et barns adresse i CPR i visse situationer. Det følger bl.a. af bestemmelsen, at når der ikke er udpeget en bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller § 25, stk. 1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet som udgangspunkt registreret på den adresse, barnet havde, før uenigheden om registreringen opstod.«

Det må følge heraf, at B har bopæl hos F, og at M’s fraflytning fra adressen – – -, når parterne ikke er enige herom, ikke kan ændre herved, selvom hun har medtaget B ved fraflytningen for godt 2 uger siden.

Rekvirentens anmodning vil derfor kunne fremmes i medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, jf. retsplejelovens § 537, medmindre de i retsplejelovens § 536, stk. 6, nævnte forhold taler herimod.

Efter det oplyste, herunder navnlig parternes forklaring, finder fogedretten intet grundlag for at antage, at B’s sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare, hvis hun udleveres til F.

Rekvisita har endelig anmodet om, at sagen udsættes på statsforvaltningens stillingtagen til hendes anmodning om midlertidig forældremyndighed.

Fogedretten finder, henset til parternes holdning til sagen, at der ikke er grundlag for at tro, at sagen vil kunne afsluttes efter mødet i statsforvaltningen den 21. august 2014.

Herefter og henset til sagens umiddelbare og hastende karakter finder fogedretten ikke grundlag for at udsætte sagen i medfør af retsplejelovens § 502.

Fogedretten tager således rekvirentens anmodning om at fremme sagen til følge, således at M pålægges straks at udlevere B til F som neden for bestemt.

Landsrettens begrundelse:

Det er oplyst over for landsretten, at parterne i medfør af forældreansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 1, har fælles forældremyndighed.

Det fremgår af sagens akter, at M den 12. juli 2014 fraflyttede parternes fælles bopæl med parrets datter B, der er født den 2. november 2011. Der er endnu ikke truffet afgørelse om, hvor B skal bo, ligesom der ikke er truffet afgørelse om en samværsordning. Parterne har under sagens behandling i fogedretten oplyst, at der er indkaldt til møde i statsforvaltningen den 21. august 2014 til behandling af spørgsmålet om midlertidig forældremyndighed og samvær.

I medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, er det en betingelse for at fremme en umiddelbar fogedforretning, at det er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed eller barnets bopæl.

Det fremgår af rekvisition af 16. juli 2014, at F mener, at han fik tillagt bopælsretten over B ved statsforvaltningens afgørelse af 3. februar 2014. M havde forinden ansøgt om bopæl for B. Der foreligger ingen afgørelse om B’s bopæl, idet det fremgår af statsforvaltningens afgørelse af 3. februar 2014, at sagen blev sluttet, idet M udeblev fra to forligsmøder i statsforvaltningen. Der foreligger efter landsrettens opfattelse heller ikke i øvrigt en situation, hvorefter B må anses for at have bopæl hos F frem for hos M. CPR-lovens regler findes ikke at kunne føre til et andet resultat, da lovens formål er at folkeregistrere borgere på deres faktiske opholdssted.

Landsretten finder på den baggrund, at retsplejelovens § 596 om umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvorfor fogedforretningen nægtes fremme.

kommentar:

Sagen illustrerer den problemstilling, som jeg har beskrevet i artiklen ”bopælsregistrering – den nye kampplads”.

Landsretten siger med flammeskrift det, som jeg forklarer grundigt i artiklen: ”CPR-lovens regler findes ikke at kunne føre til et andet resultat, da lovens formål er at folkeregistrere borgere på deres faktiske opholdssted.”

Fogedretten havde tydeligvis ikke fattet sammenhængen. Derfor kan det måske heller ikke undre, at man kan have problemer med at forklare borgerservice tingene.

Med andre ord er afgørelsen med til at pensle ud, at CPR-loven ikke overhovedet kan eller bør bruges til noget som helst familieretligt.

Sagen ligner ret meget afgørelsen i Fm 2015/81, som du også bør læse min kommentar til.

Viggo Bækgaard

Skriv et svar