Forældreansvarslovens problemer – blandt andet om samværschikane

Forældreansvarslovens problemer

– blandt andet om samværschikane
Artklen er i let redigeret form optaget i Kristeligt Dagblad den 17. juli 2010 – se PS

Lige nu får kritikken af forældreansvarsloven fuld skrue i anledning af en præst, som er blevet fængslet for ikke at udlevere sit barn til samvær. I pressen fremstår historien sådan, at mor ikke vil aflevere til en far, som hun anser for psykopat. Sager, som fremstilles i pressen, har næsten aldrig alle nuancer med. Til tider har man endda indtryk af, at journalisterne end ikke ulejliger sig med at spørge begge parter, selv om det vist ellers er en journalistisk dyd.

Egentlig burde jeg være jublende lykkelig over, at der nu er fokus på lovens svagheder igen. Som talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær har jeg i 10 år tordnet imod både den tidligere og nuværende lov.

Politikere er hurtige til at råbe op og for eksempel sige, at fængsling aldrig har været meningen med forældreansvarsloven.

Forældreansvarsloven er vedtaget i enighed i Folketinget. Lovgivningen har nogle klare hovedpunkter, som stort set alle er meget fornuftige. Man vil gerne have skilsmisseforældrene til at samarbejde. Derfor vælger man fælles forældremyndighed som hovedregel. Børnene har ret til at have samvær med den forælder, som det ikke bor hos. Det er som udgangspunkt rigtig fornuftigt.

Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening. Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær. Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau, der påvirker børnene.

I lovens forarbejder er man meget optaget af, at der skal lægges vægt på samarbejdsviljen. Samværschikane, som er det udtryk man bruger i situationer, hvor en forælder uden rimelig grund obstruerer samværet, skal forhindres.

Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder. Vi er også enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig opgave at træffe de rigtige afgørelser. Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.

Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.

Lad mig bare bruge præstesagen som eksempel – med farens billigelse. Jeg kender den nemlig indefra, da jeg repræsenterede faren i landsretten i sagen om bopæl. Moren har udstillet sig i pressen og holder sig ikke tilbage med beskyldninger mod faren. Faren er i al fald indtil videre ikke blevet spurgt.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om faren skulle være psykopat.

Moren fremstiller sig som det, man kunne kalde psykopatens offer. Der var under retssagen gennemført en børnesagkyndig undersøgelse ved en psykolog, som konkret forholdt sig til mors bekymringer for farens personlighedsmæssige egenskaber med bemærkning om, at der ikke i undersøgelsen er observeret forhold, der giver anledning til bekymringer herfor. De problemer, som mor havde beskrevet for sig selv, havde objektivt vist sig på et tidspunkt, som lå forud for parforholdet med pigens far. Begge blev anset som bopælsegnede.

Far ønskede bopælen over den dengang 1½ år gamle pige, fordi mor på ingen måde ville medvirke til samvær. Mor udtrykte i landsretten i januar 2010, at der var fastsat en samværsordning, der fungerede og forventede, at samværet med tiden udvidedes. Præcist sådan skal man sige. Dommere tror nemlig blindt på, hvad parterne bilder dem ind i vidneskranken.

Parterne har fælles forældremyndighed. Landsretten giver mor bopælsretten med en meget kort begrundelse. I min oversættelse har man lagt vægt på, at pigen var knap to år.

I forbindelse med mors flytning til Jylland, fastsætter statsforvaltningen uovervåget samvær med overnatning i et omfang, som er nogenlunde almindeligt for små børn. Mor, der i retten har udtrykt ønske om samværet, nægter herefter konsekvent at efterleve afgørelsen og udlevere barnet. Hun reagerer ikke på dagbøder fastsat af fogedretten. Hun gemmer barnet og vil ikke fortælle, hvor det er. Far skal bare ikke være sammen med det barn.

Fogedretten vælger så at bruge en bestemmelse i retsplejeloven, som basalt sagt ikke har noget specielt med børnesager at gøre. Bestemmelsen siger, at retten kan tilbageholde et vidne, som ikke vil oplyse de forhold, som vidnet har pligt til. Ja – det er så en slags fængsling.

Hvad er det, som er problemet i sådan en sag? For mig er sagen slet ikke udtryk for forældreansvarslovens mangler. Men den udstiller dilemmaerne.

Hvad skal man gøre, når parterne ikke vil samarbejde?

Har en af forældrene (læs moren) ejendomsretten til barnet, når blot det er lille nok? Skal man vælge at overføre bopæl og/eller forældremyndighed til den anden forælder, når der foreligger chikane?

Selv kan jeg godt være lidt småfeministisk. I al fald anerkender jeg den genetiske, biologiske tilknytning.

Men hvis lovens hensigter skal give mening, må man vel også sige, at hvis det fremgår af en grundigt oplyst sag, at der foreligger massiv chikane, bør det få konsekvenser. Hensynet til barnet vejer tungt. Men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

Der er desværre svækket tillid til retssystemet i børnesagerne i øjeblikket. Kritikken går både på domstolene og statsforvaltningerne. Sagsbehandlingstider og utilstrækkeligt oplysningsniveau samt manglende konsekvens forekommer at være hovedproblemerne.

Viggo Bækgaard
advokat (H), mediator
Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

P.s. Et par tilføjelser kan være relevante.

Man bestemmer ikke selv overskrifter endsige redaktionelle tilføjelser.

Kristeligt Dagblad anfører, at jeg som advokat for faren “nu tager bladet fra munden”. Jeg er ikke advokat for faren i forbindelse med samværs- og fogedsagen. Faren har sendt mig fogedkendelsen til brug netop på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Mit ærinde er derfor alene politisk i børn- og samværssammenhæng.

Jeg er desværre så fordømt nuanceret i min måde at tænke på, at jeg bliver vred, når faktum bevidst fordrejes.

Vi er i Landsforeningen Børn og Samvær meget bevidste om, at næsten intet i disse sager er rent sort-hvidt. Vi mener fortsat, at samvær skal stoppes langt tidligere, end det sker nu, hvis der er virkelig belæg for, at samværet ikke er godt. Vi ved, hvor svært det er at finde sandheden. Problemet er i virkeligheden, at der gøres for lidt for at afdække sandheden.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har ændret synspunkt vedrørende spørgsmålet om samværschikane. Jeg har tidligere skrevet en lang artikel om emnet i relation til reglerne i den gamle lov. Den artikel ligger fortsat på hjemmesiden her under titlen “overførelse af forældremyndighed ved samværsproblemer”. Essensen af denne artikel var følgende:

Der foreligger en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, der konkluderede, at samværschikane var relativt sjældent forekommende, og at der ganske ofte var god grund til at hindre samvær for en forælder, der oplever, at myndighederne ikke har villet høre på de årsager, som blev angivet som begrundelse for, at der ikke burde være samvær.

Endvidere konkluderede jeg på baggrund af retspraksis, at det næsten aldrig fik konsekvenser i relation til forældremyndigheden.

Intentionerne i forældreansvarsloven er fortsat, at der skal være samvær, og at samværschikane ikke bør accepteres.

For mit vedkommende gælder, at jeg efterhånden har haft nogle sager ret tæt inde på huden, hvor jeg må konstatere, at der findes bopælsforældre, som bare ikke vil acceptere, at deres børn ser den anden forælder – og at man får succes med det, hvis bare man er vedholdende nok.

Det finder jeg ikke i orden.

Viggo Bækgaard