Familieretshuset KAN være hurtigt. Mere bange for formalia end optaget af realiteter. Advarsel i forhold til klagefrister.
Artiklen handler om:
Myte 1:
Familieretshuset reagerer umådelig langsomt: Ingen regel uden undtagelser.
Myte 2:
Familieretshuset er mere optaget af at følge de rigtige forvaltningsretlige formaliteter end af børnene: Myten holder eller kan i al fald ikke kvæles.
ADVARSEL i forhold til klagefrister.
De to beskrevne myter har jeg pustet til i årevis.
Om klagefrister:
Den konkrete baggrund for artiklen er, at Familieretshuset jo kan træffe midlertidige afgørelser.
Det fremgår af Familieretshuslovens § 41, at ”anmodning om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten, skal indgives til Familieretshuset, inden 4 uger efter at parten har fået meddelelse om afgørelsen.”
Afgørelsen sendes via eboks. I eboksen kan man ikke identificere, hvad det drejer sig om. Der står blot, at meddelelsen kommer fra Familieretshuset, samt at det er ”kopi af: afgørelse – midl. Bopæl og samvær” men uden identifikation. Lukker man meddelelsen op, får man ”kun” afgørelsesbrevet med dettes datering.
Konkret fik jeg som partsadvokat en sådan afgørelse i min eboks i går (den 4. januar 2024). Men afgørelsen i det vedhæftede brev var dateret 14. december 2023.
Jeg blev virkelig vred. Formålet med klagefrister er selvfølgelig, at man skal have tid til at reflektere over afgørelsen med henblik på overvejelse af eventuel klage og dermed indbringelse af afgørelsen for Familieretten.
Udfordringen er, at en klage mere end 4 uger efter afgørelsens dato vil blive mødt med postulatet, at der ikke er klaget rettidigt. Jeg vil have svært grænsende til umuligt ved at dokumentere, at jeg først har modtaget afgørelsen den 4. januar.
Min vrede affødte et brev, som jeg sendte pr. mail i går kl. 14.13, hvor jeg i klare vendinger udtrykte frustration og overvejelser om konsekvenser.
Det skal så i sandhed fortælles, at Familieretshuset i dag kl. 10.11 har lagt et beklagende brev i min eboks, hvor de bekræfter, at klagefristen løber fra 4. januar og ikke 14. december. Så de kan altså være hurtige, når det er deres egen forvaltningsretlige numse, der er i fare.
Mit budskab indeholder en advarsel om at være opmærksom på dateringen i brevet og ikke forlige sig med modtagelsen i eboksen, selv om det er det afgørende.
Om myterne:
Jeg tror virkelig ikke, at jeg behøver at ”dokumentere” myte 1 om Familieretshusets generelle langsommelighed. Den kender alle, som drister sig ind på denne hjemmeside.
Myte 2 tænkte jeg, at jeg måske ”bare” har sagt mange gange men ikke skrevet. Men nej: selvfølgelig har jeg luftet det synspunkt og endda så tidligt som i et høringssvar fra 5. december 2011. Her skrev jeg det følgende, som godt nok vedrørte Statsforvaltningen men samtidig egentlig bekræfter for alle os, der følger systemet, at ikke så meget er ændret (Skulle du have lyst til at læse det urgamle høringssvar, får du linket her):
”Det er vores indtryk, at statsforvaltningerne i det daglige arbejde er mere optaget af at overholde forvaltningslovens formalia, så man ikke risikerer noget fra Ombudsmanden, end man er på for alvor at forholde sig til, hvad der objektivt set er bedst for barnet.
Statsforvaltningerne er topstyrede. Den enkelte sagsbehandlers reelle råderum er betydeligt mindre, end det for eksempel er tilfældet for en dommer ved retten. En børnesagkyndig undersøgelse kan for eksempel ikke gennemføres uden accept fra ledelsen.
Det er ikke vores indtryk, at et juridisk job i statsforvaltningen står højt på den unge jurists ønskeseddel. Der er stor udskiftning blandt de ansatte, og den faglige alder er for langt de flestes vedkommende lav.
Medarbejderne måles på effektivitet. Et møde må vare 1½ time som hovedregel. På den tid skal problemerne løses. Punktum! Forfatteren til dette høringssvar kan tilføje, at et første møde med en klient på et advokatkontor om forældremyndighed og samvær næsten altid tager den samme tid. Advokaten skal i det møde kun nå at høre og forstå den ene af parternes vinkling.
Psykologernes rolle i Statsforvaltningen er et kapitel for sig. De er ikke undergivet nogen form for faglig kontrol og har stor indflydelse på det endelige resultat.
Vi understreger, at børnepsykologerne er helt væsentlige som led i processen både ved de tværfaglige møder og ikke mindst ved de børnesagkyndige undersøgelser. Men deres rolle – og magt – bør vurderes nøje.”
Jeg får næsten ”mavepine” over at genlæse det. Intet overhovedet er ændret siden dengang. Skift bare ordet ”Statsforvaltningen” med ”Familieretshuset”.
Læg mærke til de sidste 2 afsnit. Det kommer vi til at tale en del om også i den nære fremtid. Den aktuelle politiske aftale går jo på, at Familieretshuset skal ”hjemtage” de børnesagkyndige undersøgelser. Det bliver ikke sjovt.
Viggo Bækgaard
5. januar 2024