Er far retsløs?

Er far retsløs?

af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)

Denne artikel er skrevet for et par år siden. Nedenfor har jeg linket til et par nye afgørelser, hvor far får flyttet børnene til sig. De to domme er afsagt med meget kort mellemrum og fik mig til at tænke på denne artikel også i forlængelse af en kollegial snak om, hvorvidt det “altid er mor”, der får ret. Den diskussion vil jeg ikke ind i, da jeg enøjet anskuer verden ud fra forældreansvarslovens perspektiv: hvad er bedst for barnet?  Tilføjet oktober 2013.

Jeg synes, at jeg går rundt i en paradoksernes verden. På vores hjemmeside – og på Foreningen Fars ditto – kan man opleve skingre skrig fra frustrerede mænd, der råber “dumme svin” til alt og alle, som ikke fuldstændig ukritisk råber med om, at børn skal saves midt over og tilbringe halv tid uanset alle andre omstændigheder hos hver af de biologiske forældre. Når man har “fornøjelsen” af at blive udråbt som verdens største og vist eneste mandlige idiot, uanset hvor meget man forsøger at forklare sig om barnet i centrum og nuancerne i forældremyndighedsdebatten, kunne man forfalde til at grave sig dybt ned i en “anti-far-grøft”.

Vi er i Børn og Samvær meget fokuserede på, at det ikke må være en kønskamp men en kamp for tålelige forhold for børn i splitfeltet mellem “umulige forældre”.

De skingre skrig er jo ikke hele den verden, jeg ser. Hver eneste dag oplever jeg fædre, som er ærligt frustrerede over deres børns mødre. Fædre, som beskyldes for ting, de ikke har gjort. Situationer, hvor deres børns mødre optræder uansvarligt over for børnene og dermed også over for børnenes  fædre.

Når man er advokat i sit daglige virke, består opgaven i at varetage den kundes interesser, som henvender sig. Sådan er det for mig ligesom for alle andre i den branche. På min sædvanlige provokerende facon siger jeg somme tider, at advokater er som prostituerede. De gør “alt for penge”. Jeg opfatter mig selv som politisk advokat i  den forstand, at jeg forsøger at håndhæve det faste princip, at jeg ikke vil tage en sag, med mindre jeg er overbevist om, at kundens ønskeresultat også vil være godt for barnet. Jeg har afvist sager, som jeg af den grund ikke kunne påtage mig. Vi tager snakken fra starten, og langt de fleste kommer jo, fordi de kender holdningen og har tillid til, at jeg kan hjælpe barnet – og pågældende selv.

Nogle eksempler fra den verden, som jeg ser i far-perspektiv kan måske illustrere, hvordan den ansvarlige far kan håndtere en vanskelig situation og få et fornuftigt resultat.

Den første situation, jeg vil beskrive er en sag, der drejede sig om en ca. 9-årig dreng, der boede hos mor. Drengen var glad for både far og mor. Far havde et job, der gjorde, at han meget ofte var ude at rejse lang tid af gangen. Når han var hjemme, ville drengen selvfølgelig gerne være meget sammen med far. Mor syntes ikke, at det var en god ide. Ja hun var nærmest kommet til den konklusion, at når far ikke var der hele tiden, måtte han slet ikke være sammen med drengen.

Far gik i fogedretten og syntes, at han skulle have en advokat med. Vi talte om, hvor skidt det er at bruge fogedretten. Barnet er jo i loyalitetskonflikt, og han skal være sammen med mor i det daglige. Han tør vel nærmest slet ikke indrømme, at han vil være sammen med far. Jeg fortæller far om muligheden for mediation (retsmægling). Der gennemføres et mediationsforløb, hvor mor efter min oplevelse virker urimelig  i sine påstande om far. Han havde f. eks. for 5-6 år siden ladet barnet kravle for højt op i et klatrestativ på en legeplads, og han havde kørt 120 km/t på motorvejen, hvor der var  hastighedsbegrænsning på 110!

Tonen var virkelig skrap, og det virkede næsten håbløst. Men en dygtig mediator og to meget mediationsaktive partsadvokater fik gennem et første langt mediationsmøde etableret en “forsøgsperiode”. Efter 3 mediationer blev etableret en varig aftale, som jeg har indtryk af fortsat fungerer nu et par år senere.

Far havde formelt ret. Han havde en samværsresolution. Han havde et barn, som gerne ville i samvær. Han kunne for så vidt “bare” have krævet fogedrettens hjælp til at håndhæve den ret. Men hvor var barnet endt i sådan en situation?

Far var ikke retsløs. Men han var jo heller ikke lige i en situation, hvor det ville være naturligt at få overført forældremyndigheden først og fremmest p.g.a. arbejdssituationen.

Hvad skulle han have gjort, hvis ikke mediationen var lykkedes? Det er et af de spørgsmål, som jeg ikke kan svare på med sikkerhed. De skingre ville råbe fogedret og overførelse af forældremyndigheden. Jeg vil nok sige, at det afhænger af barnet. Det afhænger ikke af fars behov. Mors opførsel kan være nok så urimelig, men det er ALTID barnet, det går ud over. Der kan sagtens tænkes en situation, hvor det vil være bedst at overføre forældremyndigheden – eller hvor det vil være bedst at give efter for far trods alle urimeligheder – men det afhænger af alle barnets omstændigheder og ikke kun den urimelige opførelse.

Et andet eksempel, hvor mediation har været en positiv oplevelse var en situation, hvor en far til en knap 5 årig pige havde henvendt sig til fogedretten for at få hende udleveret. Mor hævdede, at far slog pigen. Da han kom til mig, måtte jeg selvfølgelig tage en lang snak med ham og fortælle, at jeg hverken kan eller vil tage en sag med en voldelig far, hvis der er hold i det. Min taktik ville altså ikke være at fare frem med bål og brand og “kræve ret”, fordi volden ikke er bevist. (Husk at jeg jo siger, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode). Jeg vil til gengæld kræve oplysning og afdækning af, hvad problemet er.  Jeg fortalte om mediation og aftalte retsmægling med mors advokat.

Det var overraskende for mig, at voldstemaet var på banen i mindre end 20 minutter af det første mediationsmøde. Hvad der egentlig var baggrunden for påstanden, fandt jeg egentlig ikke ud af. I en anden sag var sådan en påstand i mors optik, at far havde revet og hevet i armen, slæbt og slået. Fars fortælling om samme episode var, at han havde taget fat i armen og trukket barnet ind på værelset for at dysse ned. Episoder, der med et forurettet barns “sladder” og en mors lidt negative briller let bliver til vold. Børn skal ikke slås. Det er utilgiveligt. Men man skal måske også huske at sætte tingene i et normalt perspektiv. Men konkret husker jeg ikke voldsbeskyldningen – men kun, at det forsvandt som dug for solen, da vi først fik sat os ned og talt sammen.

Efter nogle timers mediation var der truffet aftale om en forsøgsordning igen med samvær. Forsøgsordningen udtrykt sådan, fordi meget handler om at skabe tryghed for mor. For selvfølgelig er der altid et eller andet, som ligger bag mors vægring, hvor urimelig det end kan virke for far. Efter et halvt år gennemførtes et opfølgningsmøde til afslutning af mediationen. Det var gået godt. Under det møde, kom man så langt omkring, at man talte om skolevalg, når den tid kom – og om, hvordan de havde det med organdonation, hvis noget skulle gå så galt. Det sidste foranlediget af, at mor havde haft et ulykkesdødsfald i nærmeste familie, hvor emnet åbenbart havde været relevant.

Et par historier som disse bakker 100% de tiltag op, som der lægges op til i betænkningen Barnets perspektiv, hvor samarbejde og konfliktmægling har høj prioritet. Det viser, at det nytter også i sager, som kan virke håbløse. Men jeg synes også, at de viser, at den ansvarlige fars relativt forsigtige retshåndhævelse er til gavn for barnet.

Det er blandt andet situationer som disse, som får de skingre råb frem fra frustrerede fædre. Men det gavner jo ikke barnet “bare at råbe op om sin ret”. Man må nøje afveje sine mål med, hvad konsekvensen vil være for barnet.

Jeg tør næsten ikke sige det højt, men sandheden er, at jeg kun een gang har deltaget i en mediation, der mislykkedes. Grunden hertil var efter mit skøn, at vi dengang forsøgte at mediere et par med såkaldt anden etnisk baggrund end dansk. Kønsopfattelserne i nogle fremmede kulturer gør nok, at man skal have en særlig indsigt for at lykkes med mediation.

De nævnte eksempler er relativt pænt dækkende mange situationer, hvor far har fået sit samvær i statsamterne, men hvor det kniber med at få det gennemført grundet mors uvilje. Jeg tror ligesom udvalget om forældremyndighed og samvær, at man kan nå langt gennem dialog. (Til gengæld ved jeg, at det ikke altid kan lade sig gøre).

Jeg tror til gengæld også, at det vil være stærkt befordrende, om man gav bedre plads til, at forældrene kunne få bisiddere (advokater) med i statsforvaltningsfasen. Men sådan en påstand får jo let skær af at have fagforeningskarakter. Jeg tror (ved), at en advokat kan være med til at nedtone konflikten, hvor utroligt det end kan lyde, men erkender dog også, at der er advokater, som mere op end nedtrapper konflikten.

Overskriften er, om far er retsløs, hvorefter jeg egentlig bruger kræfterne på at beskrive situationer, hvor det snarere er spørgsmålet om, hvordan far får sin ret gennemført på en god måde for barnet.

Det er et relevant spørgsmål, om fædre er retsløse i relation til spørgsmålet om forældremyndighed. Det mener jeg ikke er tilfældet.

Statistik kan jo bruges til meget. Og misbruges. De seneste fjorten dage har jeg været i Østre Landsret med to forældremyndighedssager. I dem begge har jeg repræsenteret faderen (til en dreng på 2 år – og til en dreng på 8 år). I begge sager har far vundet forældremyndigheden. Man kan således sige, at far får forældremyndigheden i 100% af sagerne, og at jeg vinder alle mine sager. ja – man kunne måske endda forledes til at tro, at jeg er ren far-advokat. Lad mig bare indrømme, at ingen af delene er rigtigt.

Sagerne viser imidlertid, at far godt kan få forældremyndigheden også over mindre børn.

Et par gode tips til fædre er, at det ikke nytter noget, at man først for alvor bliver far, når parforholdet med mor dør ud. Det spiller altså en rolle, om far deltager; holder barselsorlov; holder barns første sygedag; går med til forældresamtalerne i institution og skole o.s.v. Når forældremyndighedssagen så måtte komme, er det vigtigt, at sagen bliver så godt oplyst, at dommerne kan se, at det er en god far, der på alle planer kan magte opgaven, så det vil være bedst for barnet, at det er ham, der skal være den primære omsorgsperson for barnet i fremtiden.

I vores høringssvar til betænkningen Barnets perspektiv skrev vi bl.a. følgende:

“Biologien spiller en rolle. Den biologiske forbindelse mellem moderen og barnet ligger så dybt i de menneskelige gener, at den menneskelige hjernens evne til at tænke nok fører til et filosofisk fornuftsmæssigt og aktuelt politisk korrekt ligestillingsresultat men netop ikke vil være i overensstemmelse med, hvad genetikken – biologien – siger. Det gælder således for de små børn, at man ofte(st) må nå til det resultat, at børnene skal være hos moderen.

På samme måde viser mange fædres daglige adfærd sammen med børnene, at de handler i overensstemmelse med kønslige traditioner snarere end rationelt korrekte ligestillingsnormer, selv om tendensen i den unge familie utvivlsomt går i den retning, at fædrene er langt mere aktive i familien end tidligere også omkring børnene. Den faktiske anvendelse af barselsorlov og sygefravær som følge af f. eks. børns sygdom viser dog fortsat, at fædre generelt ikke udnytter samværet omkring børnene optimalt.

Imidlertid er det mere problematisk, at forældremyndigheden over også lidt større børn i så stor udstrækning, som det er tilfældet i dag, tildeles mødrene. Vi kunne ønske os en grundig undersøgelse af den faktiske placering af forældremyndigheden ved domstolene samt en vurdering af, om det virkelig så ofte er bedst for barnet, at forældremyndigheden placeres så relativt automatisk, som det synes at være tilfældet i dag.

En grundigere sagsbehandling og en mere konkret vurdering også hos domstolene ved placering af forældremyndigheden kunne muligvis få afgørende betydning. det er efter vores opfattelse en altafgørende forudsætning, at domstolsbehandlingen tilpasses almindelige retsprincipper med en langt friere bevisførelse og almindelig bevisbedømmelse, end tilfældet er i dag.

Der er efter vores bedømmelse en vis sammenhæng mellem forældremyndighedsproblematikken og samværsspørgsmål. Med større nuancer ved placering af forældremyndighed tror vi, at man vil få udskilt de virkelige konfliktsager på samværsområdet, således at der bliver mere plads til løsning af dem.”

Vi tror på, at de tunge problemer, som jo er dem, der optager os mest i Landsforeningen Børn og samvær, bedst løses, hvis der bliver balance i alle de mindre tunge problemsager. Alt hvad der kan medvirke til det, får vores ubetingede opbakning.

Det kan de gode fædre medvirke til.

Viggo Bækgaard

 

P.s. De i indledningen nævnte 2013-domme er her:

http://www.boernogsamvaer.dk/artikler/afgorelser/foraeldremyndighed/700-ms-eneforaeldremyndighed-over-d-pa-naesten-praecist-5-arig-aendret-til-faelles-foraeldremyndighed-og-bopaelen-placeret-hos-f-old-af-24-september-2013-utrykt

http://www.boernogsamvaer.dk/artikler/afgorelser/foraeldremyndighed/701-rrd-081013

Og de står såmænd ikke alene, som du også vil kunne se i domsoversigten.