Eneforældremyndighed til M over D på 13½ år med Fragilt X syndrom. Ikke samvær med F, Københavns Byrets dom af 1. juni 2026, utrykt
Byrettens begrundelse
Familieretten skal træffe afgørelse om forældremyndighed og samvær for D, der er 13½ år og har diagnosen Fragilt X syndrom, hvilket bevirker, at hans kognitive funktionsniveau er svarende til højest 7 år. Der er enighed om at D, der har boet hos mor siden 2013, fortsat skal bo hos hende.
D går på x-skolen, der er en specialskole for handicappede børn. Skolen beskriver en dreng, der ud fra sine forudsætninger trives og udvikler sig.
Forældremyndighed
Parterne har et meget konfliktfyldt forhold, der udspringer af deres forskellige syn på og pædagogiske tilgang til D.
F vurderer, at D er i den bedre ende indenfor diagnosen, at M ikke udfordrer D, og at han derfor ikke udviklingsmæssigt udnytter sit fulde potentiale. M vurderer, at D er en udfordret dreng, der meget hurtigt udtrættes og kan blive udadreagerende. Han har brug for at spejle følelsesmæssig ro og herunder følge faste rutiner.
Fs bestræbelser på indenfor en begrænset samværstid at kompensere for de i hans øjne utilstrækkelige udfordringer, har ført til nedsmeltninger hos D og en yderligere belastning for M.
F har udvist en adfærd overfor M, skolen og kommunen, der bærer præg af mistillid og er konfliktoptrappende. Han har til mødet i Familieretshuset og senest den 5. januar 2026 i en underretning stillet spørgsmål ved Ms psykiske tilstand og evne til at varetage omsorgen for D, idet han har anført flere omsorgsmæssige og relationelle risikofaktorer og tilkendegivet et ønske om at D får tilknyttet en fast omsorgsperson, der kan sikre D kontinuerlig støtte, stabilitet og følelsesmæssig tryghed, når hans mor ikke kan. Han har stillet spørgsmål ved skolens rolle i forbindelse med børnesamtalen i Familieretshuset, hvor skolens personale skulle følge D. Han har påklaget Københavns Kommunes afgørelse om ikke at starte en ny udredning, selv om D af skolen og kommunen vurderes at være vel visiteret til skolen og i efter hans forhold god udvikling og trivsel.
M mener, at det nuværende skoletilbud med aflastningen er den rigtige løsning for D. Når D har en hjemmedag, er det ikke for at passivisere ham, men for at han kan få ro og energi til at møde verden igen.
Der er derfor påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet vil kunne samarbejde om Ds forhold til hans bedste, og at det er bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering er det bedst for D, at M får forældremyndigheden alene.
Familieretten har navnlig lagt vægt på at D bor hos hende, der er den primære omsorgsperson. M har et godt samarbejde med kommunen og skolen. Hun har gennem årene støttet samvær med far og har udvist stor fleksibilitet. Samvær har i flere perioder foregået i hendes hjem med hende som tryghedsperson for D.
Samvær
Familieretten vurderer ikke, at det er muligt at gennemføre et observeret samvær med D.
Kommunen har observeret D og vurderet, at han var i trivsel.
Familieretshuset og familieretten har forgæves forsøgt at gennemføre en samtale med D.
Sagen skal derfor afgøres på det foreliggende grundlag.
Et barn har som udgangspunkt ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, jf. forældreansvarslovens § 19. Efter den europæiske menneskerettighedskonvention art 8, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. En offentlig myndighed kan alene under særlige omstændigheder gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, for eksempel for at beskytte sundheden eller andres ret.
Af vejledningen til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions praksis vedr. art. 8 om retten til familieliv i forældreansvarssager af 31. august 2022 fremgår af præmis 343, at der påhviler en forpligtelse på alle underskrivende stater at gøre alt, hvad der er muligt for at bevare kontakten mellem forældre og børn medmindre forældrene er særligt uegnede.
D er i en god udvikling. Han er en spinkel, meget sårbar og følsom dreng, der har reageret voldsomt på parternes konfliktfyldte forhold og deres pædagogisk forskellige tilgange.
F respekterer ikke den opdragelsesmæssige ramme, som M følger. Det gør D forvirret.
Hertil kommer, at F gennem årene har været ustabil i kontakten og er udeblevet fra samvær, fordi han var gået i byen, eller var ”hjernetræt”, undertiden uden at give besked.
Der har siden efteråret 2024 været sporadisk samvær, blandt andet fordi F, der har PTSD, tog ophold på et rehabiliteringssted i 7 måneder. Samværet har de facto været indstillet siden maj 2025 af M.
D er aktuelt under indkøring til aflastningsstedet K. Der har i løbet af 3 måneder, hvor der har været bevilget en ugentlig overnatning og en månedlig weekend med overnatning alene været gennemført 3 overnatninger, det er fortsat ikke lykkedes med weekendovernatning.
D har brug for stabilitet og få ”verdener” han skal navigere i, samt ro til at få etableret K som aflastningssted.
M har brug for aflastning, så hun har overskud til at rumme D i hverdagen.
F udgør på nuværende tidspunkt ikke en alternativ stabil mulighed for aflastning.
Efter en samlet vurdering, herunder med særlig vægt på Ds diagnose og kognitive forhold, vurderer familieretten, at det er bedst for D, at der indtil videre ikke fastsættes samvær med F.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens §§ 19 og § 21, jf. § 4.
Byrettens resultat:
Ene forældremyndighed til M og ikke samvær
Kommentar:
Jeg repræsenterer M i sagen, der har haft et lidt usædvanligt forløb i Familieretshuset.
Vi havde helt usædvanlige udfordringer i forhold til at få gennemført en børnesamtale med D.
M og skolen mente på forhånd, at det ville være helt umuligt at få gennemført en sædvanlig samtale i Familieretshuset. Jeg bønfaldt i flere skrivelser Familieretshuset om at acceptere, at samtalen kunne finde sted derved, at Familieretshuset kom på skolen for at gennemføre samtalen der. D hentes dagligt af en bustransport til skolen og bringes tilbage på samme måde. M ville derfor ikke på nogen måde være involveret i forløbet og kunne derfor ikke med blot nogen rette beskyldes for at påvirke D.
Familieretshuset postulerede efter min opfattelse aldeles forkert, at det måtte Familieretshuset ikke. Det endte så med, at skolen meget velvilligt kørte med D i Familieretshuset på den dag, man havde dikteret et samvær. Det lykkedes overhovedet ikke at få D til at medvirke.
Byretsdommeren og den børnesagkyndige i retten var betydelig mere fleksible. De havde læst hele forhistorien og besluttede at forsøge at komme på skolen for en samtale. Det lykkedes heller ikke dem at få D til at sige noget.
Jeg henviser til dommerens grundige beskrivelse i præmisserne, der ret tydeligt illustrerer problemstillingerne.
En enkelt faglig kommentar. Modpartens advokat mødte op til hovedforhandlingen med en ”materialesamling”, der var ret grundig omkring Menneskerettighedskonventionen. Advokaten havde ikke ulejliget sig med overhovedet at skrive et processkrift i sagen men mødte altså op med noget, der vist var tænkt som en ”atombombe” i sagen.
Jeg blev ret vred og kommenterede på det men har ikke gidet bruge krudt på seriøst at overveje, om det overhovedet er OK at agere på den måde. Men tanken om en adfærdsklage strejfede mig da et kort øjeblik. Men ved refleksion dagen efter besluttede jeg, at der ikke var krudt i bomben.
Det mindede mig imidlertid om en nu afdød kollega, som i sine processkrifter altid havde en side eller 2 om netop menneskerettigheder. Jeg har siden engang imellem omtalt den type processkrifter som et ”advokat-a-processkrift” uden her at hænge den afdøde kollega ud.
Viggo Bækgaard
- juni 2026