Bopæl over D1 på 8 år og D2 på 6 år til M1, der var flyttet med børnene til Sønderjylland, Retten i Helsingør den 22. november 2016, utrykt
Oplysninger, der synes at fremgå af dommen:
Der er tale om en såkaldt regnbuefamilie. Det fremgår ikke af dommen, hvem af kvinderne, der er biologisk mor til børnene.
Parret har flyttet flere gange på grund af M1s skiftende arbejde. M1 flyttede så vidt ses umiddelbart i forbindelse med eller umiddelbart efter parternes brud, fra Nordsjælland til Sønderjylland med børnene i forbindelse med, at hendes arbejdsplads angiveligt blev udflyttet.
Der foreligger en børnesagkyndig undersøgelse. I denne hævder M1, at hun flyttede med børnene, fordi hun følte sig domineret, fysisk angrebet og nedgjort af M2. Den børnesagkyndige skriver herom: ”Det er min vurdering, at forældrenes samliv har været præget af, at de med deres forskellige personligheder er indgået i et dominans-afhængiheds-forhold, som både har været en drivkraft i deres forhold, men som også er endt med at ødelægge forholdet”.
Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at M1 ikke følte sig bakket op af Statsforvaltningen. Her står det så uklart, hvad der ligger deri, al den stund, at hun jo åbenbart er flyttet til den anden ende af landet omkostningsfrit.
Det fremgår heller ikke af dommen, om M2 i forbindelse med flytningen bad om midlertidig bopæl hos sig, således som de fleste gør, når den anden bare flytter. Hvis der er søgt herom, kunne det være en vigtig information, om det har været systemets sendrægtighed, der har gjort, at der ikke blev truffet afgørelse herom, eller om systemet allerede dengang har vurderet, at det ville være bedst for børnene at blive hos M1 efter dennes flytning.
Byrettens begrundelse:
Retten lægger efter den børnesagkyndige erklæring og parternes forklaringer til grund, at begge forældre er nært knyttet til begge børn, at begge forældre generelt er i stand til at varetage børnenes velfærdsmæssige, omsorgsmæssige og udviklingsmæssige behov, og at begge forældre er i stand til at tage sig af børnene.
Ved vurderingen af, hvor børnene fremover skal have bopæl, lægger retten vægt på, at børnene nu har været i (Sønderjylland) i nogen tid og ifølge de foreliggende oplysninger -, herunder fra deres institutioner – er faldet godt til der. Forældrene er enige om, at børnene skal blive i (Sønderjylland), og det vil ifølge den børnesagkyndige erklæring være uhensigtsmæssigt og belastende for dem, hvis de endnu engang skal flyttes.
Uanset, at M2 nu har oplyst, at hun vil flytte til (Sønderjylland), finder retten, at børnene vil opleve den mindste ændring af deres forhold, hvos bopælen fortsat skal være hos M1, og at det af den grund vil være bedst for børnene, jf. forældreansvarsloven §4, at de skal have bopæl hos M1.
kommentar:
Problemstillingen i det mindste er frigjort for den kønskamp, som man nogen gange kan fornemme i sager af denne type.
Når jeg forsøger at hæve mig op i et helikopterperspektiv, tænker jeg, at der i en sag som denne, nok burde være truffet en hurtig midlertidig afgørelse umiddelbart i forbindelse med flytningen om midlertidig bopæl hos den, der ikke valgte det indgribende, som en flytning umiddelbart indebærer.
Derefter burde der så i forbindelse med den endelige afgørelse, være boret i spørgsmålet om ”fysiske angreb og psykisk nedgørelse”, der bliver anført.
Som sagen nu fremstår, forekommer det mig, at det er en sag, hvor det har kunnet betale sig at flytte uden varsel vel vidende, at systemet ikke reagerer effektivt, hvorefter man som her når frem til, at nu er børnene endeligt faldet til ro. Så skal vi ikke gøre mere ved det.
Men det er jo netop det, der gennemsyrer den frustration, der hersker i hele denne verden om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Det er det, vi skal have gjort noget ved.
Dommen blev i sin tid stadfæstet. Jeg er ikke i besiddelse af den gamle landsretsdom.
Parternes konflikt er fortsat, og der er ved Retten i Sønderborg i februar 2020 truffet afgørelse om eneforældremyndighed til M2
Viggo Bækgaard
23. februar 2020