Skriftlige erklæringer ikke tilladt fremlagt i bopælssag, da bevisførelsen kunne ske ved vidneførelse, TFA 2016/439 VLD

Skriftlige erklæringer ikke tilladt fremlagt i bopælssag, da bevisførelsen kunne ske ved vidneførelse, TFA 2016/439 VLD

Byrettens begrundelse:

Advokat A har protesteret mod fremlæggelse af bilag 3-7. Han har anført, at der er tale om skriftlige vidneforklaringer, og at der i retsplejeloven ikke er hjemmel til at fremlægge disse.

Advokat B har fastholdt, at bilagene fremlægges. Han har anført, at oplysningerne stammer fra personer, som tidligere var en del af M’s netværk.

Retten skal udtale

Bilag 3-7 er udarbejdet af M’s familie og en tidligere veninde. Bilagene omhandler forholdene omkring M og hendes samlever.

Retten kan ikke udelukke, at oplysningerne i bilagene kan have betydning for sagen.

Retten tillader derfor, at bilagene fremlægges.

Retten har ikke herved taget stilling til, hvilken bevisværdi bilagene har.

Derfor bestemmes

Det tillades, at bilag 3-7 fremlægges i sagen.

Landsrettens begrundelse:

Bilag 3-7 er skriftlige erklæringer fra personer, der ville kunne afhøres som vidner under sagen.

Da bilagene er indhentet uden rettens forudgående tilladelse og dermed ikke i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 297, stk. 1, tillades de ikke fremlagt.

Thi bestemmes

Bilag 3-7 skal udgå af sagen.

Kommentar:

Det er sådan en kendelse, der næsten kan hidse mig op.

På den ene side er afgørelsen fantastisk, hvis den indebærer en ændring af gængs procesform i forældreansvarssager.

Heroverfor står, at der desværre i virkeligheden nok er sket det, at kendelsen er afsagt i en frokostpause i landsretten i en afdeling, der ikke normalt beskæftiger sig med familieretssager.

Afgørelsen giver anledning til at reflektere lidt over procesgangen i retten.

I en almindelig civil retssag er princippet, at det er parterne, der suverænt bestemmer den bevisførelse, der skal finde sted i retten. Man kan stort set fremlægge alle de beviseligheder, som man er i besiddelse af. Og man kan også føre de vidner, som man mener vil være i stand til at bidrage til sagens oplysning.

Det er så retten, der vurderer beviserne ud fra mange forskellige grundregler. Vidner og parter sandhedsformanes, inden de bliver afhørt. Det betyder, at de skal tale sandt, og at de kan straffes for falsk forklaring for retten.

I forældreansvarssager virker det i praksis ikke helt sådan. Ligesom i Statsforvaltningen er det faktisk retten, der bestemmer omfanget af bevisførelsen.

I praksis er det dog betydelig lettere at få indflydelse på det, der skal frem i en retssag, end det er i Statsforvaltningen under en samværssag. Derimod er det nærmest umuligt at få lov til at føre vidner i disse sager.

I mit kapitel ”påstand mod påstand” i Forældreansvarsloven (K)ærligt talt (vist nok i 2012) skrev jeg dette om emnet:

”Egentlig vidneførsel tillades stort set aldrig i disse sager. Synspunktet synes at være, at det jo ikke skal være en afstemning blandt forældrenes familie og venner, som skal afgøre barnets fremtid. Det er ulogisk, at dommere i alle andre sager finder sig i stand til at bedømme beviser, men her direkte afskærer bevisførelsen. Stort set alle familieretsadvokater, jeg kender, ønsker ikke at grave unødige grøfter, men vi er stort set alle frustrerede over det elendige oplysningsniveau, som retterne accepterer.

Et eksempel, som jeg for nylig overværede: Landsretten afviste at føre en fars nu 19-årige datter som vidne. Hun havde under samvær som 13-årig været ”krænket psykisk” af far i en sådan grad, at hun havde gennemgået en længerevarende psykologbehandling. Nu ville hun udtale sig herom for at beskytte en 6-årig lillesøster fra samvær. Østre Landsret traf afgørelse i sagen om, at landsretten ikke har fundet grundlag for, at den voksne datter skulle indkaldes for at afgive forklaring. Desuden traf man afgørelse om, at der skal være samvær.  (utrykt ØLD af 28. september 2011)”

Jeg mener, at det er den afgørelse, der nu er offentliggjort i TFA 2012/57 ØLD, og som jeg har kommenteret grundigt. I lyset af den generelle diskussion om systemet, der kører i efteråret 2016, synes jeg godt, man med fornuft kan læse den afgørelse med mine sarkastiske kommentarer.

Det vil være en kæmpegevinst for retssikkerheden, hvis vi får bedre muligheder for at sandsynliggøre sin oplevelse gennem almindelig bevisførelse i retten.

Dommere og nogle advokater er så optaget af, at man sandelig ikke må fremføre noget, der kan være konfliktoptrappende. Derfor synes man heller ikke, at advokater skal procedere i disse sager.

For mig er de synspunkter udtryk for kæmpemisforståelser.

Man skal selvfølgelig i videst muligt omfang undgå at grave grøfterne dybere. Men man sidder altså ikke i retten ”for sjov”. Der er for de fleste en grund til, at man mener, at børnene skal bo det ene sted og for Guds skyld ikke det andet.

De grunde er det relevant at få afdækket. Og det kan godt gøres ”anstændigt”.

Dommere kan bedømme alle mulige andre vidner. Hvorfor er man så berøringsangste over for vidner i forældreansvarssager?

Viggo Bækgaard

19. november 2016