Samvær til F med D på 2 ¾ år overvåget i en periode uden fremtidsafgørelse, ØLD 10. februar 2021, utrykt

Samvær til F med D på 2 ¾ år overvåget i en periode uden fremtidsafgørelse, ØLD 10. februar 2021, utrykt

Jeg har modtaget by- og landsretsdommen fra M, der tillige har sendt mig ekstrakten fra landsretssagen, som jeg dog kun har skimmet med henblik på denne kommentar.

Det fremgår af sagen, at parterne kun var sammen 2½ måned, i hvilken periode M blev gravid med D.

Derudover fremgår, at F har to børn udover D. Disse er anbragt uden for hjemmet.

Der blev i 2017 udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse af F, som viste at sagsøger vil være i stand til at tilvejebringe de nødvendige strukturerede, fysiske rammer for (to særbørn) – men at han havde brug for personlig udvikling.  Den er angiveligt suppleret for relativt nyligt. F har ikke ønsket undersøgelsen fremlagt i sin helhed. Der refereres i byretsdommen en del fra undersøgelsen, der vedrører Fs relationer til de to anbragte særbørn.

F har ifølge egen forklaring med succes gennemgået et anger management-forløb, som er et psykologforløb vedr. håndtering af vrede. Derudover fremgår, at F har haft et misbrugsproblem, som han ifølge egen forklaring er ude af, ligesom han er ude af et netværk af kriminelle.

Hverken F eller M er i arbejde ”for tiden”.

Oplysningerne om M er derudover særdeles sparsomme i dommen. Det oplyses egentlig kun, at hun i alt har 5 børn i alderen 2 til 16 år.

Byrettens begrundelse: (Retten på Frederiksberg)

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne har et betydeligt konfliktniveau og vanskeligt ved at samarbejde. Der er gensige beskyldninger mellem parterne, og sagsøger har ikke haft samvær med D siden februar 2019, bortset fra forsøget herpå 12. august 2020. Det lægges endvidere til grund, at D er en velfungerende dreng uden særlige behov eller udfordringer.

Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder varigheden af det afbrudte samvær og uklarhed om parternes personlige forhold, finder retten, at D skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.

THI KENDES FOR RET:

D, født den * maj 2018, skal indtil videre have overvåget samvær med F efter Familieretshusets bestemmelse mindst 2 timer hver anden uge.

Landsrettens begrundelse:

Sagen angår spørgsmålet om samvær for D, der er født den * maj 2018, med sin far F.

Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4.

Spørgsmålet er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for D, at han ikke har samvær med sin far, som han ikke har set siden februar 2019.

Efter de foreliggende oplysninger finder landsretten ikke grundlag for at fastslå, at F har et massivt misbrug af rusmidler, eller at han ikke vil være i stand til at overholde bestemmelser om samvær for D med ham.

Der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger om D eller om parterne, som giver grundlag for at fravige det ovenfor nævnte udgangspunkt.

På denne baggrund finder landsretten, at det vil være bedst for D, at han indtil videre har overvåget samvær med sin far hver anden uge á 1½ time i alt 10 gange.

Da samværet skal foregå efter Familieretshusets nærmere bestemmelser, tilkommer det Familieretshuset at tage stilling til, hvordan samværet mellem D og F bedst muligt kan understøttes.

THI KENDES FOR RET :

Familierettens dom stadfæstes med den ændring, at D, født den * maj 2018, indtil videre skal have overvåget samvær med sin far F hver anden uge á 1½ time i alt 10 gange og i øvrigt efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.

Kommentar:

Det fremgår af dommen, at der undervejs i et retsmøde blev indgået et delforlig, hvis nærmere indhold ikke er konkret beskrevet. Der er lidt usædvanligt ikke inddraget retsbøger i ekstrakten i landsretten.

Dog kan man se, at F er startet med at påstå sig tillagt del i forældremyndigheden, hvilket ikke var en del af påstanden i dommen. Det er derfor mit indtryk, at det spørgsmål blev en del af forliget, idet det fremgår, at M har eneforældremyndighed over D. Derudover er der såvidt ses lavet en aftale om overvågede samvær, som kun i begrænset omfang er blevet efterlevet.

Endelig fremgår det, at Fs søster under sagen har støttet op om Ms ønske om ”ikke samvær”. Det har angiveligt medført en vis aggressiv adfærd fra F, hvis omfang heller ikke fremgår tydeligt.

Jeg har den senere tid igen været en del optaget af, at domstolene nærmest negligerer relevante oplysninger, som måtte komme fra parternes pårørende. Generelt kan det som her dreje sig om familiemedlemmer til en af forældrene, men det kan også handle om oplysninger, der kommer fra en af parternes ældre børn, som har været en del af miljøet i hjemmet.  

Min umiddelbare reaktion på afgørelsen på det grundlag, jeg nu en gang har af det fremsendte og med min generelle holdning til disse spørgsmål, er, at det er meget let at forstå Ms bekymringer.

M nedlagde under sagen i landsretten subsidiær påstand om, at det som betingelse for eventuelt overvåget samvær blev bestemt, at F dagen inden samvær fremsender testresultater, som er negative for alkohol og euforiserende stoffer i en periode og omfang efter rettens skøn.

Jeg hæfter mig ved flere forhold i landsrettens afgørelse.

For det første bestyrkes min generelle bekymring om, at domstolene i den hellige politiske korrektheds navn gør børn til forsøgsdyr.

Derudover generer landsrettens bemærkning om, at der ” ikke i øvrigt oplysninger om D eller om parterne, som giver grundlag for at fravige det ovenfor nævnte udgangspunkt.

Det synspunkt er ”ikke i orden”. Systemet i forældreansvarssager er, at de behandles efter den såkaldte officialmaxime, der direkte betyder, at det er retten, der skal ”fremtrylle” de relevante oplysninger. Man kan selvfølgelig ikke tage en børnesamtale med så lille et barn, men man kunne faktisk godt have gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, hvor barnets relationer til begge forældre kan vurderes.

Med hensyn til dokumentation for Fs ”renhed” under samværene finder jeg, at landsretten med sin bemærkning  om ”Familieretshusets nærmere bestemmelse” overlader den beslutning til Familieretshuset.

Endelig indebærer en dom med ”indtil videre” overvågede samvær 10 gange, at parterne nok må indstille sig på en ny rundgang, når der foreligger rapporter fra de overvågede samvær.

Især M må nok indstille sig på den virkelighed. Det vil i en situation som denne være hende, der skal samle barnet op.

Om det så er en trøst, at de fleste kan opføre sig ordentligt under overvågning, skal jeg lade være usagt.

Se evt: Ikke overvåget samvær for M med P1 og P2 på ca. 8 og 11 år, ØLD 12. marts 2021, utrykt – med kommentarer og links

Viggo Bækgaard

21. marts 2021