Sag kunne ikke behandles af dansk domstol, da barnet var bragt ulovligt ud af landet, TFA 2017/113 ØLD

Sag kunne ikke behandles af dansk domstol, da barnet var bragt ulovligt ud af landet, TFA 2017/113 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1, at sag om forældremyndighed eller bopæl kan behandles her i riget, såfremt barnet har bopæl her. En sag om forældremyndighed kan endvidere behandles her i riget, hvis barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl her, jf. § 448 f, stk. l, nr. 2.

Afgørende for de danske myndigheders internationale kompetence i forældremyndighedssager er forholdene på tidspunktet for Statsforvaltningens modtagelse af sagen.

Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om samvær af 9. juni 2016, at sagsøger den 8. september 2015 indgav ansøgning om ophævelse af den fælles forældremyndighed over B.

Retten finder, at det efter bevisførelsen kan lægges grund, at sagsøgte den 2. juni 2015 flyttede til England, og at hun siden dette tidspunkt har haft bopæl i England med B. At der først senere er sket en opdatering af flytningen i det danske folkeregister, kan efter rettens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Retten finder endvidere, at det kan lægges til grund, at sagsøger har givet samtykke til, at sagsøgte flyttede til England med B, og at B således ikke kan anses for at være ført ulovligt til udlandet. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at det ikke fremgår af erklæringen af 7. maj 2014 om forældremyndighed og bopæl, som er underskrevet af begge parter, at der alene skulle være tale om en tidsbegrænset udrejse til London.

Retten finder på baggrund heraf, at sagen ikke kan behandles her i riget, hvorfor sagen afvises, jf., retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2.

Landsrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om B’s udmeldelse af børneinstitution med udgangen af maj 2015, lægger landsretten til grund, at M og B udrejste af Danmark i starten af juni 2015.

Erklæringen af 7. maj 2014, hvor F havde meddelt samtykke til, at B kunne udrejse af Danmark sammen med M, var efter sin ordlyd ikke tidsbegrænset. Parterne har afgivet modstridende forklaringer, om F også i foråret 2015 var indforstået med, at M udrejste til England med B. Landsretten må imidlertid lægge til grund, at F i foråret 2015 meddelte samtykke til udstedelse af pas til B. Landsretten finder herefter, at samtykket til udrejse først kan anses for tilbagekaldt med F’s erklæring herom af 26. august 2015. Landsretten finder på den baggrund, at B lovligt er ført til udlandet.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.