Optrappende overvågede samvær til begrænset uovervåget samvær for F med P født i marts 2017, Østre Landsret 28. oktober 2021, utrykt
Byrettens begrundelse:
Det kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne ophævede samlivet i november 2018, og at P, der er født den * 2017, bortset fra kortvarigt samvær i marts 2019, ikke har haft samvær med sin far, før der blev iværksat overvåget samvær i oktober 2020.
De overvågede samvær var en del af en samværsordning, som forældrene ved forlig i familieretten den 18. maj 2020 blev enige om.
Af samværsrapporten fra de overvågede samvær fremgår det imidlertid, at kun 4 af 8 planlagte samvær blev gennemført. Et samvær blev ikke gennemført på grund af Ps sygdom, og 3 samvær blev ikke gennemført, fordi P ikke ville gå ind til samværet selv, og hendes tryghedspersoner ville ikke støtte hende ved at gå med ind til samværet. Af samværsrapporten fremgår det, at samværsforløbet bar præg af det komplicerede samarbejde med M og skiftet af tryghedspersoner for P, og at dette affødte et parallelt
forløb ved siden af samværene mellem P og F, som efter Familieretshusets vurdering har haft negativ påvirkning på Ps tryghed til at indgå i samværene. P har således ikke haft mulighed for at blive støttet af sine omsorgspersoner i det omfang, som hun har haft brug for, til at indgå i samværene med sin far.
Det er udgangspunktet i forældreansvarsloven, at barnet har ret til kontakt med begge forældre efter et samlivsbrud, og det er i den forbindelse en generel forudsætning, at forældrene samarbejder om barnet, herunder om samvær, så barnet ikke mister kontakten til samværsforælderen.
Efter en samlet vurdering finder familieretten, at der ikke er grundlag for at fravige dette udgangspunkt om, at P har ret til samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19, stk. 1, og familieretten finder således, at det er bedst for hende, jf. samme lovs § 4, at der er samvær. Ps reaktion ved de 3 overvågede samvær, som ikke blev gennemført, kan ikke føre til et andet resultat.
Af samværsrapporten fremgår det, at F har været relevant, omsorgsfuld og interesseret i P, og at han har haft fokus på at skabe en relation og har respekteret hendes tilbageholdenhed. Reaktionerne hos P må efter oplysningerne i det væsentlige antages at bunde i modstand mod og manglende støtte til samværene hos Fog de af hende valgte tryghedspersoner, og M bør ikke ved sin modstand mod samværet kunne udvirke et andet resultat.
P skal derfor have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 21. Da kontakten mellem P og F har været afbrudt i længere tid og ikke blev reetableret ved samværsforløbet i 2020, tages påstanden om overvågede samvær til følge som neden for bestemt.
Formålet hermed er at støtte P og F i opstart af deres samvær. Herefter skal P have samvær med F i ulige uger fra lørdag kl. 10.00 til kl. 13.00.
Ms påstand om at træffe bestemmelse om, at nærværende afgørelse om samvær ikke kan fuldbyrdes, hvis den ankes inden 14 dage, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1, tages ikke til følge.
Byrettens resultat P, født den * 2017, skal have 8 overvågede samvær med F. Samværene skal finde sted hver 14. dag, og de første 4 samvær har en varighed af 1 timer, og de sidste 4 samvær har en varighed af 1½ time. Samværene finder i øvrigt sted efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
P skal herefter have samvær med F i ulige uger fra lørdag kl. 10.00 til kl. 13.00.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse:
Også efter oplysningerne for landsretten, herunder de afgivne forklaringer, tiltrædes det af de grunde, som familieretten har anført, at P der er født den *, skal have overvåget samvær og herefter samvær med F som fastsat af familieretten. Det, som M har anført, kan ikke føre til et andet resultat.
Efter parternes samstemmende påstande skal udlevering af P til almindeligt (ikke overvåget) samvær ske på et offentligt sted i rimelig afstand fra hendes bopæl, og samværet bortfalder, hvis samværet helt eller delvis ligger i bopælsforælderens ferier med P, hvis ferien ligger i skoleferierne.
Med de anførte tilføjelser stadfæster landsretten familierettens dom.
(Landsrettens resultat: Familierettens dom stadfæstes med de tilføjelser, at udlevering af P til almindeligt samvær skal ske på et offentligt sted i rimelig afstand fra hendes bopæl, og at samværet bortfalder, hvis samværet helt eller delvis ligger i bopælsforælderens ferier medP , hvis ferien ligger i skoleferierne.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
kommentar:
Problemstillingerne i sagen er kort sagt følgende:
M føler sig udsat for massiv psykisk vold fra Fs side under samlivet. Hun oplevede sig presset under en sag i familieretten til at indgå en aftale om et antal overvågede samvær.
M forsøgte selv en enkelt gang at stå for udleveringen til de overvågede samvær. Da hun ikke selv magtede at være ”tryghedsperson”, overlod hun det til to andre, som lidt på skift stod for opgaven.
P nægtede at deltage i samværene. Hun satte sig på skødet af den børnesagkyndige men havde svært ved at interagere med F.
Jeg blev advokat for M i forbindelse med de overvågede samvær.
Samværene blev stoppet p.g.a. Ps vægring.
By- og landsret er grundigt informeret om voldsproblematikkerne, som de dybest set har blæst på. By- og landsretten tager trods opfordring ikke stilling til Ms personlige ”forpligtelser”.
Dommen læner sig op af den generelle kynisme, som domstolene står for i disse sager.
I det allernyeste nummer af TFA er der flere tilsvarende afgørelser. Det gælder TFA 2021/462 i min gengivelse her og TFA 2021/420 gengivet her.
Til begge disse sager knyttede jeg en kommentar, som jeg gengiver her:
Jeg bliver tiltagende bekymret over landsretternes tilsyneladende kynisme.
Det fremgår af sagen, at F ikke havde set børnene i et par år, da han havde udøvet vold og trusler over for M. Det fremgår, at han var dømt i al fald for volden.
Det ene barn havde udtrykt et vist savn men også at være bange for ham.
Jeg må ærligt erkende, at der er en uhyggelig tendens til, at domstolene gør børnene til forsøgsdyr i den politiske korrektheds tjeneste. Se min artikel herom.
Der vil om nogle årtier skulle uddeles samfunds undskyldninger og erstatninger til mange ramte skilsmissebørn. Til den tid vil fremtidens Mette Frederiksen nok hævde, at datidens (læs nutidens) love sagde, at man skulle afgøre efter, hvad der er bedst for børnene, og at loven jo også sagde (siger), at man ikke skal trække børn igennem årelange processer. Det kan man jo læse i forældreansvarslovens § 39. Så det er dommerne, der har misforstået noget. Ikke politikerne. Og dommerne er jo uafhængige efter grundloven. Fremtidens Mette F er forhåbentlig blevet belært om, at grundloven faktisk skal efterleves.
Så børnene er bare i et politisk korrektheds univers.
Viggo Bækgaard
31. oktober 2021