Omgørelse af Familieretshusets afgørelse om afvisning af samværssag efter forældreansvarslovens §39.

Omgørelse af Familieretshusets afgørelse om afvisning af samværssag efter forældreansvarslovens §39.

Familieretshusets begrundelse for af visning:

Vi har lagt vægt på, at Statsforvaltningen den 3. marts 2018 traf afgørelse om ikke at fastsætte samvær. Ved afgørelsen blev der bl.a. lagt vægt på B’s alder, forældrenes særdeles høje og langvarige konfliktniveau, herunder at B i december 2016 blev anbragt på grund af massiv mistrivsel som en direkte følge, og at B både overfor kommunen og Statsforvaltningen har givet udtryk for, at han ikke ønsker at se sin far.

Vi har også lagt vægt på, at B ved Statsforvaltningens afgørelse blev hørt.

Vi bemærker, at Ankestyrelsen den 2. januar 2019 har stadfæstet Statsforvaltningens afgørelse.

Vi vurderer på den baggrund, at F ikke har oplyst om så væsentligt forandrede forhold, at dette kan begrunde en ny realitetsbehandling af samværet.

F har heller ikke redegjort for, at en fastsættelse af samvær vil vær bedst for B.

Det forhold, at F oplyser, at hans søn har brug for begge sine forældre, og at det er anbefalet fra en børnesagkyndig og forældrekompetenceundersøgelser siger det samme, kan ikke føre til et andet resultat.«

Familieretshuset har i deres afgørelse af 24. juli 2019 henvist til Statsforvaltningens afgørelse af 3. marts 2018, hvori der ikke blev fastsat samvær. Det fremgår af sagen, at Statsforvaltningens afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen, som stadfæstede afgørelsen. Det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse, at:

»…

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderer sagen ligesom Statsforvaltningen. Vi lægger vægt på samme oplysninger og bruger samme regler til at afgøre sagen.

Vi henviser derfor til Statsforvaltningens afgørelse.

Bemærkninger til klagen

Du har bl.a. oplyst, at B spørger, hvornår han må se dig. Det forhold, at B er kommet i meget bedre trivsel under sin anbringelse viser, at der bør være mindst samme samvær som under anbringelsen for at sikre fortsat trivsel. At det fremgår af sagens akter, at B er meget glad for sin far, at han har brug for begge forældre og er positivt knyttet til begge sine forældre. Derudover har du anmodet om en børnefaglig undersøgelse for at belyse samværet.

Vi er opmærksomme på, at der er yderligere synspunkter.

Vi bemærker, at dine oplysninger er indgået i vores behandling af sagen, men at de ikke har ført til et andet resultat. Vi henviser til Statsforvaltningens begrundelse for afgørelsen, hvor der er redegjort for resultatet.

I forbindelse med vores behandling af sagen har vi orienteret M om din klage. Hun har haft mulighed for at komme med sine bemærkninger til din klage. Vi bemærker, at vi ikke har modtaget bemærkninger fra hende.

…«

Byrettens begrundelse:

Uanset F’s processuelle bemærkninger og de af F fremlagte bilag, er der ikke fremkommet oplysninger om så væsentligt forandrede forhold hos parterne eller B, at der er grundlag for at tilsidesætte Familieretshusets afgørelse om at afvise behandlingen af samværsansøgningen. Herefter stadfæster familieretten afgørelsen.

Landsrettens begrundelse:

Sagen angår Familieretshusets afgørelse af 24. maj 2019 om at afvise at behandle F’s anmodning om fastsættelse af samvær med B.

Efter forældreansvarslovens § 39 kan Familieretshuset afvise en anmodning om ændring af samvær, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Vurderingen af, om en anmodning kan afvises efter forældreansvarslovens § 39, afhænger af, om dette vil være bedst for barnet, og en ansøgning kan derfor ikke afvises, hvis en ændring på det foreliggende grundlag må anses for bedst for barnet, eller hvis der er tvivl om dette, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 157 af 13. april 2012 og Vestre Landsrets dom af 16. januar 2020 (TFA 2020.108).

I Familieretshusets begrundelse for afgørelsen af 24. maj 2019 er der lagt vægt på, at Statsforvaltningen den 3. marts 2018 traf afgørelse om ikke at fastsætte samvær.

Familieretshuset henviser i den forbindelse til, at der ved Statsforvaltningens afgørelse blandt andet blev lagt vægt på B’s alder, forældrenes særdeles høje og langvarige konfliktniveau, herunder at B i december 2016 blev tvangsanbragt uden for hjemmet på grund af massiv mistrivsel som en direkte følge af forældrenes konflikter, og at B over for både kommunen og Statsforvaltningen har givet udtryk for, at han ikke ønsker at se sin far. Ankestyrelsen har den 2. januar 2019 stadfæstet Statsforvaltningens afgørelse.

Landsretten bemærker, at det i Statsforvaltningens afgørelse af 3. marts 2018 understreges, at der ikke er taget stilling til, hvem af forældrene der er bedst egnet til at varetage B’s behov, eller hvem der er hovedårsagen til konflikterne.

Endvidere henviser Statsforvaltningen til, at rapporter fra overvåget samvær mellem B og hans far under anbringelsen viser et positivt samvær, og at B tidligere er beskrevet som glad for sin far.

I Statsforvaltningens afgørelse er det endvidere anført, at retten den 21. april 2017 har truffet afgørelse om at ophæve den fælles forældremyndighed over B, således at M har forældremyndigheden alene, og at retten har understreget, at den ene forælder ikke anses for at være bedre end den anden til at varetage B’s behov.

I udtalelse af 11. maj 2020 om B’s trivsel i skoletilbud har [skole] vurderet, at B stortrives, hvilket hans udvikling socialt og fagligt også afspejler.

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder landsretten, at der er tvivl om, hvorvidt det vil være bedst for B at have samvær med sin far, F. Anmodningen om samvær burde derfor ikke have været afvist.

Landsretten hjemviser herefter sagen til Familieretshuset til fornyet behandling.