Om injurieangreb i forbindelse med en forældremyndighedssag, TFA 2015/ØLD

Om injurieangreb i forbindelse med en forældremyndighedssag, TFA 2015/480 ØLD

Byrettens begrundelse:

Vedrørende udtalelserne fremsat i brev af 19. marts 2014 til Statsforvaltningen bemærkes, at brevets afsender er advokat Sonja Toft. I den udstrækning M ikke har kunnet regne med, at oplysninger, hun gav til advokat Sonja Toft i forbindelse med forældremyndighedssagen og samværssagen, ville blive videregivet i brevet, foreligger der ikke forsæt fra M til fremsættelse af udsagnene i brevet.

Advokat Sonja Toft har under proceduren anført, at et af udsagnene i brevet stammer fra advokat Sonja Toft selv, og sagsøgerens påstand under sagen er, at sagsøgte straffes for at have fremsat fornærmelige ord og udbredt bevidst urigtige sigtelser. Under disse omstændigheder og henset til sagsøgtes bestridelse af at have overtrådt straffelovens §§ 267 og 268 finder retten, at der ved sagens afgørelse kan tages hensyn til, om udsagnene fremsat i brev af 19. marts 2014 kan henføres til M, således at hun ikke straffes for udsagn, som ikke er fremsat af hende.

Vedrørende udsagnet i advokat Sonja Tofts brev af 19. marts 2014: »Hvis F får D udleveret, så ser D ikke sin mor igen«, finder retten efter M’s forklaring og efter sammenhængen i brevet, hvor sætningen fortsætter: »Jeg er faktisk også overbevist herom, efter at jeg har gennemgået den store sag«, at det ikke er bevist, at udsagnet er fremsat af M.

Vedrørende udsagnet i samme brev: »D er ude for psykisk vold . . .« fortsætter udtalelsen: »og vel netop derfor er denne sag så vanskelig for advokater, dommere og domstole.« Retten finder på samme måde, at det ikke bevismæssigt kan lægges til grund, at udsagnet kan henføres til M.

Vedrørende udsagnet i brevet: »Min klient har kendt F i mange år nu og ved, at han truer folk, der ikke gør, hvad F vil. (X er også blevet truet) . . . F mener, at M tager D fra ham, og at han derfor har ret til at tage D fra hende. D er selv meget angst for, at hendes far skal tage hende, og at hun aldrig vil se sin mor igen . . . Endvidere er det blevet bekræftet af en gammel ven af F, at denne kidnapningsplanlægning og/eller, at D’s mor skulle »out of the picture« var en realitet i 2011 og 2012.« finder retten ligeledes, når udsagnet læses i sin sammenhæng i advokat Sonja Tofts brev af 19. marts 2014, at det ikke bevismæssigt kan lægges til grund, at udsagnet er fremsat af M.

Det er derfor uden betydning, at det af kendelse af 17. januar 2012 fra Appelretten i Monaco fremgår bl.a., at M ikke har ført bevis for sin beskrivelse af F som en farlig mand.

Vedrørende udsagnet fremsat i retsmødet den 6. december 2013: »F udviklede sig sådan, at han en periode var beruset fra om morgenstunden . . .« bemærkes, at fortsættelsen er: »men fra 2008 drak han slet ikke«, og vedrørende udsagnet fra retsmødet: »Hun mener, at F stadig er alkoholiker . . .« bemærkes, at fortsættelsen er: »men han drikker ikke mere.« Retten finder ikke, at der vedrørende disse to udsagn om tidligere forhold foreligger sigtelser, der er egnet til at nedsætte F i andres agtelse.

Det er derfor ligeledes uden betydning, at det af kendelse af 17. januar 2012 fra Appelretten i Monaco fremgår bl.a., at M ikke har ført bevis for sin beskrivelse af F som alkoholisk.

Vedrørende udsagnet fremsat i retsmødet den 6. december 2013: »D fortalte, at F havde klemt hende hårdt, revet hende i håret og kastet hende mod gulvet. Hun fandt en stor tot hår på gulvet.« og udsagnet: »Han udøver psykisk vold mod D, men han tør ikke udøve fysisk vold.« bemærkes, at udsagnene er fremkommet under en forældremyndighedssag, hvor M udtalte sig under straffeansvar. Der er ikke bevis for, at der er afgivet falsk forklaring for retten, eller grundlag for at antage, at M på anden måde udtalte sig i ond tro, og afgivelsen af forklaringen under en sag om forældremyndighed, der skal afgøres til barnets bedste, falder derfor under straffelovens § 269, stk. 1, om berettiget varetagelse af andres tarv.

Vedrørende udsagnene: »Hun har nu opgivet at tvinge D til samvær, da D har truet med at stikke af.«, »F råbte »fuck this child« til sagsøgte og barnet.«, »D har ofte mareridt, og hun har over for X lavet voldsomme tegninger, der illustrerer, hvorledes hun ser sin familie blive slået ihjel af sin far, F«, »På hver eneste samvær fik D at vide, at hun skulle bo hos sin far. At hendes mor ødelagde hendes liv, og at hun blev hjemløs, hvis hun blev hos sin mor, og at hendes hund også snart  >> 2793 >> ville dø, F har holdt D indespærret på hotelværelser, indtil hun makkede ret, taget hendes tøjdyr, som giver D tryghed, og efterladt hende alene på værelset. D fortæller, at hun føler, at hendes far vil gøre hendes mor noget ondt fysisk.« og udsagnet: »Hun lever i angst, fordi hun er et psykisk voldsoffer . . .« finder retten ikke, at der vedrørende disse udsagn foreligger sigtelser, der er egnet til at nedsætte D i andres agtelse. Det bemærkes, at de fleste af de nævnte udsagn fremstår som M’s gengivelse af udtalelser fra fællesbarnet D, dels som M’s vurderinger af hvad D føler.

Vedrørende udsagnet: ». . . og D græd hver gang hun skulle se sin far, og når hun kom hjem, var hendes øjne svævende, og hun virkede »dopet« . . .« finder retten henset til citationstegnene ikke, at sætningen skal forstås som en sigtelse om påvirkning med medicin eller narkotiske stoffer, hvorfor der ikke foreligger et påsagn.

Sagsøgte, M, frifindes derfor for sagsøgerens påstand 1.

Der er herefter ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for tort, hvorfor der frifindes for påstand 3.

Vedrørende påstand 2 om at kende udtalelserne ubeføjede bemærkes, at udsagn, som ikke bevismæssigt er henført til M, ikke kan mortificeres under denne sag.

For så vidt angår de udsagn, der ikke er fundet æreskrænkende, kan mortifikation efter straffelovens § 273 ikke ske.

Vedrørende udsagnene: »D fortalte, at F havde klemt hende hårdt, revet hende i håret og kastet hende mod gulvet. Hun fandt en stor tot hår på gulvet.« og udsagnet: »Han udøver psykisk vold mod D, men han tør ikke udøve fysisk vold.«, er disse fundet straffri efter straffelovens § 269, stk. 1. Efter de konkrete omstændigheder i sagen findes udsagnene ikke at burde mortificeres.

M fri findes derfor også for påstand 2.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren til sagsøgte betale 25.000 kr. til dækning af udgifter til advokat fastsat efter sagens karakter og forløb.

Landsrettens begrundelse:

De udtalelser, der foreligger til bedømmelse i injuriesagen, er fremsat i en forældremyndighedssag mellem de samme parter. Udtalelserne er fremsat af M under partsforklaringen under hovedforhandlingen og af hendes advokat i et processkrift til Statsforvaltningen under den efterfølgende samværssag.

I forældremyndigheds- og samværssager er det afgørende at få belyst barnets perspektiv, således at der kan træffes den afgørelse, der er til barnets bedste. I langt de fleste forældremyndighedssager udgør partsforklaringer det vigtigste grundlag for bedømmelsen af, hvilken afgørelse der er til barnets bedste. Bedømmelsen af forholdet mellem parterne og parternes forhold til barnet indebærer en stillingtagen til såvel de handlinger og valg, parterne har foretaget, som til, om parterne fremtidigt må antages at kunne samarbejde til barnets bedste. Parternes forklaring vil således angå forhold, der hører privatlivet til. At sådanne oplysninger er relevante er endvidere forudsat i bemærkningerne til forældreansvarsloven, hvorefter oplysninger om (tidligere) misbrug eller om parternes konfliktniveau og barnets reaktion herpå vil kunne tillægges vægt ved rettens afgørelse af forældremyndigheden. Parterne er således berettiget til og i givet fald også forpligtet til at afgive forklaring herom under sagen. Under partsforklaringen er parten undergivet den sædvanlige sandhedspligt, og parten er ikke begrænset til udelukkende at afgive forklaring om forhold, som parten kan føre sandhedsbevis for. Parten må således, under respekt af sandhedspligten, kunne udtale sig uden at skulle frygte efterfølgende sanktioner.

Landsretten finder, at de udtalelser, der er fremsat af M under hovedforhandlingen den 6. december 2013 (nr. 2.1-2.4), ikke kan betragtes isoleret, men må ses i den sammenhæng, de er en del af, og under hensyn til forklaringen i sin helhed.

M har under retsmødet den 6. december 2013 forklaret om sin opfattelse af baggrunden for parternes brud og efterfølgende konflikt, herunder det forhold at F som følge af sit ophør med alkohol blev stadig mere aggressiv. Hun har endvidere redegjort for D’s oplevelse af episoden den 23. maj 2011 samt for D’s modvilje mod samvær. Under hensyn til de øvrige oplysninger i sagen, herunder navnlig den ovenfor citerede del af afgørelsen fra appelretten i Monaco, de lægelige oplysninger og D’s tegninger, som i det hele understøtter, at D den 23. maj 2011 var udsat for en grænseoverskridende oplevelse, som i det mindste må have bidraget til det  >> 2801 >> problematiske forhold mellem D og F, finder landsretten ikke, at M’s ytringer under retsmødet den 6. december 2013 overskred det tilladelige i forhold til, hvad man som part i en forældremyndighedssag frit kan udtale sig om.

Udtalelsen »F råbte »fuck this child« til sagsøgte og barnet« (nr. 2.5) er fremsat af M den 6. december 2013 i retsmøde i Retten i Lyngby og den 17. december 2013 i fogedretsmøde i Retten i Lyngby. Landsretten finder ikke, at denne udtalelse kan anses for en strafbar ærekrænkelse efter straffelovens § 267.

For så vidt angår de udtalelser, der er fremsat i advokat Sonja Tofts processkrift af 19. marts 2014 (nr. 2.7-2.10), bemærker landsretten, at advokater har en naturlig forpligtelse til at medvirke til, at konflikterne i forældremyndighedssager ikke optrappes yderligere, men at der også må antages at bestå et betydeligt frirum for procederende bemærkninger. Landsretten finder efter en samlet vurdering af processkriftet sammenholdt med sagen i øvrigt, at udtalelserne ikke overskrider grænserne for det tilladelige.

Udtalelsen »far har udøvet psykisk vold over for D« (nr. 2.11), der er fremsat af M over for børnesagkyndig rådgiver Z den 22. august 2014, er fremsat under kontrolleret samvær. Under hensyn til sagens samlede forløb og under hensyn til, at ytringen fremkom som en kommentar til D’s voldsomme protester imod samværet, findes denne udtalelse heller ikke at overskride grænserne for det tilladelige.

Af de samme grunde som anført ovenfor findes udtalelserne (nr. 2.12), der er gengivet i dommen af 17. oktober 2014 fra Retten i Lyngby, ikke at overskride grænserne for det tilladelige.

Landsretten tager som følge heraf M’s påstand om stadfæstelse, henholdsvis frifindelse, til følge.

F skal betale sagsomkostninger for begge retter til M med i alt 50.000 kr. Beløbet, der er inkl. moms, dækker M’s udgifter til advokatbistand.

Kommentar:

Det er altså som altoverskyggende udgangspunkt et lavpunkt, at nogen forsøger at føre injuriesager i forbindelse med forældreansvarssager.

Jeg læser afgørelsen sådan, at retterne er enig i det synspunkt.

Viggo Bækgaard