Beskyldninger om seksuelle krænkelser over 7 årig D førte ikke til ophævelse af fælles forældremyndighed, TFA 2014/269 ØLD

Beskyldninger om seksuelle krænkelser over 7 årig D førte ikke til ophævelse af fælles forældremyndighed, TFA 2014/269 ØLD

Baggrund:

Det virker som en næsten klassisk historie i sager, hvor der er mistanke om seksuelle krænkelser. D siger på et tidspunkt til mor noget, som ubetinget lyder som seksuelle krænkelser. M kontakter kommunen, der anmelder til politiet.

Politiet opgiver tiltale, da man ikke vurdere, at en tiltale vil føre til domfældelse. Igen det sædvanlige problem omkring retssikkerhed. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode.

Fs grundsyn er også klassisk. Der er ikke noget om snakken, og der skal derfor straks være normal forhold omkring drengen.

Ms reaktion nøjagtig lige så klassisk. Hun tror på sit barns fortælling og vil ikke samarbejde med F.

Byrettens begrundelse:

Det følger af forældreansvarslovens § 4, at retten skal træffe den afgørelse, som er bedst for S, og af forældreansvarslovens § 11, at retten kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at parterne ikke fremadrettet kan etablerere et samarbejde om S’ forhold til dennes bedste.

Sagen angår i særlig grad, om M har godtgjort, at F har begået seksuelle krænkelser over for S.

Retten konstaterer, at anklagemyndigheden den 2. april 2013 opgav sigtelsen, som var rejst herom mod F, idet anklagemyndigheden ikke forventede, at han vil blive fundet skyldig i at have forulempet S seksuelt.

På denne baggrund, efter bevisførelsen i øvrigt og idet de oplysninger, som M har fremlagt under sagen, ikke har et indhold eller en karakter, som kan føre til andet, er der ikke grundlag for under henvisning til seksuelle krænkelser at ophæve den fælles forældremyndighed.

Efter oplysningerne om det hidtidige forløb og rettens indtryk under hovedforhandlingen af parterne og de afgivne forklaringer er det rettens opfattelse, at det ikke vil være muligt for parterne fremadrettet at etablere et konstruktivt samarbejde om S’ forhold.

Retten lægger herved særligt vægt på, at der bortset fra retssagen og den verserende samværssag i Statsforvaltningen ikke været kontakt mellem parterne siden januar 2013, og at M gentagne gange i forløbet verbalt og ved sin adfærd har understreget, at hun ikke ønsker at have kontakt til eller samarbejde med F om S.

Der er herefter ikke grundlag for at opretholde den fælles forældremyndighed, som derfor ophæves.

Efter en samlet vurdering af parterne og deres indstilling til inddragelsen af den anden part i S’ opvækst, er det rettens opfattelse, at det er bedst stemmende med S’ tarv, at forældremyndigheden tillægges F.

Retten har i særlig grad lagt vægt på M’s indstilling til F og dennes ønske om kontakt, herunder uovervåget, til S, og hendes udtrykkelige krav om, at F, forinden hun vil medvirke til sådan kontakt, skal tilstå at have krænket S seksuelt.

Landsrettens begrundelse:

Spørgsmålet om, hvorvidt F har begået seksuelle overgreb mod S, henhører ikke under denne sag, men skulle i givet fald afgøres under en straffesag. Det er oplyst, at Statsadvokaten for København den 2. april 2013 tiltrådte en afgørelse fra Københavns Vestegns Politi om at opgive sigtelsen vedrørende anmeldelsen indgivet af – – – Kommune i januar 2013.

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten herefter fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at indhente yderligere udtalelser i sagen.

Dommerne Mogens Kroman og Janni Christoffersen udtaler herefter:

Parterne har efter samlivsophævelsen i 2006, hvor S var et år, og indtil januar 2013 praktiseret en deleordning, således at S har opholdt sig lige meget hos hver af parterne, og parterne har i øvrigt evnet at samarbejde om S’ forhold blandt andet i forbindelse med S’ skolestart og lægebehandling.

Henset hertil og til, at det af den børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at S er meget knyttet til begge sine forældre, hvilket bekræftes af parternes forklaringer for landsretten, findes en ophævelse af den fælles forældremyndighed – uanset begivenhedsforløbet i det seneste år – ikke at være til det bedste for barnet.

Vi stemmer derfor for at ændre byrettens dom, således at der fortsat skal være fælles forældremyndighed over S.

Dommer Ole Græsbøll Olesen udtaler:

S er i flere situationer fremkommet med udtalelser, der kan give mistanke om, at F har begået seksuelle overgreb mod ham, men anklagemyndigheden har opgivet påtalen mod F.

M er af den opfattelse, at overgrebene har fundet sted som beskrevet af S, og hun har på baggrund heraf udvist en stor modvilje mod at samarbejde med F og mod i hvert fald andet end overvågede samvær mellem ham og S.

Det er på den baggrund min vurdering, at M udtalte mistillid til F vil påvirke parternes fremtidige samarbejde, således at det vil gå ud over S, og at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til, at dette vil ændres. Jeg stemmer derfor for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Det fremgår blandt andet af erklæringen af 1. august 2013 fra psykolog B, at S fortsat vil have brug for hjælp til at bearbejde de oplevelser, han har haft i forbindelse med sagen omkring de overgreb fra F’s side, som han har fortalt om, og S deltager nu i nogle samtaler på X-gården.

Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at det vil være bedst for S nu at tillægge F forældremyndigheden over ham.

Derfor stemmer jeg, uanset M’s mistillid og modvilje mod samarbejde, for at tillægge hende forældremyndigheden over S.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

kommentar:

Det er en meget karakteristisk problemstilling i sager, hvor spørgsmålet om seksuelle krænkelser opstår.

Efter min opfattelse kan man egentlig ikke udlede noget af det forhold, at anklagemyndigheden opgiver påtale. Det er og bliver et fornuftigt retssikkerheds-synspunkt, at man ikke skal dømme nogen, hvis der er rimelig tvivl. Men det betyder omvendt ikke, at der objektivt kan være sket noget forkert mellem far og barn.

Sagen rejser nogle principielle problemstillinger:

  • Hvad skal konsekvensen være, såfremt F objektivt faktisk har krænket barnet? Skal det overhovedet føre til ophør af fælles forældremyndighed? Skal F fratages samværet?
  • Er det samværschikane, mor udøver, når hun vægrer sig ved at samarbejde med F? Og skal denne samværschikane så føre til at F skal have forældremyndigheden og dermed bopælen?

Byretten når til den konklusion, at der foreligger samværschikane uden at bruge ordet. Byretten er villig til at gå hele vejen og tildele F forældremyndigheden.

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær altid sagt i det spørgsmål, at nok skal den rimelige tvivl komme tiltalte til gode i en straffesag, men i forældreansvarsspørgsmålet (bopæl og forældremyndighed) skal enhver rimelig tvivl også komme barnet til gode. Da barnet må anses for den svageste, er byrettens konklusion efter vores opfattelse helt generelt forkert. Og det bliver da heller ikke resultatet.

Sagen er en af de få landsretssager, hvor der er dissens. Herved forstås, at to dommere stemmer for et resultat, mens den tredje stemmer for et andet.

To dommere i landsretten siger i virkeligheden, at forældrene har været i stand til at samarbejde om barnet lige indtil mistanken om seksuelle krænkelser opstod – og at det kan de nok komme til igen. De bestemmer derfor, at der skal være fortsat fælles forældremyndighed.

Den tredje dommer i landsretten går i den anden grøft i forhold til byretsdommeren og stemmer for, at fælles forældremyndighed ophæves, men at forældremyndigheden tillægges moderen. Han konstaterer egentlig bare, at M ikke vil samarbejde, og at der fortsat i forbindelse med mistanken er behov for hjælp til B. Mellem linjerne siger han vel, at der vil skulle noget hjælp til, som forældrene nok ikke ville være enige om nødvendigheden af.

Da jeg læste dommen, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt D efter dommen skulle bo hos mor eller far. Jeg har fra Ms advokat fået bekræftet, at D fortsat bor hos mor.

Det fremgår af sagen, at der fortsat blev arbejdet på at få etableret et samvær, som ikke nødvendigvis som krævet af mor skal være overvåget.

Sagen offentliggøres i TFA lige nøjagtig på det tidspunkt, hvor regeringens såkaldte skilsmissepakke om samværschikane er i høring.

I den sammenhæng er jeg personligt ikke så meget i tvivl om, at dommen er rigtig i den forstand, at det ville være lidt af en gambling at lade forældremyndigheden tilfalde F alene eller for den sags skyld at tildele ham bopælen.

Selve forældremyndigheden ser jeg nok i sådan en sag mere på i samme lys som den dissentierende landsdommer. Min begrundelse vil supplerende være, at det ved evaluering af forældreansvarsloven i 2012 stod klart, at fælles forældremyndighed i virkeligheden i nogle situationer kan være selvstændigt konfliktoptrappende. Så forældremyndighed alene til M ville nok give mere ro i den sammenhæng.

Sagen løser til gengæld ikke det, som i virkeligheden betyder noget for D. Hvordan får parterne genoptaget samværet på en måde, der er god for alle parter? Her er der for alvor en opgave for Statsforvaltningen efterfølgende.

Der er nemlig ikke noget i sagen, der entydigt indikerer, at der slet ikke skal være samvær.

Det er altså ikke helt enkle løsninger i forældreansvarssager.

Viggo Bækgaard

 

Skriv et svar