International kompetence i forældreansvarssag. Børnenes bopæl afgørende. TFA 2022/27 ØLD
Byrettens begrundelse:
Det lægges til grund, at B1 og B2 har boet hos deres mor i Sverige siden 2013, hvor M og F blev skilt. … Tingsrett afsagde i 2014 dom, hvor M fik tilkendt forældremyndigheden over B1 og B2. B1 og B2 ikke set deres far, F, fra 2013 til 2020, hvor M tog kontakt til F gennem dennes mor.
Efter forklaringerne fra F og M lægger retten endvidere til grund, at det var aftalt, at B1 og B2 skulle tage med F til Danmark i marts 2020. F har forklaret, at det var aftalt og efter M’s ønske, at drengene skulle have bopæl hos ham i Danmark. M har forklaret, at det alene var en kortere periode, drengene skulle være i Danmark.
Parterne er enige om, at B1 og B2 for nuværende har deres faste opholdssted og dermed bopæl hos F i Danmark, jf. retsplejelovens § 448g. M har imidlertid anført, at børnene tilbageholdes ulovligt i Danmark, jf. retsplejelovens § 448, stk. 3, hvorfor de danske myndigheder ikke er kompetente til at behandle sagen.
B1 har forklaret, at hans mor M, før han rejste til Danmark, fortalte ham, at han og B2 selv måtte bestemme, om de ville blive hos deres far i Danmark. Det var deres eget valg om de ville blive i Danmark og tage en uddannelse. B2 har forklaret, at hans mor har sagt i telefonen, at de skulle komme hjem, selvom hun tidligere havde sagt, at de selv måtte bestemme, hvor de ville bo.
Der er under denne sag, som er sambehandlet med BS-32177/2020 fremlagt flere aftaler, som er skrevet af M og påført hendes underskrift. Fælles for aftalerne er, at M giver tilladelse til at B1 og B2 tager med F til Danmark, samt at han skal tage ansvar for dem, i enten en begrænset eller tidsubegrænset periode. Aftalerne er skrevet af M, mens F var i Danmark med B1 og B2.
På denne baggrund, finder Familieretten, at betingelserne for, at B1 og B2 har lovlig bopæl i Danmark er opfyldt, og Familieretten tager herefter F’s påstand til følge.
byrettens resultat:
Familieretten ændrer herefter Familieretshusets afgørelse af 30. juli 2020, således at sagen hjemsendes til Familieretshuset med henblik på realitetsbehandling.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder ikke grundlag for at afvise sagen på grund af manglende retlig interesse.
Spørgsmålet for landsretten er herefter, om danske domstole er kompetente til at behandle en sag om forældremyndighed over to drenge på 10 og 11 år.
Som anført i familierettens dom har de to børn boet hos deres mor i Sverige siden 2013, hvor forældrene blev skilt. Moderen blev i 2014 ved … Tingsretts dom tilkendt forældremyndigheden. I perioden fra 2013 til 2020 så børnene ikke deres far.
Også efter oplysningerne for landsretten lægges det til grund, at det blev aftalt mellem forældrene, at børnene skulle besøge faderen i Danmark i marts 2020. Det lægges desuden til grund, at moderen efterfølgende har givet tilladelse til, at børnene skulle bo hos faderen i Danmark i en tidsbegrænset eller tidsubegrænset periode. Børnene går i skole i Danmark og har en sådan stærk tilknytning til Danmark, at de må anses at have bopæl her, hvorfor sag om forældremyndighed over dem som udgangspunkt vil kunne anlægges i Danmark efter retsplejelovens § 448 g, stk. 1, nr. 1.
Sag om forældremyndighed kan dog ikke anlægges i Danmark efter denne bestemmelse, hvis børnene ulovligt tilbageholdes i Danmark, medmindre blandt andet en anmodning om tilbagegivelse af børnene er blevet afslået, jf. § 448 g, stk. 3, nr. 2.
Domstolsprøvelse af kompetencespørgsmålet må som udgangspunkt skulle ske på grundlag af de oplysninger, der forelå på afgørelsestidspunktet. Da kompetencespørgsmålet vedrører en sag om forældremyndighed, hvor hensynet til barnets bedste indgår som et afgørende kriterie, kan der ikke helt bortses fra blandt andet, at Familieretten i Roskilde ved kendelse af 4. december 2020 har nægtet at fremme en sag om udlevering af børnene til Sverige. Denne kendelse er ikke blevet kæret.
Da børnene således må anses at have bopæl i Danmark efter retsplejelovens § 448 g, stk. 1, nr. 1, og da der efter omstændighederne ikke er grundlag for at antage, at børnene blev tilbageholdt ulovligt i Danmark, tiltræder landsretten, at sagen om forældremyndighed kan behandles i Danmark.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom