Inddragelse af barnet.
Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes efter, hvad der er “bedst for barnet”. Betænkningen, som kom i 2007 forud for forældreansvarsloven havde overskriften “Barnets perspektiv”. Begrebet indragelse af barnet henviser både til samtale med barnet, børnesagkyndig undersøgelse med mere og er måske det allervigtigste element i hele sagsgangen.
“Bedst for barnet” gælder helt overordnet i alle sager efter forældreansvarsloven, hvad enten sagen behandles i Familieretshuset eller i Familieretten.
Jeg siger det på den måde, at barnet skal være centrum i sit eget liv. Det er desværre en sætning, som jeg siger med udsøgt ironi i stemmen, fordi jeg nogen gange drager i tvivl, at det er sådan i virkeligheden.
Inddragelse af barnet fylder uendelig meget i hele forældreansvarslovskonceptet. I forældreansvarslovens forarbejder og i vejledning om samvær har man givet barnets indflydelse en drejning i retning af, at barnet nærmest “skal bestemme”. Det har efter vores opfattelse aldrig været meningen.
Barnet skal være barn på dets egne præmisser, og det skal tillægges så lidt ansvar som overhovedet muligt for beslutningen om, hvor det skal bo, og hvor meget det skal være hos de to forældre. Det er en voksenbeslutning, og hvis de voksne ikke kan enes, skal andre afgøre det ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Efter Børnekonventionens art. 12 skal et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter sikres retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Samværsvejledningen strammer fortolkningen af bestemmelserne, når det i bemærkes, at der i takt med barnets alder og modenhed skal lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter om omfanget af og placeringen af samværet. Den fortolkning er der ikke belæg for i loven, bemærkningerne eller børnekonventionen. Der er stor forskel på udtrykket ”passende” og ”afgørende”.
Børnerådets panelrapport ”Familieformer og skilsmisse” (bilag 2 til evalueringen) indeholder på side 35 (side 95 i bilaget) nogle skilsmissedilemmaer, som ret godt illustrerer forskellen på barnets eget syn og et mere objektivt kriterium, hvad der er bedst for barnet.
Det må anerkendes, at såvel børn som voksne vælger ud fra det kendte i kontrast til det ukendte og dermed usikre. Børns valg er dog formentlig mindre realistisk begrundet. Børns loyalitet er ligeledes et meget kendt fænomen. Undertiden møder man et barn, der er i alliance med den svageste af forældrene, og som villigt ofrer sig til støtte for denne ved at vælge at bo der, selv om det af den børnesagkyndige vurderes at være til skade for barnets udvikling. Forrige sætning er et direkte citat fra vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser.
Jeg kunne ønske et kvalificeret svar på, hvor vi står i relation til, hvor stor vægt, der lægges på barnets udsagn. Spørgsmålet ses ikke reelt besvaret i SFIs rapport ”Dom til fælles forældremyndighed fra juni 2011.
Det kræver en meget nøje, minutiøs gennemgang af retsafgørelserne at afklare, hvor stor vægt domstolene lægger på barnets egne udsagn. For samværsområdet er det næsten håbløst, fordi antallet af offentliggjorte samværsafgørelser er begrænset. TFA offentliggør kun undtagelsesvist samværsafgørelser, hvilket Ankestyrelsens familieretsafdeling dybest set må anses for ansvarlig for.
Det skal dog bemærkes, at der er kommet en del flere samværsafgørelser i TFA, efter at kompetencerne blev ændrede i forbindelse med oprettelse af Familieretshuset og Familieretten i 2019.
Jeg oplever, at det bliver loyalitetsproblematikken, der tager magten fra barnet. Ganske hyppigt fører det til, at barnet vælger at være ”lige meget hvert sted” for at stille begge forældre tilfreds. Børnene presses bevidst eller ubevidst af forældrene. Dette pres kan føre til ønske om begge yderligheder.
Læg i øvrigt mærke til nuanceforskellene. Som anført ovenfor siger samværsvejledningen, at der skal lægges “afgørende vægt” på barnets synspunkter. Børnekonventionen siger “passende”. Den danske lovtekst, som i al fald samværsvejledningen burde afspejle siger i § 5: “I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.
I Familieretshuset tager de selv ret små børn ind til samtale. 7 års børn er ikke et særsyn i dag, selv om den praktiske hovedregel dog nok er, at børnene først konsekvent kommer til samtale fra omkring 10-års alderen.
Børnesamtalen.
På Familieretshusets hjemmeside er der en officiel beskrivelse af børnesamtalen.
Samtalen gennemføres i dag altid af en børnesagkyndig, hvad enten det er i rettens regi eller i Familieretshuset. I retten deltager de fleste dommere stadigvæk også i samtalen, mens det er undtagelsen i Familieretshuset, at der også er en jurist til stede.
Jeg har selvfølgelig gennem årene fået adskillige beskrivelser af, hvordan samtalerne er foregået. Det hævdes i systemet, at man aldrig spørger barnet direkte om, hvor det vil bo, eller kun sporadisk om, hvor meget samvær barnet selv synes, der skal være. Det må jeg ærligt sige, at jeg ikke tror på.
Når jeg siger, at barnet skal være centrum i sit eget liv men ikke nødvendigvis skal bestemme, hvor det skal bo eller omfanget af samværet, er min forklaring, at børnene er loyale over for begge forældre og i vidt omfang tilsidesætter deres egne behov i bestræbelserne på at være milimeterretfærdige over for forældrene. Det er imidlertid ikke nødvendigvis det, som også er bedst for barnet i et objektiviseret perspektiv.
Det er ikke min opgave eller kompetence at forklare de psykologiske mekanismer detaljeret. Mange børn føler et ansvar for, at forældrenes parforhold mislykkedes. De kan mærke forældrenes ulykke og behov, som de så påtager sig at forsøge at efterkomme. Det fører med sig, at rigtig mange børn udtrykker et ønske for eksempel om en 7/7-ordning.
Jeg føler mig også ret sikker på, at mange børn refererer forskelligt over for forældrene og derfor ikke i virkeligheden fortæller, hvad de i virkeligheden har sagt – eller for den sags skyld, hvad de er blevet spurgt om.
Der udfærdiges normalt et referat af samtalen, som forældrene får lejlighed til at læse eller få refereret efterfølgende. De børnesagkyndige aftaler som regel med barnet, om dets udsagn må komme videre til forældrene.
At forældrene er helt bevidste om betydningen af samtalen og vigtigheden af at være sidste input, ser vi hele tiden. Begge forældre opfatter det som en katastrofe, hvis den anden er den, der afleverer barnet til samtalen. Det betyder meget, at samtalen finder sted, mens barnet ”er hos mig”, fordi ”den anden” manipulerer.
Børnesagkyndige og dommere affærdiger bekymringen som irrelevant. Det kan kun være ud fra den tankegang, at ellers har de slet ikke mulighed for at gennemføre samtalen.
Hverken parterne eller deres advokater har adgang til at overvære samtalerne, medmindre retten bestemmer andet. Der foreligger os bekendt ikke noget tilfælde, hvor retten har bestemt andet. Der er ikke noget principielt til hinder for, at barnet har en bisidder med til samtalen. Men det er bestemt ikke velset og søges næsten altid forhindret. Hvis der en sjælden gang deltager en bisidder for barnet, er det vigtigt, at pågældende er ægte neutral og accepteret af begge forældrene.
Børnesamtalen kommer især i de tilfælde, hvor barnet beder om, at der ikke refereres fra samtalen, til at fremstå som et led i en slags hemmelig retspleje, hvilket er teoretisk betænkeligt.
Der opstår mange myter om samtalerne.
At forældrene er helt bevidste om betydningen af samtalen og vigtigheden af at være sidste input, ser vi hele tiden. Begge forældre opfatter det som en katastrofe, hvis den anden er den, der afleverer barnet til samtalen. Det betyder meget, at samtalen finder sted, mens barnet ”er hos mig”, fordi ”den anden” manipulerer.
Det er vores opfattelse i Landsforeningen Børn og Samvær, at barnet i virkeligheden har brug for en ”ægte neutral”, som kan udpeges som ”barnets advokat” (bisidder) i disse sager. Det kan være en advokat, en psykolog eller anden med børnefaglig baggrund. Det vigtige er, at pågældende har indsigt både i barnets behov og i de mekanismer, der hersker på området, herunder retsikkerhedens fundament.
I virkeligheden er mytedannelsen måske det største problem.
Den gør, at selve retssikkerheden er i fare. Det er livsvigtigt for retssikkerheden, at den tabende part sidder tilbage med en forståelse af, hvorfor resultatet blev, som det blev. Begge parter bør kunne være trygge ved, at alting er foregået ”korrekt”.
Dommernes, sagsbehandlernes og de børnesagkyndiges principielle uafhængighed er ikke nok.
Børnesagkyndig undersøgelse.
Børnesagkyndige undersøgelser benyttes i de lidt mere komplicerede sager. Det kan være sager, hvor der er et højt konfliktniveau, der kan være skadeligt for barnet. Endvidere benyttes de i sager, hvor der er særlige problemer enten hos børnene eller de voksne.
Med 2012-ændringerne er der blevet mulighed for at lave egentlige forældreevneundersøgelser. De er mere sjældne og indgår mere almindeligt i den børnesagkyndige undersøgelse.
Det kan være en god ide at læse vejledning om børnesagkyndige undersøgelser inden man møder op til det første møde.
Du skal tænke på undersøgelsen på den måde, at den børnesagkyndige optræder som Familieretshusets eller rettens øjne og ører ude i hjemmet. Den børnesagkyndige bliver i overført betydning myndighedens flue på væggen i hjemmet.
Undersøgelsen foregår typisk på den måde, at der er et møde mellem den børnesagkyndige og hver af forældrene. Her får forældrene lejlighed til at beskrive deres situation og forklaring på børnenes forhold. Derefter har den børnesagkyndige typisk to hjemmebesøg hos hver af forældrene, hvor ideen er, at der skal være mulighed for at bedømme børnenes relationer til forældrene. I forbindelse med hjemmebesøgene har den børnesagkyndige normalt en samtale med børnene i enerum i begge hjem.
Der sluttes af med, at der udfærdiges en ofte meget lang rapport. Der skal ikke gives konklusioner for eksempel på bopæl eller omfanget af samværet. Det fremgår af vejledningen, at der skal gives anvisninger på, hvordan de forskellige scenarier må antages at påvirke børnene.
Jeg har hørt mange beskrivelser af de oplevelser, som forældrene har med sådan en undersøgelse.
Personligt går jeg helhjertet ind for børnesagkyndige undersøgelser som det trods alt bedste grundlag for at vurdere situationen nogenlunde objektivt. Børnesagkyndige er selvfølgelig forskellige som personer, hvilket nogen gange kan afspejles i deres rapporter.
Min erfaring er, at jeg oftest kan genkende min egen klient i en rapport i den forstand, at det billede jeg får beskrevet i rapporten ligger nogenlunde på linje med det indtryk, jeg har fået fra ofte ret indgående samtaler med den pågældende. Det gælder både de positive og negative sider, som bliver beskrevet.
Man skal ikke læse rapporten “som Fanden læser biblen”, som man nogen gange siger. Det er ikke sådan, at hvert ord er vejet eller skal vejes på en guldvægt. Det er og bliver et skøn, som kommer ud af det. Og det er ikke altid lige rart at få beskrevet de negative sider af en selv.
Inden for de rammer, der er i sådan en proces, vurderer jeg, at den børnesagkyndige undersøgelse er et rigtig godt vurderingsgrundlag.
De børnesagkyndige er alle gode til at tackle den meget atypiske situation, der opstår under mødet i hjemmet.
Børn er vant til, at når der kommer fremmede voksne i hjemmet, bliver de sendt op på værelset eller ud og leje, mens de voksne snakker. Her er situationen den, at man drikker kaffe sammen, og at de så forventes, at forælderen foretager sig et eller andet sammen med barnet, som den sagkyndige så kan bedømme. Det kan være at spille et spil eller at lege med barnet. Alle disse situationer kan være akavede.
Et eksempel, som står ret krystalklart for mig, var dette. En børnesagkyndig skulle besøge en far og dennes 3-4-årige søn. Far skulle så kravle rundt på gulvet og leje med biler sammen med drengen. De leger med et parkeringshus, hvor bilerne kan køre op på taget. Drengen tager så en bil og “flyver” den op på taget af parkeringshuset. Faren tænker, at han hellere må være lidt pædagogisk. Så han forklarer drengen, at en bil jo ikke kan flyve og viser ham, hvordan bilen kan køre op af ramperne til taget. I den børnesagkyndige rapport anføres så, at faren er “dominerende i legen” og ikke giver plads til barnets fantasi.
Der er masser eksempler fra mit advokatliv på, at besøgene har været akavede og ført til mærkelige kommentarer fra børnesagkyndige. Men til trøst må jeg altså sige, at jeg oplever langt de fleste rapporter som fornuftige og realistiske uden mærkværdige eller uforståelige konklusioner.
Det er blot vigtigt for forældrene at gøre sig lidt tanker på forhånd om, hvad det egentlig er, undersøgelsen går ud på.
Undersøgelsen slutter af med, at den børnesagkyndige gennemgår og forklarer rapporten for forældrene, inden den sendes til retten eller Statsforvaltningen. Du kan som udgangspunkt ikke få rapportens konklusioner ændret under mødet men har mulighed for at få præciseret noget, hvis der er noget, som er misforstået.
Barnets perspektiv generelt.
Inddragelse af barnet tager udgangspunkt i begrebet barnets perspektiv. Statsforvaltningen er meget optaget af at følge de forvaltningsretlige principper og tage barnets perspektiv, så man i al fald ikke formelt kan klandre dem for ikke at have fulgt reglerne.
Ofte er embedsmænd i virkeligheden mere optaget af ikke at få en formel næse end at løse sagen “rigtigt”. Denne sætning kan misforstås derhen, at jeg ikke mener, at en embedsmand er optaget af at gøre et rigtig godt stykke arbejde fagligt, eller at embedsmanden slet ikke har det rette fokus. Sådan er det ikke altid, men den grimme sætning hænger sammen med, at det til tider virkeligt kan opleves sådan. De virker somme tider, som om de er mere bekymret for Ombudsmanden og kritik derfra, end af, om barnet virkelig bliver slået hos den ene forælder.
Især for de små børn forfalder man ofte til at nøjes med en udtalelse fra institution eller lignende og på den måde opfylder de formelle krav til at undersøge barnets perspektiv.