Fortsat fælles forældremyndighed over nu 2-årig D, der under sagen var anbragt uden for hjemmet, men bopælen tillagt F, VLD 18. september 2014, utrykt

Fortsat fælles forældremyndighed over nu 2-årig D, der under sagen var anbragt uden for hjemmet, men bopælen tillagt F, VLD 18. september 2014, nu trykt i TFA 2014/40

Byrettens begrundelse: (byretsdommens dato var 29. oktober 2013).

Retten lægger efter parternes oplysning til grund, at parterne ophævede samlivet i januar 2013, og at B siden da har boet hos M og har haft samvær med F. D var i perioden fra 30. maj 2013 til 28. juni 2013 anbragt uden for hjemmet.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om parternes forhold, herunder parternes konfliktniveau og samarbejdsproblemer gennem længere tid, finder retten, at der er sådanne holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om Ds forhold til hans bedste, at den forældremyndighed skal ophæves.

Begge parter har vanskeligheder og begrænsninger, der har betydning for deres forældrerolle og deres evne til at varetage omsorgen for D. Retten lægger i den forbindelse vægt på, at X kommune i sin udtalelse af 6. juni 2013 har påpeget, at kommunen vurderer, at der foreligger aktuelt risiko for, at D kommer i yderligere fejludvikling, såfremt begge forældre er primære omsorgsperson.

Efter sagens oplysninger vurderer retten, at M i højere grad end F er realistisk omkring sine egne utilstrækkelige forældreevner, men at hun med relevant støtte fra kommunen evner at deltage i Ds forhold og trivsel.

På den anførte baggrund finder retten efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at det vil være bedst for D, at han fortsat har bopæl hos sin mor.

Som følge af det anførte tages Ms påstand til følge. (Eneforældremyndighed til M).

Landsrettens begrundelse:

Parterne har forklaret, at de har deltaget i et fælles møde, der forløb godt, og at de begge har accepteret et fælles terapiforløb om samarbejdet om D. Der er på denne baggrund og efter oplysningerne om parterne i øvrigt ikke holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om D til hans bedste.

Ms påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarsloven § 11.

D er anbragt uden for hjemmet, og Ankestyrelsens afgørelse herom er stadfæstet af byretten med genbehandlingsfrist på 1 år. Efter oplysningerne om Fs forældreevne i undersøgelsen af 30. juni 2014 og oplysningerne om hans tilknytning til D og de øvrige kommunale oplysninger om hans forhold, herunder at F har accepteret, at en hjemgivelse på grund af Ds særlige problemer skal ske gradvist og med støtte, finder landsretten, at det er bedst for D, at han får bopæl hos sin far, jf. forældreansvarsloven § 17, stk. 1.

Uddybning og kommentar:

Uddybning af oplysningerne i sagen:

Forældrene boede sammen på en ø forud for samlivsophævelsen i januar 2013. M flyttede ved samlivsophævelsen til en større provinsby.

Uenighederne mellem parterne synes primært at have drejet sig om samværet og udgifterne i forbindelse hermed. Det blev der ifølge forklaringerne indgået en aftale om under et fogedretsmøde om samværet.

D var anbragt uden for hjemmet fra 30. maj til 28. juni 2013. Han var således tilsyneladende hjemgivet til M, da byrettens dom forelå.

Det fremgår ikke af dommen, hvad der var baggrunden for anbringelsen uden for hjemmet.

Byretten synes alene at have haft parternes forklaringer som baggrund suppleret med 2 udtalelser fra X kommune dateret 26. juni og 22. august 2013.

Der var altså ikke en børnesagkyndig undersøgelse eller forældreevneundersøgelse i byretten.

Efter byretsdommen har kommunens socialforvaltning vurderet, at det var nødvendigt at anbringe D uden for hjemmet igen. Det opstod der en sag ud af. Børne- og ungeudvalget nægtede nemlig den 27. december 2013 at følge forvaltningens indstilling og nægtede således tvangsfjernelse. Den afgørelse indbragte kommunen så for Ankestyrelsen den 12. marts 2014. M indbragte den afgørelse for retten, der stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse den 25. august 2014.

Det forløb virker selvstændigt overraskende. Uden at have socialret og tvangsfjernelser som spidskompetence vurderer jeg dog, at det for det første ikke er sædvanligt, at børne- og ungeudvalget tilsidesætter en indstilling fra forvaltningen. Når det så sker, virker det meget overraskende, at forvaltningen vælger at indbringe afvisningen for Ankestyrelsen.

Kort og godt ligger der her en række mystiske omstændigheder, som man umuligt kan læse ud af en dom om forældremyndighed og bopæl.

Det virker som om kommunen ikke har været i dialog med F om forløbet før langt hen i foråret 2014, hvor man begynder at tale om en forældreevneundersøgelse af F. Det sker formentlig efter pres fra denne med henblik på at vurdere, om barnet skal anbringes hos ham i stedet for hos M.

Det fremgår af forklaringerne i landsretten, at F er gået i medierne med sagen angiveligt i frustration over, at kommunen ikke havde oplyst ham om, at D var blevet tvangsfjernet hverken første eller anden gang.

Kommentarer til sagen:

Mit grundlag for kommentarerne er alene byretsdommen uden partsforklaringer og landsretsdommen med partsforklaringer. Desuden har sagen været projekteret i medierne på Fs foranledning.

Statsforvaltningen har oprindeligt i april 2013 givet M eneforældremyndighed midlertidigt. Der er ikke i dommen skygge af indikation på, hvorfor det har været vurderet som nødvendigt at træffe afgørelse om midlertidig forældremyndighed. Der ligger heller ingen antydninger af begrundelsen herfor. Det fremgår alene, at byretten ikke har fundet anledning til at ændre afgørelsen om midlertidig forældremyndighed, hvilket blev stadfæstet af landsretten.

Jeg har derfor ingen mulighed for at vurdere Statsforvaltningens afgørelse.

Der foreligger ingen oplysninger i dommen, der indikerer, hvilken baggrund der har været for anbringelse af D uden for hjemmet.

Dog synes det at kunne udelukkes, at det har baggrund i konflikten mellem forældrene.

Som sagen foreligger oplyst synes hoveduenighederne at have drejet sig om transport. Sagen er derfor et eksempel på, at de nye regler, hvorefter Statsforvaltningen ikke kan træffe afgørelse om transport, er selvstændigt konfliktoptrappende. Se artikel herom

Ved landsretsafgørelsen forelå der en forældreevneundersøgelse af F foretaget i kommunal regi. Derimod synes der ikke at foreligge en børnesagkyndig undersøgelse eller forældreevneundersøgelse i rettens regi. Det fremgår heller ikke, om nogen af parterne har bedt om det eller om der har været konsensus om, at de kommunale oplysninger er tilstrækkelige.

Selve forløbet af anbringelserne indikerer for mig, at man i kommunen har ændret vurdering at parternes forældreevne. Jeg kender ikke de udtalelser, som byretten har lagt til grund. Men antydningerne i forløbet fører mig til konklusionen.

Sagen efterlader samlet mange spørgsmål, der ikke kan besvares ud fra dommen.

At dømme efter pressens udlægning, der er understøttet af en bestemt kompetent i sagen uvildig advokat, som har gennemgået bilagene for pressen, har der været grund til kritik af forløbet,

Mine retoriske spørgsmål er blandt andet.

  • ville meget være gået anderledes, hvis der var truffet afgørelse om transporten til og fra samvær?
  • bør kommunen ikke vurdere den anden forældre som alternativ, hvis det står klart, at et barn skal anbringes væk fra den aktuelle forældremyndighedsindehaver/bopælsforælder
  • kan vi være enøjet trygge ved en kommunal forældreevneundersøgelse som grundlag for en afgørelse om forældremyndighed og bopæl, når vi ved, at barnets bopælskommune alene skal vurdere, hvilke hjælpeforanstaltninger, der kan ydes over for bopælsforælderen
  • kunne og burde sagen være behandlet hurtigere? Start i Statsforvaltningen tidliget på året 2013 og sluttende med dom i landsretten september 14.

Viggo Bækgaard

5. december 2014

 

 

 

 

 

Skriv et svar