Fortsat bopæl hos hver en forælder for 2-årig og 3-årig, der hidtil har haft deleordning (atomkapløbsmodellen), TFA 2014/428 VLD

Fortsat bopæl hos hver en forælder for 2-årig og 3-årig, der hidtil har haft deleordning (atomkapløbsmodellen), TFA 2014/428 VLD

Byrettens begrundelse:

På baggrund af de udtalelser, der er indhentet fra dagpleje og børnehave, lægges det til grund, at B og A er glade og veltilpassede børn, der trives og udvikler sig aldersvarende, samt at samarbejdet med begge forældre har fungeret upåklageligt.

Børnene må antages at være knyttet til begge forældre. Der er enighed om, at børnene ikke skal skilles ad.

Under hensyn til, at børnene fungerer og trives med den nuværende ordning, finder retten ikke grund til at ændre i bopælsforholdene.

Som følge heraf skal bopælen for B fortsat være hos M, og bopælen for A skal fortsat være hos F.

Landsrettens begrundelse (dissens):

Flertallet – to dommere:

Vi er enige i byrettens resultat og begrundelsen herfor og stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom.

En dommer udtaler:

Parterne aftalte i forbindelse med samlivsophævelsen, at de hver skulle have bopælsretten over ét barn, og at der skulle være en 7/7-ordning, således at børnene var sammen hele tiden.

M anlagde sagen, bl.a. fordi børnene efter hendes opfattelse ikke trives med 7/7-ordningen, og hun har endvidere forklaret, at hun forudser problemer, når børnene skal i skole, idet parterne ikke bor i samme kommune.

M ønsker således ikke at opretholde den aftale, som parterne indgik ved samlivsophævelsen. Efter oplysningerne om parternes samarbejde finder jeg herefter, at den aftalte ordning skal ophæves, således at begge børn får samme bopæl, da børnene ikke bør skilles. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om parterne og børnene finder jeg, at det vil være bedst for børnene, at de får bopæl hos deres mor.

Jeg stemmer derfor for at tage M’s påstand til følge.

 

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og landsretten stadfæster derfor dommen.

kommentar:

Jeg ved ikke, om der er forsøgt at få tredjeinstandsbevilling til denne sag. (Altså om M har søgt om at få sagen for Højesteret).

Det er næsten umuligt at få en forældreansvarssag for Højesteret. Denne sag har alle ingredienser for det.

Forældrene gik fra hinanden og indgik den aftale, som jeg kalder atomkapløbsmodellen, da børnene var 1 og 2 år.

Ud fra alt, hvad vi ved om børns udvikling, er sådan en deleordning for så små børn nærmest vanvittig. Deleordning kræver i almindelighed for det første, at forældrene bor i samme nærområde og dermed kan have det, som jeg normalt kalder samme børnenetværk.

Derudover kræves, at forældrene er forbilledlige til at samarbejde.

Når man overhovedet indgår sådan en aftale om børn, der på det tidspunkt var 1 og 2 år, har der sagt i al almindelighed ikke været taget hensyn til børnene overhovedet. Aftalen må være indgået nærmest under trussel om ikke andet så med selve retssagen på det tidspunkt, hvor så meget fylder i forældres hoved under en skilsmisse.

Helt generelt erfaringsmæssigt oplever vi, at fædre ofte ”truer” sig igennem med krav om milimeterretfærdighed og dermed 7/7-deleordninger.

Børn på et og to år er efter al erfaring overhovedet ikke klar til deleordninger og generelt ikke klar til at være så lang tid væk fra den biologiske mor.

Jeg har selvfølgelig ingen konkret belæg for at vide, at det har været situationen i den konkrete sag. Man kan dog se, at parterne har lagt vægt på økonomien ved deres valg af ordning. Det er mere end almindelig normalt, at økonomien i den sammenhæng fylder rigtig meget.

M forklarer, at parterne i Statsforvaltningen har fået vejledning om deleordninger i nøje overensstemmelse med den gængse generelle rådgivning, som jeg nævner ovenfor.

Der synes ikke i sagen at være indhentet relevante oplysninger udefra.

Afgørelsen skriger til Himlen som værende forkert set ud fra et rent uforfalsket børneperspektiv.

Den illustrerer også, hvilken næsten uløselig og utålelig situation, atomkapløbsmodellen kan bringe børnene ind i. Det er nemlig næsten håbløst at få ændret en 7-7-deleordning, der måske ikke er god for børnene. Sagen illustrerer det til fulde.

Generelt gælder jo i dag, at der skal foreligge væsentligt forandrede forhold, hvis en aftale eller afgørelse om både bopæl og samvær skal kunne genbehandles.

Man kan sagtens i en opbrudssituation tænke, at det er ”retfærdigt”, hvis børnene kommer til at være en uge hvert sted. Det kan også være hensigtsmæssigt at afprøve en deleordning og udtrykkeligt aftale, at det er en forsøgsordning. Hvis det er tydeliggjort, vil man normalt også få en realitetsbehandling i Statsforvaltningen, hvis ordningen ikke fungerer – eller hvis en af parterne oplever, at den ikke fungerer.

Det kan da også være besnærende at tænke i økonomi. Med atomkapløbsmodellen får begge bopæl for et barn. Begge får børnefamilieydelse for et barn, og ingen af dem skal betale børnepenge. Tillokkende for mange må man indrømme. Men godt for børnene er det ikke altid.

Denne sag illustrerer til fulde problemet.

Det har den generelle formodning for sig, at en 7/7-ordning for så små børn er problematisk. Jeg tror ud fra generelle erfaringer på, at de reagerer på det. Det er næppe som ofte hævdet ”skiftene”, der er problemet. De er der jo altid. Det er forvirringen, utrygheden, der fylder og påvirker børn. Små børns tidsfornemmelse er ikke stor.

Med afgørelsen har landsretten umuliggjort en løsning, hvor børnene tages ud af 7/7-ordningen. Det er ud fra stort set alle parametre en uholdbar situation.

Domstolene skal afgøre bopæl og ikke samvær. Begrundelsen for det er, at vurderingen af samværet er meget kompleks og ikke egner sig til det lidt stive domsstolssystem. Dommerne ønskede den løsning, da loven blev evalueret i 2012.

Med denne løsning fastlåses situationen.

De to børn skal blive i en 7/7-ordning. Jeg har i al fald svært ved at forestille mig en statsforvaltning, som ændrer på deleordningen. I givet fald bliver løsningen jo så, at børnene ikke skal være sammen hele tiden.

Den eneste fornuftige i denne sag er den dissienterende landsdommer.

Jeg giver i denne kommentar udtryk for, at atomkapløbsmodellen ikke altid er god. Mit budskab er også, at den fastlåser en situation unødigt set fra et rent børneperspektiv.

Derimod forholder jeg mig ikke generelt til, om bopælen så skal være hos mor eller far. Lige her er alderen sådan, at jeg ikke er så meget i tvivl om, at biologien burde slå igennem, når alle andre parametre ellers måtte være lige.

Afslutningsvis erkender jeg, at man sagtens vil kunne finde eksempler på sager, hvor jeg selv har medvirket til gennemførelse af ”atomkapløbs-løsninger”. Som advokat er man jo advokat for parten og forfægter dennes synspunkter. Jeg håber bare, at jeg til stadighed kan se mig selv i spejlet, når jeg hævder, at det var min konkrete vurdering, at løsningen lige præcist i en given sag var OK for børnene.

Men lad ikke atomkapløbsmodellen tage over som en slags hovedregel.

Viggo Bækgaard

 

 

 

Skriv et svar