Fars kamp – dagbladet Information – Foreningen Far

Fars kamp – dagbladet Information – Foreningen Far

Der er i dag – torsdag den 25. august 2016 – en meget lang artikel i dagbladet Information om især Foreningen Fars ageren på “skilsmissemarkedet”.

Jeg tror næsten kun, at det er Landsforeningen Børn og Samvær, der ikke kommer til orde i den pågældende artikel. Jeg tænker, at vi er alt for neutrale og nuancerede i den sammenhæng, da hovedbudskabet handler om de mere rabiate grupperinger i skilsmisse og især børneprocessen.

Artiklen er som nævnt lang, men den er på alle planer særdeles læsværdig. Selv dens lix-tal er langt under normal Informations-niveau og således læselig for alle. Jeg ville elske at kunne lægge hele artiklen op eller, at Information gør den offentligt tilgængelig i en e-version på nettet.

Fokus er særligt på Foreningen Far og deres aggressive form.

Vi, der kender lidt til forholdene, ved godt, hvad det handler om. En journalist på Information er kommet i søgelyset og klagestrømmen fra foreningen, fordi hun ret kontant har sagt sin ærlige mening i privat regi om foreningen.

Min eneste trøst til den pågældende er, at det for mange af os er et ridderslag at blive genstand for klage fra netop den kant.

Men køb avisen, find artiklen og bliv klogere på den frygtelige verden, skilsmissebørn befinder sig i.

Viggo Bækgaard