fælles forældremyndighed over P på 6år ophævet og tillagt M, der var flyttet til Sydamerika med barnet.

fælles forældremyndighed over P på 6år ophævet og tillagt M, der var flyttet til Sydamerika med barnet.

Byrettens begrundelse

Indledningsvis lægges det til grund, at B før M’s udrejse den 21. marts 2017 havde bopæl her i landet, at udrejsen skete uden F’s viden og ønske, at der på faderens foranledning er indledt børnebortførelsessag i [sydamerikansk land] mod M, at Statsforvaltningen midlertidigt har tillagt F den fulde forældremyndighed over barnet på grund af moderens handling, at M er blevet gjort bekendt med denne afgørelse, og at de danske myndigheder har indledt politimæssig efterforskning mod M. Endvidere må det tillægges vægt, at sagen i Danmark blev indledt den 5. juni 2018 ved sagens indbringelse for Statsforvaltningen, og at M efter sine egne oplysninger indledte sag om ægteskab og forældremyndighed i [sydamerikansk land] den 6. juli 2017. Der er derfor hjemmel i retsplejelovens § 448 f sammenholdt med almindelige internationalt privatretlige regler til at behandle sagen ved herværende ret.

Parterne har i denne sag igangsat en normal sagsbehandling med partsforklaringer, hvorunder begge parter har nedlagt påstand om at få tillagt forældremyndigheden alene, ligesom den i [sydamerikansk land] verserende børnebortførelsessag fra F’s side er baseret på, at han findes at burde tilkendes forældremyndigheden. Modsat har M ønsket denne sag fremmet til afgørelse. Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at udsætte sagen. Da retten endvidere efter det i indledningen anførte er kompetent til at behandle sagen, er der heller ikke grundlag for at afvise sagen. Det skal særligt bemærkes, at retten har forstået F’s påstand således, at afvisningspåstanden ikke tages til følge.

Uanset at det efter indholdet af de foreliggende partsforklaringer kunne pege i retning af, at B har haft en tættere tilknytning til M end til F, og at tilknytningen næppe er blevet mindre efter det mere end et-årige ophold i [sydamerikansk land], må det modsat tillægges vægt, at M ved sin udrejse uden F’s samtykke foretog en ulovlig handling, og at hun heller ikke har udleveret barnet, efter at hun angiveligt i sommeren 2017 er blevet gjort bekendt med Statsforvaltningens afgørelse om midlertidig forældremyndighed til F. Ved sin handlemåde har hun reelt afskåret F og B fra at få en normal kontakt med hinanden.

M’s handlemåde må således anses som en børnebortførelse.

Under disse særlige omstændigheder, og uanset at der angiveligt er en tæt tilknytning mellem B og M, findes forældremyndighed over B at burde tillægges F. F’s mest subsidiære påstand om forældremyndighed tages herefter til følge som nedenfor bestemt, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse

Afgørelser om forældremyndighed skal i henhold til forældreansvarslovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Parterne har for landsretten oplyst, at de ikke ønsker fælles forældremyndighed over B.

B er født i … 2012 i [sydamerikansk land] af [sydamerikanske] forældre. Hun kom til Danmark i april 2015 sammen med sine forældre, idet hendes far havde fået en toårig ansættelseskontrakt her i landet. Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt de aftalte at slå sig permanent ned i Danmark, eller om de alene aftalte at bo her i to år.

Landsretten lægger til grund, at B er knyttet til begge sine forældre. Efter parternes forklaringer om, at F under deres samliv har været fuldtidsbeskæftiget, herunder med længevarende rejseaktivitet, og at M efter endt barselsorlov har været deltidsbeskæftiget i [sydamerikansk land] og herefter hjemmegående i Danmark, lægges det endvidere til grund, at M både før og efter flytningen til Danmark har været den primære omsorgsperson for B.

Det er ubestridt, at M i marts 2017 rejste til [sydamerikansk land] med B uden forudgående at have orienteret eller truffet aftale herom med F, og at hun og B siden har opholdt sig i [sydamerikansk land].

Efter parternes forklaringer lægges det til grund, at F siden marts 2017 har været i [sydamerikansk land] tre gange, herunder omkring én måned i sommeren 2018, hvor han dagligt var sammen med B, og at han har bevaret en tæt kontakt til hende, herunder via telefon og stemmebeskeder, hvilket M har medvirket til har kunnet lade sig gøre. Det lægges endvidere til grund, at B’s øvrige familie bor i [sydamerikansk land], herunder hendes farmor og farfar, som det er ubestridt, at hun ser ofte.

F har indledt sag i [sydamerikansk land] om tilbagegivelse af B efter Haagerkonventionen om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser, og det er oplyst, at sagen ikke er afsluttet.

På denne baggrund og uanset M’s udrejse og ophold i [sydamerikansk land] med B siden marts 2017 uden aftale herom med F finder landsretten efter en samlet vurdering, at det vil være bedst for B, at forældremyndigheden tillægges M, der efter oplysningerne om kontakten mellem B og F efter marts 2017 må anses for at have udvist vilje og evne til at sikre B’s kontakt til sin far. Det er herved også indgået, at det efter oplysningerne om parternes forhold må lægges til grund, at B i praksis hermed vil have bedre mulighed for at opretholde den fysiske kontakt med begge forældre.

Landsretten ændrer derfor byrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over B ophæves og tillægges M alene.

Kommentar:

Man kan måske sige, at sagen er et eksempel på, at det somme tider er lettere at få tilgivelse end tilladelse. 

Sammenholdes afgørelsen med 2 andre afgørelser i samme nummer af TFA, hvor en forælder ønskede at flytte til Australien og Dubai, kunne man måske fundere over, hvad resultatet ville være blevet, hvis M var blevet i Danmark og taget kampen her om flytningen. 

Viggo Bækgaard