Fælles forældremyndighed over 10 årig D med ADHD, TFA 2010/57 ØLD

Fælles forældremyndighed over 10 årig D med ADHD, TFA 2010/57 ØLD

Parterne er enige om, at de for fremtiden skal have fælles forældremyndighed over B, født – – – juni 2001, samt at dette barn skal forblive boende hos sagsøgte. Retten lægger parternes aftale om fælles forældremyndighed og bopæl angående barnet B til grund, og der afsiges dom i overensstemmelse hermed.

Parternes fællesbarn A, der er født – – – juni 1999, og således er knap 10 år, må antages under sin opvækst at have haft sagsøgte som sin primære omsorgsperson. Han har således også været bosiddende hos sagsøgte i en årrække, mens han har haft regelmæssigt samvær med sagsøgeren. Sagsøgte fik ved dom af – – – maj 2004 tillagt forældremyndigheden alene. A har efter det foreliggende diagnosen ADHD og er via speciallæge sat i medicinsk behandling herfor. Sagsøgeren har ikke fuldt og helt bakket op om denne behandling eller behandlingsforløbet i det hele taget. Derudover fremgår det af blandt andet udtalelse fra – – -skolen, at parterne fremstår som dybt uenige. A har brug for en fast og struktureret tilværelse, hvor han ikke må udsættes for risiko for at blive præget af forældrenes eventuelle uoverensstemmelser. Sagsøgte har søgt en afklaring af A’s forhold og har fået kompetent bistand samt har efterlevet de angivne anvisninger. Retten finder under de anførte omstændigheder, at det vil være bedst for A, at forældremyndigheden forbliver hos sagsøgte, og at han følgelig også har bopæl hos hende, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4. Sagsøgte frifindes således for sagsøgerens påstand angående barnet A.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten finder, at der skal etableres fælles forældremyndighed over A, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1. Der er lagt vægt på, at det efter bevisførelsen for landsretten ikke er sandsynliggjort, at parternes samarbejde, herunder om A’s sygdom, er så konfliktfyldt, at omstændighederne med fornøden vægt taler imod at etablere fælles forældremyndighed.
A har under sin opvækst som antaget af byretten haft moderen som primær omsorgsperson, og han har været bosiddende hos hende i en årrække. Herefter, og da moderen er meget opmærksom på A’s særlige behov, findes det bedst for A, at han fortsat har bopæl hos moderen, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 4.