Fælles forældremyndighed ophævet og tillagt M, der nægtede at udlevere til samvær, TFA 2014/75 ØLD

Fælles forældremyndighed ophævet og tillagt M, der nægtede at udlevere til samvær, TFA 2014/75 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har siden landsrettens dom i 2011 haft alvorlige samarbejdsproblemer, som nu er kulmineret i mors beskyldninger om seksuelt overgreb, og i at mor nægter far samvær med S. Mor har siden den 5. april 2013 holdt S hjemme fra børnehaven. Retten finder, at mors modvilje mod at samarbejde med far og mors håndtering af forældrenes konflikt påvirker S i en sådan grad, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed.

Det er ikke antageliggjort, at far har udsat S for noget seksuelt overgreb. Retten finder, at den fremlagte psykologerklæring fra psykolog P2 fremstår mangelfuldt oplyst og uvederhæftig. Mor har obstrueret samværet mellem far og S, og retten må efter hendes forklaring lægge til grund, at hun fortsat vil modvirke samvær. Mor har heller ikke loyalt deltaget i sagens oplysning ved retten.

Retten lægger til grund, at S har boet hos sin mor, siden han blev født, og at hun stadig er hans primære omsorgsperson. Retten finder derfor ikke, at mors uvilje mod at samarbejde med far kan føre til, at S skal bo hos sin far, eller at far skal tillægges forældremyndigheden alene. Under hensyn til S’ stærke tilknytning til sin mor vil det efter rettens opfattelse være bedst for ham, at forældremyndigheden fremover tillægges mor alene, uagtet hvilke konsekvenser dette kan have for hans fremtidige forbindelse til sin far.

Af disse grunde tillægges M alene forældremyndigheden over S.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen på færdiggørelse af den af statsforvaltningen iværksætte børnesagkyndige undersøgelse eller på foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med ankesagen.

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at det i forvejen høje konfliktniveau mellem parterne siden 2011 er forøget på en sådan måde, at det må anses for udelukket, at parterne fremadrettet vil kunne samarbejde til bedste for S. Det tiltrædes på den baggrund, at det vil være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves.

Af de grunde, byretten har anført, og idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten endvidere, at det vil være bedst for S, at forældremyndigheden tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.

kommentar:

Gad vide, om det er en reel samværschikanesag. Den synes at ligne “Horsens-sagen” men med modsat resultat.

Viggo Bækgaard