Er der ikke noget galt i de danske retssale? Refleksioner om magtudøvelse i det danske demokrati.

Er der ikke noget galt i de danske retssale?

Refleksioner om magtudøvelse i det danske demokrati.

af Viggo Bækgaard, advokat (H) – formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær.

Rigtig ofte oplever vi, at ”folket” reagerer på domstolsafgørelser, eller at ”folket” reagerer på offentlige myndigheders og ansattes adfærd.

Denne artikel læner sig på mange måder op ad, hvad jeg gennem årene har skrevet for eksempel som kommentarer til retsafgørelser – og af myndighedernes adfærd – på forældreansvarsområdet, som er det, der professionelt i dagligdagen optager mig mest.

”Man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker” (Holberg: Jeppe på Bjerget).

Jeg skrev artiklen i juli måned 2020. Derefter har den ligget og slumret på min komputer. Den dukker op i min bevidsthed igen i forbindelse med en temmelig lang debattråd på Landsforeningen Børn og Samværs facebookside i forlængelse af en helt ny højesteretsdom fra september 2020.

Generelle eksempler og problemstillinger.

På facebook lukkes der ofte ganske meget vås ud. Men heldigvis ikke altid. Denne artikel er grundlæggende inspireret af et indlæg med ganske mange svar i tråden. Indlægget handlede om 2 helt friske afgørelser på det strafferetlige område (juli 2020).

Britta Nielsens børn fik i byretten en fængselsstraf, fordi de burde have indset, at de store midler fra moren i virkeligheden kom fra kriminalitet. I en anden dom fra landsretten blev en mandlig lærer frifundet for voldtægt men dømt for sexuel samkvem med en mindreårig, som han var lærer for.

I indlægget går pågældende vældig langt ind i det strengt juridiske begreb ”forsæt”, herunder begrebet ”sandsynlighedsforsæt”. Konkret om børnene virkelig burde have indset, at beløbene kom fra kriminalitet. I lærer-sagen handler det nok mere om selve voldtægtsbegrebet og den i disse år meget omtalte me-too problemstilling.

Andre eksempler på mærkværdigheder i det offentlige kunne være behandlingen af ældre og demente på plejehjemmene. Her fik TV2 fogedforbud mod at vise en optagelse med skjult kamera. Den er så sluppet ud ad anden vej, og fogedforbuddet er i øvrigt ophævet, inden denne artikel ”går i trykken” på nettet.

FOA protesterer højlydt, fordi den viser deres medlemmers adfærd. De skal åbenbart beskyttes. For de bliver selv udsat for dårlig behandling både af arbejdsgiveren (kommunerne) og ikke mindst af de demente selv. Jeg hører det sådan, at FOA synes, at de skal have ret til at ”slå igen”.

For nylig har jeg været inde i en debat og personlig refleksion over et begreb, som ligner demenseksemplet. I Familieretshuset og i Familieretten oplever man næsten hver eneste gang et element af politisk korrekthed, hvor man – forhåbentlig ubevist – tilsidesætter ethvert hensyn til de børn, hvis bedste man efter loven skal sikre i enhver afgørelse.

Korrektheden udmøntes dels gennem massiv manipulation og pres over for forældrene, som er uenige om forældremyndighed, bopæl og samvær. Det bestrides selvfølgelig af myndighederne selv. Den moderne teknologi gør det faktisk muligt at liste en diktafon (optager) ind til et møde, så man bagefter kan høre, hvordan man misbruger sin magt.

Når myndigheden – herunder dommerne – refererer forklaringerne, tager man kun det med, som lige passer ind i det resultat, man ønsker at nå frem til.

Men det kan man kun bevise, hvis man altså kan bevise det! Det kan man kun med lydoptagelsen, og hvordan tackles det så af myndigheden?

Men der er også inkonsekvens i selve lovgivningen og især i håndteringen af den på det familieretlige område. I overskriftsform handler det om, at man efter loven skal træffe afgørelse efter, hvad der er bedst for barnet. I en generel kontekst betyder det for mange, at det er vigtigt for et barn at have kontakt med begge forældre.

Halleluja og AMEN!

I disse år taler man rigtig meget om forskellige former for overgreb. Det fylder rigtig, rigtig meget.

MeTo for eksempel. Vold, herunder partnervold. Psykisk vold har vi i 2019 fået en straffelovsbestemmelse om. (straffelovens § 243). På det allerseneste (medio juli 2020) bliver selve den psykiske voldsbestemmelse gennemhaglet i flere artikler i Morgenavisen JyllandsPosten.

Og sandelig om ikke også vi har fået en bestemmelse ind i forældreansvarslovens § 4a, der groft sagt siger, at en forælder, der er idømt en ubetinget fængselsstraf for særlige og bestemte straffelovsovertrædelser, ikke skal have forældremyndighed, bopæl eller samvær med sit barn. Bestemmelsen gælder kun ”grov vold” og mærkeligt nok ikke her psykisk vold.

Min delpointe er, at tingene ikke harmonerer rigtig i den virkelige verden. Der træffes alt for mange afgørelser i sager, der aldrig er undersøgt til bunds.

Spørgsmålet er så, hvorfor det er sådan. Fra Holbergs Jeppe på Bjerget denne klassiske replik: ”Man siger nok, at Jeppe drikker – men ikke hvorfor Jeppe drikker”.

Hvad er det, som er galt i vores samfund?

Jeg oplever en tendens, der efter min opfattelse har rod i noget, som jeg opfatter som ”Dansk Folkeparti-tankegangen”. Enkeltsagspolitik, hvor ingen enkeltsag er for lille til at blive behandlet politisk. Men det er ikke et rent dansk fænomen. Groft sagt er det jo også det, som den store ånd i USA, hr. Trump, er besat af. Strider noget imod vores retssamfund, er det retssamfundet, det er galt med.

Et eksempel mere kunne være vores syn på videoovervågning i det offentlige rum. Eller masseindsamling af DNA-spor til senere brug. Tankegangen synes at være, at man med rette kan bebrejde enhver, som måtte have noget at brokke sig over i den sammenhæng, at vedkommende nok har et eller andet at skjule.

Vi skal måske alle se at få genlæst George Orwels roman 1984 (skrevet i 1948 lige efter Hitler-tiden og i startfasen af den kolde krig). Den handler basalt om skrækken for et overvågningssamfund, hvor Fanden bestod af Hitler og Stalin på hver sin måde.

For nylig har en forsker på Aalborg Universitet været igennem vridemaskinen for at samarbejde med et kinesisk firma, der er ekspert i netop overvågning af den kinesiske befolkning.

Demokratiet kom da også på prøve med coronaen.

Mette Frederiksen tilsidesatte helt åbenlyst alle demokratiske spilleregler og vil stadigvæk ikke fortælle, hvilke myndigheder, der havde rådet hende til at gøre det, som hun gjorde: nedlukke landet. Jeg siger ikke, at det i sig selv var forkert men blot, at det da er problematisk, hvis de demokratiske principper tilsidesættes. Eller rettere: hvad skal der til, for at det er i orden, og hvad er følgen, hvis demokratiet skrider?

Nu vil du måske tænke, at statsministeren gjorde det eneste rigtige, og at hun i øvrigt fik opbakning fra hele folketinget. Nuvel, men havde de andre politikere et reelt grundlag at træffe meget hastige beslutninger ud fra?

Til sidst: politik er i dag næsten kun økonomi og enkeltsager. Eller viser corona i virkeligheden også, at økonomi bliver uvigtigt, når følelserne tager over?

Magtens tredeling:

Jeg kan næsten ikke sige noget uden at fremhæve det helt fundamentale i magtens tredeling som en trebenet taburet, der vælter, hvis det ene ben ikke er der.

Vores demokrati bygger på den lovgivende, udøvende og dømmende magt som fundamentalt er uafhængige af hinanden. Den lovgivende og udøvende magt udspringer principielt i dag af det folkelige demokrati.

Lovgivningsmagten er ”jo” Folketinget, der vælges ved direkte og superdemokratiske valg. Det står ikke til diskussion. Vores demokrati bygger så på det faktum, at de fleste er de fleste og derfor de bedste (frit oversat fra Niels Hausgaard i sangen ”Hvem bestemmer”). I Danmark er vi så alligevel så tilpas heldige, at vi oftest har mindretals-styre, der betyder, at regeringen ikke kan tromle alting igennem med egne stemmer.

Den udøvende magt er efter grundloven ”kongen” men reelt regeringen. Regeringen har en meget betydelig reel magt. Hvordan man end vender og drejer det, udspringer regeringen altså også af folket i den forstand, at regeringen ikke må have et flertal i Folketinget mod sig.

Regeringen administrerer i praksis ned i næsten alle detaljer den lovgivning, der er kommet fra Folketinget både under den pågældende regering og tidligere. Ministrene styrer på deres område styrelser og statslige forvaltninger. På mit område styrer socialministeren i praksis således Familieretshuset.

Domstolene da?

Dommerne udpeges formelt af Kongen (dronningen) efter indstilling fra Justitsministeriet. Proceduren omkring udnævnelse af dommerne indebærer, at domstolene selv har en ganske betydelig indflydelse på, hvem der udpeges.

Efter min opfattelse er der ikke grundlag for så meget som en antydning af, at dommerne i Danmark er politisk udpegede. De udpeges på grundlag først og fremmest af deres faglige kvalifikationer og karriereforløb, som typisk har været inden for domstolene selv, om end der gennem de senere årtier er sket udpegning af ganske mange især højesteretsdommere både fra advokatstanden og af juridiske eksperter hentet på universiteterne. By- og landsdommere er for de flestes vedkommende opvokset i domstolssystemet.

Men dommerne er mennesker og ikke  maskiner. Lidt karikeret kan man måske sige, at de fleste kommer fra ”Politiken-segmentet”. Altså avisen Politiken. Teoretiske, nuancerede og en smule bedrevidende. De er alle akademikere (jurister). Sådan bliver man let, hvis hele ens liv har været båret af teori. Mange af dem endda ligesom mange politikere uden at have været ude i ”det virkelige liv”.

Når du læser denne tilsyneladende negative karakteristik, skal du huske, at jeg selv (forfatteren til denne artikel) på en måde hører til samme segment. Jeg har aldrig prøvet andet end at gå i skole, i gymnasiet, på universitetet og derefter være advokat. Denne artikel som så meget andet fra min hånd har også lidt karakter af at være frygtelig nuanceret og bedrevidende.

En dansk dommer både i byretterne og landsretterne har i praksis alle typer sager. Selv om vi formelt nu har noget, vi kalder ”Familieretten”, sidder de dommere godt nok med en del familieretlige sager, men de har også straffesager og civile sager.

Personligt kan jeg godt undre mig over, at dommerne halvdelen af tiden er sat til at vurdere kriminelle, som sjældent siger et sandt ord. Det klarer dommerne vældig godt, har jeg indtryk af. De vurderer og gennemskuer. Hvis man dykker ned i ”lærersagen” fra landsretten og læser dommernes voteringsprotokol, vil man få et godt indtryk af, hvordan dommerne vurderer troværdigheden af det, de hører i retssalen. Voteringsprotokollen har været offentliggjort i forbindelse med den massive omtale af sagen.

Det forunderlige er, at dommerne samtidig den anden halvdel af tiden, formaner parter og vidner om sandhedspligten og ret tydeligt nærmest tror på alt det, der bliver sagt. Eller mere rigtigt sagt tror de næsten altid på ”det bedste i mennesket.” Det begreb har jeg gennem årene yndet at kalde ”dommernaivitet”.

Hvis en forælder for eksempel siger, at vedkommende gerne vil samarbejde med den anden, æder dommerne det ofte råt for usødet. Passer det så altid? Nej vel!

Er der en fjerde eller endda femte ”statsmagt”?

Pressen.

Den såkaldt fjerde statsmagt vil jeg forbigå om ikke i tavshed – så næsten. Alle ved jo godt, hvor stor pressens ”magt” er i vores samfund.  Se f. eks. min artikel tilbage fra 2014 om ”pressen som sidste appelmulighed.” Artiklen berører på mange måder de samme temaer som nærværende artikel.

De børnesagkyndige i forældreansvarssagerne.

Her har vi for alvor fat i et kæmpestort problem. I lovgivningen omkring børn er det centralt, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”.

Det er også vigtigt, at forældrene forstår, at det er vigtigt for barnet, at de er i stand til at samarbejde om barnet. De skal lære at samarbejde. Vi er mange, som siger, at forældrene skal gå fra at være kærester til kolleger. En metafor, som er let forståelig men bestemt også svær at leve efter.

De senere år har man ofret stigende ressourcer på at inddrage såkaldt børnesagkyndige i processen. Det gælder både i Familieretshuset og i Familieretten.

I Familieretshuset er de børnesagkyndige en sand sammenblanding af faglige kompetencer. Det er psykologer og for manges vedkommende socialrådgivere med lidt børnesagkyndig efteruddannelse. I Familieretten er det dog primært faguddannede psykologer.

Alle disse børnesagkyndige har fået en reel magt, som virkelig må bekymre i et retssamfund.

Psykologi er ikke en eksakt videnskab. Det er derfor overordentlig vanskeligt og reelt umuligt at efterprøve den psykologiske vurdering. I de fleste andre sammenhænge, kan man klage over en fagpersons arbejde. På de fleste områder er der et nævn, som kan træffe afgørelse, der ligeledes oftest kan indbringes for domstolene.

For advokater er det Advokatnævnet, som træffer afgørelse. Der kan idømmes bøder, og bestallingen kan i grove tilfælde fratages advokaten. Advokatnævnets afgørelser er offentligt tilgængelige, hvis der idømmes bøde af en vis størrelse, og klageren får altid kendskab til afgørelsen.

Sådan er det ikke for psykolognævnet. Psykolognævnet er ikke et egentligt klagenævn. Klager man over psykologen, får man aldrig afgørelsen. Jeg har for nylig hørt en ganske skræmmende podcast på DR, der kan findes under navnet ”Det perfekte offer”. Hvis du har mod til det, bør du bestemt høre de to pod-cast-serier.

Disse psykologer er nu budt helt ind i retssalen. Formålet er, at de skal ”hjælpe dommeren” med at ”tvangsforlige” så mange sager som overhovedet muligt. Ja den sætning står selvfølgelig helt og aldeles for egen regning.

Det formelle formål er, at de under sagsbehandlingen i Familieretshuset skal hjælpe og guide  forældrene og bestemt gerne med det resultat, at der kan indgås forlig om såvel forældremyndighed, bopæl og samvær.

Filosofien er, at det er meget bedre at kunne fortælle barnet, at ”far og mor har aftalt….” I rigtig mange situationer er det bestemt også rigtigt. Men modellen får i praksis mange til at indgå aftaler, som de reelt ikke selv kan stå inde for – og som ikke nødvendigvis er god for barnet.

I Familieretten har de børnesagkyndiges tilstedeværelse næsten samme formelle formål.

Familieretten er ”helt vild” med en såkaldt model A som første møde. Det er et ”retsmøde” totalt styret af den børnesagkyndige. Den børnesagkyndige forudsættes at have læst sagen på forhånd, og det er den børnesagkyndige, som holder en lille hyggelig samtale med parterne. Dommeren lytter sødt og smilende til. Advokaterne skules der til, hvis de tillader sig at deltage i snakken – og særligt da, hvis ikke de logrer med halen for den børnesagkyndige og dommeren.

Mange psykologer – og dommerne belært af psykologerne og den politiske korrekthed –  har den tilgang, at ”nu skal vi se fremad”.

Men man kan helt generelt ikke forstå den ukendte fremtid uden at kende fortiden.

I mange sager fungerer det sådan set udmærket. Men det er og bliver advokaterne, der gennem forudgående samtale med sin klient, reelt ved, hvor skoen trykker. Og det er altafgørende i de tunge sager, at den trykkede sko ses og forstås.

Det er også den børnesagkyndige, der sammen med dommeren, der gennemfører den ofte nødvendige børnesamtale.

I de lidt tungere sager vil der skulle gennemføres en såkaldt børnesagkyndig undersøgelse. Også den gennemføres af den børnesagkyndige psykolog. Nogen gange gennemføres den undersøgelse i Familieretshusets regi, før sagen oversendes til Familieretten.

Men ofte gennemføres først en børnesagkyndig undersøgelse i rettens regi. I så fald er det typisk den samme børnesagkyndige, som har overværet det indledende retsmøde.

Kort og godt er det en ganske alvorlig og tung faktisk ”magt”, der er placeret hos disse børnesagkyndige i det ”børneretlige” system.

Ingen ved reelt, hvordan man har fundet frem til de børnesagkyndige, som bruges i retterne. De er i al fald ikke udpeget efter noget, der bare ligner et gennemskueligt system.

I min verden er de på mange måder en slags femte statsmagt. Dommerne logrer med halen, nikker sødt og følger så vidt ses oftest disse sødt smilende magtmennesker.

Det skal selvfølgelig understreges, at det formelt er dommeren, der afsiger dommen. Dommerne vil helt sikkert hævde, at de tænker selv.

Kan den psykiske vold gennemskues af en børnesagkyndig?

Det er ret vigtigt for mig at slå fast, at kritikken af systemet bestemt ikke er et udtryk for, at alle børnesagkyndige i alle sager er ”håbløse”. Slet ikke.

En af de børnesagkyndiges opgaver er i praksis at være dommerens øjne og ører ude i de små hjem i forbindelse med en børnesagkyndig undersøgelse.

Personligt går jeg helhjertet ind for børnesagkyndige undersøgelser som det trods alt bedste grundlag for at vurdere situationen nogenlunde objektivt. Børnesagkyndige er selvfølgelig forskellige som personer, hvilket nogen gange kan afspejles i deres rapporter.

Min erfaring er, at jeg oftest kan genkende min egen klient i en rapport i den forstand, at det billede jeg får beskrevet i rapporten ligger nogenlunde på linje med det indtryk, jeg har fået fra ofte ret indgående samtaler med den pågældende. Det gælder både de positive og negative sider, som bliver beskrevet. (Se min artikel om ”inddragelse af barnet” fra 2014.

Men i sager, hvor man kan tale om psykisk vold, psykopati eller det nye buzz-word ”forældrefremmedgørelse” er det min opfattelse, at en børnesagkyndig psykolog ikke altid er tilstrækkelig. Der er ofte brug for en klinisk psykolog eller psykiater, der har uddannelsen til at diagnostisere (gennemskue) parterne.  Se min artikel ”kan psykologer diagnosticere?”

En sådan undersøgelse er det i praksis svært at komme igennem med.

Afslutning: Er der så noget galt i Danmark?

Min egen konklusion er, at der bestemt er noget galt i Danmark.

Vi skal som borgere være overordentlig forsigtig med at vurdere sager alene på baggrund af presseomtale og slet ikke på baggrund af indhold på de sociale medier. Næsten alt er langt mere nuanceret, end det fremstilles offentligt.

Politikerne skal bestemt ikke lovgive ud fra enkeltsager – alene.

Domstolene bør nok i videre udstrækning udnytte strafferammerne og de hints, som ligger fra politikerne og lovenes forarbejder generelt.

Det største problem er imidlertid på retsområdet som på så mange andre områder, at der laves lovgivning, uden at der følger relevante økonomiske ressourcer med.

Sager skal behandles hurtigt, hvilket svækker det grundlag, som de afgøres på baggrund af.

Den, der lever skjult, lever godt, siger man. Jeg oplever, at der kan være behov for dokumentation for dårlig sagsbehandling – eller som i eksemplet fra plejesektoren.

Vi må alle hjælpe hinanden med at holde fanen højt – og afdække det, der ikke fungerer.

Viggo Bækgaard

september 2020