Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P men ikke ophævelse af samvær, ØLD af 28. september 2011, nu trykt i TFA 2012/57 ØLK
Sagen var meget langvarig med mange overvågede samvær dekreteret af både statsforvaltning og byret. Desuden forelå en børnesagkyndig undersøgelse, som der på afgørelsestidspunktet var klaget over til psykolognævnet.
Forældrene havde været sammen siden 2000, og forældrene var gået fra hinanden i 2009, og sagen om P havde kørt lige siden.
F havde 2 døtre fra tidligere forhold, hvoraf den ene på afgørelsestidspunktet var 17 og den anden 19. Det var utvivlsomt under sagen, at der forelå indberetninger til det sociale system vedrørende Fs reaktioner over for de store, som da var i samvær. Endvidere var det oplyst under sagen, at den ældste steddatter i 2005 havde været til en længerevarende psykologbehandling henvist af egen læge. Henvisningsårsag var angivet som pårørende til alvorligt psykisk syge personer – ”krænket psykologisk af far”. Der forelå udtalelse fra den pågældende psykolog, der bekræftede forløbet.
Endelig forelå der to meget konkrete og direkte udtalelser fra den ældste steddatter, der i entydige vendinger udtrykte som sin opfattelse af F, at han ikke burde have samvær med P.
M havde gennem hele parforholdet set Fs adfærd i forbindelse med de store piger og havde ifølge egen forklaring hele tiden forsøgt på særbørnenes vegne at sige fra og gribe ind, når F gang på hang ifølge hende blev invaderende over for børnene.
Den børnesagkyndige forholdt sig ikke til Fs forhold til de større børn og den mulige konsekvens for samværet med P.
Den store pige ønskede at stå frem enten som regulært vidne eller gennem en samtale med dommerne på lige fod med de samtaler, retten holder med de direkte involverede børn i forældremyndigheds- og bopælssager.
M begærede denne bevisførelse og argumenterede blandt andet med, at retten gennem bevisumiddelbarheden ville få en unik mulighed for at vurdere datterens troværdighed i lyset af de foreliggende udtalelser.
Byretten afviste vidneførelsen, og landsretten stadfæstede ved kendelse under byretsbehandlingen. Landsretten afviste også i forbindelse med hovedforhandlingen i landsretten bevisførelsen.
Byrettens begrundelse:
Afgørelser efter forældreansvarsloven om forældremyndighed, bopæl og samvær m.v. skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
Navnlig efter indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse og under henvisning til oplysningerne om det meget høje konfliktniveau mellem forældrene, finder retten, at der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, og at det vil være bedst for P, at M, der hidtil har været Ps primære omsorgsperson, fremover alene skal have forældremyndigheden, jf. forældreansvarslovens § 11.
Det følger af forældreansvarslovens § 19, at et barns forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Begge forældre har ansvar for, at barnet har samvær.
Der foreligger ikke i sagen oplysninger om omstændigheder, der indebærer, at der ikke skal fastsættes samvær mellem F og P.
På denne baggrund bestemmer retten derfor, at der skal være 4 overvågede samvær mellem F og P, hvorefter spørgsmålet om yderligere samvær overgår til statsforvaltningen, jfr. forældreansvarslovens § 38, stk. 2, jfr. § 21, stk. 1.
Tidspunkterne for de overvågede samvær vil blive fastsat til retsbogen, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig herom. Samværene vil blive fastsat i overensstemmelse med retningslinjerne i det forlig, der fremgår af retsbogen af 9. juni 2010, således at det så vidt muligt afvikles lørdage i * Lokalcenter med et interval på 14 dage og har en varighed af 2 timer for hvert samvær.
…
Sagen blev anket af M med påstand om stadfæstelse for så vidt angår forældremyndigheden men således, at der ikke skulle fastsættes samvær.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten har ikke fundet grundlag for, at Fs særbarn x skal indkaldes for at afgive forklaring.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes forholdet mellem Ps forældre at være så konfliktfyldt, at der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Landsretten stadfæster derfor byrettens bestemmelse om, at M skal have fuld forældremyndighed over P alene.
Efter en samlet vurdering af det fremkomne, herunder parternes forklaringer og indholdet i den børnesagkyndige erklæring samt det øvrige skriftlige materiale, finder landsretten ikke, at der er grundlag for at tage Ms påstand om, at F ikke skal have samvær med P, til følge. I overensstemmelse med Fs påstand overlades det til statsforvaltningen at træffe nærmere bestemmelse om udøvelse af samværet.
kommentar:
I et retssystem må man tage domstolens afgørelser til efterretning.
En landsretsafgørelse som denne er endelig. Sagen indeholder så mange principielle spørgsmål, at man burde søge tredjeinstansbevilling for at få den prøvet i Højesteret. Økonomiske grunde gør, at det ikke bliver forsøgt.
Mine kommentarer kan selvfølgelig læses i det lys, at jeg selv førte den for M og derfor kan mistænkes for at være påvirket af hende og som partsrepræsentant ikke er i stand til at se objektivt på sagen og blot betragte rettens afgørelse med beundring for den store indsigt, retten besidder.
Enhver læser af denne hjemmeside vil vide, at vi i Landsforeningen Børn og Samvær er uendeligt optaget af, at der tages udgangspunkt i, hvad der er bedst for børnene. Læseren vil mange steder kunne se, at jeg i mine artikler gør mig til talsmand for, at ingen sag kan oplyses grundigt nok. Mange steder rejser jeg generel kritik af den måde, forældreansvarssager behandles.
Der opstår med mellemrum situationer, hvor jeg mener, at man kan drage i tvivl, om vi overhovedet har et retssamfund. Vi har det selvfølgelig i den forstand, at retten har en formel magt, som man ikke juridisk eller faktisk kan stå op imod. Det er suverænt retten, der bestemmer og vurderer.
Men der er så mange problemer, som man skøjter hen over.
Vi har lige oplevet en valgkamp. Tænk engang, hvor optaget politikerne i al fald i en valgkamp er af, at man behandler børnene ordentligt. Tænk også på, hvordan journalister i sag efter sag om børnemishandling jagter kommunalpolitikere og socialchefer med det evindelige spørgsmål: “kunne I ikke have forudset det?” Ja man funderer vel egentlig over, om man kan drage nogen til ansvar for svigt ved ikke at have forudset det, der senere er sket.
Jeg kommer til at tænke på flere af de artikler, jeg har skrevet herinde på Børn og Samværs hjemmeside. Genlæste for eksempel en artikel fra 2005 om det fænomen, at vi i vores samfund i nogen sammenhænge “anker til TV-avisen” og endda med succes. Dengang talte jeg om, at der er større opmærksomhed i samfundet på grisetransporter end på børn. (link til artiklen).
I en artikel, der egentlig handler om begrebet samværschikane har jeg bl. a. skrevet dette, der også er relevant for betragtningerne bag denne afgørelse:
“Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.
Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.”
Det er med andre ord ikke nyt for mig, at det kikser.
For mig at se var det åbenlyst, at den børnesagkyndige undersøgelse havde mangler. Landsretten refererer til erklæringen og til det øvrige skriftlige materiale, hvortil altså hører den 19 åriges skriftlige og meget, meget barske udsagn.
Det er retssikkerhedsmæssigt ufatteligt, at landsretten så åbenlyst tilsidesætter en 19 årig kvindes udsagn uden overhovedet at ville høre hende. Landsretten har erfaring i at bedømme vidneforklaringer men afstår fra at bringe den erfaring i brug.
Argumenterne er sagt i retten. Så landsrettens afgørelse er i al fald ikke truffet i blinde. Dommerne vidste, hvad de gjorde. Der er ikke tradition for at føre vidner i disse sager. Det er tankegangen. Vidner er bare “rose eller risevidner”. Det er med til at grave grøfter. Sådan tænker dommere.
Men samtidig siger de altså også til en 19-årig kvinde, der som 13-årig gik til psykologbehandling som følge af oplevelser under samvær, at det bare er ærgerligt for hende. Jeg tænker, at der skal så meget til at stå op mod en far, som hun selvfølgelig holder af på et eller andet plan. Hvilket F faktisk fremlagde nyere fødselsdagskort som dokumentation for, og hvilket også fremgik af erklæringerne.
Har det ikke bare et øjeblik strejfet landsdommerne, at man med sådan en afgørelse risikerer at blive moralsk ansvarlig for en lille piges fremtidige skæbne? Hvis nemlig P i fremtiden kommer i samme situation som storesøsteren, vil M og jeg kunne sige, at “systemet” var advaret.
Men systemet er ufejlbarligt, og ingen kan drages til ansvar. Sådan skal det selvfølgelig også være.
Vi, der arbejder dag ud og dag ind med forældreansvarssager, bliver blot så frustrerede over, at systemet dybest set er fuldstændig ligeglade med de konsekvenser, som det kan have, at man i den politiske korrektheds navn skal have samvær for enhver pris, også når oplysningerne i sagen er sådan, at man en dag åbenlyst i værste fald vil kunne “bevise”, at man var advaret – og kvalificeret advaret.
Til slut vil jeg i uddrag citere fra en mail, som jeg fik fra M nogle dage efter dommen. Hun skrev bl. a.
“Har nu tænkt over sagen og besluttet ikke at anke til højesteret. Dette begrundes først og fremmest med den uigennemtrængelighed, jeg har oplevet i stort set samtlige instanser men specielt retten under hele forløbet. Tænker, at systemet efter vedtagelse af den nye forældreansvarslov mener “at alle fædre nu er forældreegnede og har meget tilgode på forældrekontoen”. Det kunne denne sag være et tydeligt eksempel på. Det minder mig om en dårlig eksamensopgave, der har fået topkarakterer uden yderligere forklaring. Dermed må min indflydelse uanset indsats og argumentation være yderst minimal, præcis som jeg har oplevet. Jeg ville gerne have anket og prøvet højesteret specielt for at danne præcedens for fremtidige lignende sager og dermed hjælpe andre, efter “vi har banet vej”, men det ville kun kunne lade sig gøre, hvis jeg fik fri proces. Jeg kan ganske enkelt ikke afsætte flere penge til denne sag, der efterhånden ryger over 100.000 kr. Noget jeg valgte at betale med min arv, men alt har en ende, og jeg tænker desuden hvad andre ikke bemidlede personer skal gøre. Ja, kære Viggo, meget er begyndt, og forældremyndigheden er vundet. Tusind tak for det og for din store indsats. Det må være frustrerende for en ildsjæl som dig med et blødt hjerte for børnene ikke at kunne komme 100% igennem med dit budskab. At varetage barnets tarv!”
Viggo Bækgaard
F fik ikke samvær i statsforvaltningen, da han ikke ville deltage i overvågede samvær, se afgørelsen herom
Men sagen sluttede såmænd ikke der. Sagen blev genoptaget i 2012, og der er i januar 2013 truffet afgørelse, om at der ikke skal være samvær, se 2013-afgørelsen her.