D1 og D2 på 11 og 10 skal efter skilsmisse bo hos F, mens P på 6½ skal bo hos M, ØLD 10. juni 2016, utrykt

D1 og D2 på 11 og 10 skal efter skilsmisse bo hos F, mens P på 6½ skal bo hos M, ØLD 10. juni 2016, utrykt.

Sagen er mere interessant i forhold til sagsbehandlingen ved retten i Helsingør end for dommen som sådan. Herom i kommentaren.

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at alle tre børn er præget af forældrenes langvarige krise i deres samlivsforhold. Børnene har behov for særlig støtte fremover både fagligt og personligt i en sådan grad, at ingen af forældrene skønnes at kunne magte opgaven alene for alle tre børn.

Der er mellem forældrene enighed om, at D1 fremover skal have bopæl hos faren, og P skal have bopæl hos moren.

Det er den børnesagkyndiges vurdering, at uanset  D2 også er bundet til sin mor, er hans tilknytning til D1 og faren af en sådan styrke, at det vil være bedst for ham at få bopæl hos faren på nuværende tidspunkt.

Men det fremgår også af den børnesagkyndige undersøgelse, at der er bekymring for D2s udvikling, så det anbefales, at faren får støtte til sin farrolle både over for D1 og D1, eventuelt i form af et familieforløb i kommunalt regi. Faren har under sin partsforklaring oplyst, at han er opmærksom på D1 og D2s forskellige behov.

På den baggrund finder retten, at det vil være bedst for D2 at få bopæl hos faren.

Landsrettens begrundelse:

Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne underbygger, at byrettens resultat er til Ds bedste, stadfæster landsretten dommen.

kommentar:

Når du læser afgørelsen, skal du vide, at jeg repræsenterede M i sidste del af byretssagen og i landsretten.  Man bliver selvfølgelig generelt farvet af at se en sag fra den ene parts side. Jeg bestræber mig imidlertid i  denne kommentar på at lægge de betragtninger ind, som jeg finder fagligt relevante og som tager udgangspunkt i mine ”børn- og samværs-holdninger”. Det er særligt min frustration over “den nordsjællandske halleluja-model”, der kommer til udtryk.

Landsretssagen var karakteriseret ved, at retsformanden var umådelig træt, snakkende og selvhøjtidelig. Han var helt klart ikke indstillet på overhovedet at høre på kritik af det, der var foregået i byretten. Jeg tænker, at det er rigtig ærgerligt, at man ikke kan klage særskilt over landsdommeres adfærd. 

Det er ikke denne sag, der bringer mig tættere på benovelse over retssystemets håndtering af forældreansvarssager. For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg personligt som advokat har vundet eller tabt en sag. Det afgørende er, at borgerne føler sig hørt og behandlet anstændigt. Ofte siger jeg, at det vigtigste af alt er, at den tabende part er i stand til at forstå, hvorfor sagen tabes.

Jeg har gennem årene været ret kritisk over for den fremgangsmåde, som håndteres i de nordsjællandske retter. Dommeren i denne sag var den fremmeste bannerfører for og opfinder af den nordsjællandske model. Sagen giver derfor anledning til eksemplificeret kritik af modellen.

Problemstillingen temmelig objektivt beskrevet disse:

Forældrene havde i al fald de seneste år haft et vanskeligt ægteskab.

I Ms perspektiv har problemerne været, at F, der er selvstændig erhvervsdrivende, har prioriteret sit arbejde højere end familien. I modsætning til ganske mange andre familier med lige den problemstilling, har F dog utvivlsomt været delagtig i hente-bringe-situationer og deltaget aktivt i dialogen med skole/institution.

M har derudover oplevet sig udsat for psykisk vold og følt, at alt det usynlige og trivielle hang på hende. Hun har også oplevet, at F med succes har inddraget børnene og især den største af drengene manipulerende i konflikten.

I den afsluttende tilspidsede fase i ægteskabet føler mor sig nødsaget til at forlade det fælles hjem og tage på krisecenter. Hun bliver anvist et krisecenter langt væk hjemmefra.

Som antydet ovenfor hører til  faktum, at den ældste af børnene i forbindelse med opbruddet identificerede sig med F i en meget usædvanlig grad. M tog derfor kun D2 og P med på krisecenteret.

Der afholdes et sædvanligt indledende retsmøde ved retten i Helsingør med deltagelse af dommeren og en børnesagkyndig. M er repræsenteret ved en rutineret advokat med stor indsigt i forældreansvarssager og med betydelig retsmæglingserfaring men måske ikke med retten i Hillerød og tankegangen på det sted helt inde under huden. 

Jeg har tidligere blandt venner og fjender kaldt holdningen i de nordsjællandske retskredse for udtryk for rendyrket ”halleluja” og fremgangsmåden helt uden for retsplejeloven. Forløbet i denne sag illustrerer efter min opfattelse berettigelsen heraf.

Her må jeg for en ordens skyld gentage, at min egen tilgang til forældreansvarssager grundlæggende har rod i meget af det gods, som er tankegangen bag de nordsjællandske retters sagsbehandling.

Ligeledes må jeg dokumentere, at min kritik af modellen i Nordsjælland ikke er ny. Jeg skrev en artikel om det her på hjemmesiden helt tilbage i 2010 – .  Noget er blevet anderledes i dag, og min generelle kritik af modellen er lige knap så kontant, som den var dengang. Der er således – ikke mindst i lyset af, at Statsforvaltningen fungerer så dårligt, som tilfældet fortsat er, en vis berettigelse i at prøve, om dialog i retten måske kan gøre et eller andet fornuftigt.

I denne sag afholdes i oktober 2015 et langt retsmøde, som jeg ikke deltog i. På det tidspunkt var parterne netop blevet skilt ved bevilling, og M var flyttet hjemmefra på krisecenter. Deltagere var parterne, deres advokater, dommeren og en børnesagkyndig. Udskriften af retsbogen fylder 2 sider. ”Forældrene fik hver især lejlighed til at fortælle om forholdene, navnlig fra de sidste to år, hvor de alle boede i huset, selv om forældrene vidste, at de skulle flytte fra hinanden”.

Masser af forklaringer men ingen referater overhovet. Om der blev sandhedsformanet, som der skal i et retsmøde, ved jeg ikke. Det gjorde der i al fald ikke i starten i de nordsjællandske retsmøder. Men de seneste par år har jeg oplevet, at der er blevet det. Men altså ingen reel referat fra retsmødet.

Der var påstand om midlertidig forældremyndighed fra Fs side. Ikke engang en formel påstand herom gav dommeren anledning til at sørge for, at der blev nedskrevet forklaringer.

Det blev aftalt, at den børnesagkyndige dagen efter skulle besøge familien i det fælles hjem. Derefter skulle den børnesagkyndige komme med forslag til, hvordan det fremtidige forløb bedst kunne tilrettelægges.

Den børnesagkyndige kom herefter den 27. oktober med en 3-siders indstilling. Indstillingen er reelt en ”ikke-indstilling”, da den børnesagkyndige virker ret afmægtig over for familiens dilemmaer. Indstillingen er fyldigt refereret i kendelsen nedenfor.

Herefter går det helt galt på flere måder.

Ms advokat opfatter forløbet sådan, at der er en aftale om, at D1 under sagen har bopæl hos F, og at D2 og P under sagen har bopæl hos M, der på det tidspunkt var på krisecenter. Det har ganske vist ikke stået i en retsbogsudskrift.

Da M er på krisecenter langt væk fra hjemmet, spørger hun både i krisecenteret og hos advokaten, hvordan hun skal forholde sig med hensyn til børnenes skolegang. Den normale praktiske fremgangsmåde på krisecentrene er vist nok, at man enten sørger for undervisning på stedet eller får en aftale med den lokale skole om, at børnene midlertidigt kan følge undervisningen der uden egentlig indmeldelse.

Krisecenteret sørger imidlertid for, at børnene forsøges indmeldt i den lokale skole. F bliver hørt og reagerer over for det.

Næsten samtidig får M en lejlighed i en by, som ligger ca. 60 km. fra det hidtidige fælles hjem men på et sted, hvor forældrene tidligere har boet sammen, og hvor en betydelig del af netværket er.

Ms advokat forklarer hende de generelle regler om, at man kan melde børnene i distriktsskolen på det sted, hvor bopælsforælderen bor. Det forsøger M så, og den forespørgsel når i høring til F, der protesterer ”med arme og ben”.

Læg nu mærke til tidsforløbet: Indledende retsmøde 22. oktober, børnesagkyndig besøg i hjemmet den 23. oktober, ”ikke-indstilling” fra børnesagkyndig den 27. oktober – og derefter ”balladen” om skole.

Mandag den 9. november sender dommeren uden afholdelse af retsmøde med indkaldelse af parterne en retsbog ud, hvor hun meddeler, at hun agter at træffe en midlertidig afgørelse om bopæl samme uges fredag. Parterne får så til torsdag den 12. til at komme med bemærkninger. (3 dage!).

Kendelse om midlertidig bopæl.

Herefter træffer dommeren fredag den 13 (ja det er altså rigtigt: fredag den 13) november denne kendelse:

”Indledningsvis bemærkes, at der ikke som anført af M på det forberedende retsmøde blev aftalt, at D2 og P fortsat skulle have bopæl hos M, mens sagen om bopæl verserede.

Den 25. september flyttede mor på krisecenter og medtog børnene D2 og P. Forældrene har modsat rettede opfattelser af grundlaget herfor. Der har stort set ikke været kontakt mellem D1 og M og mellem D2 og P og F i perioden frem til det forberedende retsmøde.

Den børnesagkyndige tilkendegav, at der var sket så drastiske ændringer i børnenes liv, at status quo før morens fraflytning ikke blot kunne reetableres straks. Retten tilkendegav, at retten derfor ikke ville følge farens påstand om at flytte børnenes bopæl midlertidigt til faren.

I stedet blev det aftalt, at den børnesagkyndige skulle komme i forældrenes fælles hjem dagen efter, fredag den 23. oktober kl. 12, hvor den børnesagkyndige skulle tale med faren og D1, og at moren og D1 skulle komme i den børnesagkyndiges klinik  fredag den 23. oktober.

Kl. 14 skulle D2 og P komme i den børnesagkyndiges klinik, mens F og D1 gik en tur.

Kl. 15 skulle forældrene og alle tre børn mødes hos den børnesagkyndige, som ville være til stede hele tiden. Mødet forventedes at vare 1-1½ time.

Derefter skulle den børnesagkyndige komme med forslag til, hvordan det fremtidige forløb bedst kunne tilrettelægges for at give det bedste kvalitative grundlag for den permanente bopælsafgørelse.

Den børnesagkyndige har udfærdiget en rapport af 27. oktober 2015 om forløbet den 23. og den 26. oktober. Heraf fremgår:

”……

Indtryk, vurderinger og overvejelser:

Sammenholdt med oplysningerne på det indledende møde tegner der sig et billede af en familie, hvor de voksne i en årrække har været i en uafklaret og følelsesmæssig belastende situation. Efter sommeren 2015, hvor børnene blev præsenteret for forældrenes  kommende skilsmisse uden at forældrene i enighed kunne præsentere dem for en hel eller delvis plan for, hvad der konkret skulle sk, er børnene i stigende grad blevet en del af konflikten, og grænserne mellem børne- og voksensfæren i familien synes i høj grad gt være udvisket. D1 har ifølge begge forældre været særdeles vred på sin mor, skøn forældrene er uenige om, hvorvidt vreden var ved at mindskes, inden moren i slutningen af september valgte at flytte på krisecenter med de små.

P1 virker involveret i sagen på et voksenniveau og opslugt af in vrede i en sådan grad, at hans udvikling forekommer at være truet. Moren mener, at det skyldes, at faren og farens familie har overinvolveret ham i deres syn på konflikten. Dette kan ikke udelukkes, men det behøver ikke at være tilfældet. Det er ikke svært at leve sig ind i, at D1 efter en periode med uafklarethed og frustration af sig selv kan have håndteret konflikten ved at se moren som årsagen til alt det onde, idet det fra hans synsvinkel er hendes handling, der ødelægger familien, skiller søskendeflokken og truer ham og hans søskende ud af deres nærmiljø.  Det er dig svært at afvise, at faren med en tydeligere holdning til D1s vrede kunne have medvirket til at begrænse hans involvering kraftigt. Man kan heller ikke udelukke, at D1 ved at se sin far trist og følelsespåvirket kan have handlet ud fra et motiv om at beskytte ham.

Såvel D2 som P har udtrykt, at de har været påvirket af situationen mellem forældrene . Der ses ingen forbehold hos dem over for faren som person. Faren forholdt under samværet sig helt relevant og fremadrettet til dem, ligesom han undgik at forstærke deres dilemma over at være sammen med moren.

Forældrenes konflikt synes således ikke at være løst men snarere at være gået ind i en ny fase, hvor forældrenes forskellige ønsker til børnenes – især D2 og Ps – fremtid og de deraf følgende strategiske træk, kommer til at sætte børnene i nye angstskabende dilemmaer. Det virker som om begge forældre i denne situation har svært ved at fastholde deres fokus på børnenes bedste.

Med mindre faren er meget strikt og konsekvent over for D1, vil hans handlemåde nemt komme til at sætte D2 og P i et endnu større dilemma, end de nu befinder sig i.

Et særligt problem er D2s og Ps skolegang. Da de to børn i praksis bor hos deres mor i øjeblikket, har moren hjemmel til at sætte dem i den lokale skole, når hun etablerer sig i egen bolig. Hun kan muligvis opfatte det som en praktisk og strategisk fordel for hende og en fordel på den lange bane for børnene i lyset af, at hun forventer, at de permanent får bopæl hos hende. Imidlertid må det anføres, at det ud fra deres perspektiv vil være betydeligt mindre belastende, at de i en overgangsperiode bevarer skolegangen i deres hidtidige skole, ligesom det muligvis vil kunne spare dem for et skoleskifte.

Ligeledes er situationen om samvær helt uafklaret.

Jeg forventer ikke, at forældrene uden hjælp udefra vil være i stand til at styre uden om yderligere konflikter til skade for børnene. Jeg vil derfor i første omgang appellere til, at forældrene opsøger hjælp hertil, enten via Helsingør Kommune, i form af tilknytning til Projekt Børn i Retten eller via deres advokater.”

Moren har uden farens involvering indmeldt D2 og P i en skole i * nær krisecentret med den følge, at børnene blev udmeldt af deres hidtidige skole. F har sørget for, at børnene har mulighed for på ny at vende tilbage til deres klasser på (den oprindelige) skole. M er nu ved at etablere sig i en permanent bolig i x-by og har i den forbindelse forsøgt at indmelde D2 og P i den lokale skole.

På den baggrund findes det bedst for alle tre børn, at de i overgangsperioden under sagen om deres fremtidige permanente bopæl midlertidigt bopæl hos F.

Uanset at det tidligere fælles hjem er ved at blive opløst, kan D2 og P genoptage deres skolegang i deres hidtidige klasser i *-skole i deres nærområde med vante kammerater, og D1 kan fortsætte hermed. Endvidere vil søskendeflokken være samlet i overgangsperioden.

Dermed vil en stor del af børnenes hverdagsliv være status quo i den svære overgangsperiode for børnene, inden deres permanente forhold bliver afgjort, jf. forældreansvarslovens § 26, §4 og §17.

Derfor bestemmes: (at F skal have midlertidig bopæl).”

Hvad går galt – og hvorfor?

Man kan vel nok tænke, at den børnesagkyndige har sagt ret tydeligt, at det ville være bedst efter hans opfattelse, at børnene var blevet i skolen, indtil den endelige afgørelse var truffet. Han siger vel ret direkte, at skoleflytning vil være en taktisk betonet adfærd fra mor.

Personligt er jeg heller ikke særlig begejstret for taktisk betonet adfærd. Generelt er det bedst i et rendyrket barneperspektiv, at der sker så få forandringer som overhovedet muligt. Derfor havde den bedste løsning efter min opfattelse været, at børnene var fortsat i den hidtidige skole, men at bopælen var blevet D1 hos F og D2 og P hos mor under sagen, hvis det overhovedet praktisk kunne lade sig gøre. Det ville have taget trykket noget af sagen og givet F mulighed for – såfremt han reelt ønskede det – at tage hånd om D1s adfærd, som jo i Fs perspektiv kun var udtryk for D1s mening og helt upåvirket af F.

Den børnesagkyndige havde på det tidspunkt jo ikke noget reelt indtryk af forældrene fra andet end det indledende retsmøde. De personlighedsforhold, som måtte være aktuelle hos forældrene afdækkes aldrig eller i al fald sjældent under korte retsmøder eller korte samtaler.

Jeg kommer ind i billedet, efter at den midlertidige afgørelse er truffet. Den kunne på det tidspunkt være indbragt for landsretten om end under et vist tidspres. Jeg valgte at fraråde det og hellere rette fokus mod det videre forløb.

Min kritik af forløbet og af kendelsen går derfor på, at jeg drager halleluja-tankegangen i tvivl i en så oprørt og tilspidset sag som denne. Bortset fra det med den korte retsbogsudskrift tænker jeg egentlig, at det møde nok har været udmærket på mange måder. 

Det er for så vidt heller ikke initiativet med den børnesagkyndiges indsats dagen efter, som jeg bliver lidt vred over. Derimod finder jeg det meget uheldigt, at der ikke afholdes et nyt retsmøde, hvor man også med deltagelse af parternes advokater kunne have drøftet de nye perspektiver, herunder om skolegangen.

Jeg opfatter faktisk fremgangsmåden og den midlertidige afgørelse som et voldsomt slag mod den mor, der ikke bare retter ind efter den børnesagkyndige og måske et slag mod den advokat, som i dommerens tankegang måtte have forsøgt at rådgive taktisk, når nu den børnesagkyndige havde sagt, at børnene burde blive i samme skole. Altså et slag mod voksne og med overordentlig lidt fokus på de konkrete børn.

Hvis dommeren mente sin egen ordning seriøst, ville det have været bedre for alle, om dommeren havde indkaldt til et lyn-retsmøde, hvor hun havde forsøgt at bibringe mor en forståelse af, at det nok ville være klogt at vente med det helt store flytteprojekt i al fald skolemæssigt.

Men nej: dommeren gav få dage til processkrifter – og afsagde så en kendelse.

Dommeren bestemte samtidig, at der skulle gennemføres en egentlig børnesagkyndig undersøgelse med samme børnesagkyndige som undersøger. Som nyindtrådt advokat i sagen forsøgte jeg at overbevise dommeren om, at der burde gennemføres en forældreevneundersøgelse i lyset af ”forholdene i ægteskabet”.

Det syntes dommeren så ikke, at der var grund til. Den børnesagkyndige har i rapporten efterfølgende reelt ikke forholdt sig til spørgsmålet om forældrenes adfærd og mulige indvirkning på børnene.

Det helt store problem i mange forældreansvarssager er, at der ofte ikke tages seriøs stilling til de bekymringer, som forældrene måtte have over forhold hos den anden forælder. Afgørelser står ofte så svagt, at især den tabende part har svært ved at forstå og acceptere sagsbehandlingen, undersøgelser og begrundelser.

Foreløbig ligger sagen i rigtig god forlængelse af den generelle kritik fra Landsforeningen Børn og Samvær mod et system, der ikke tager en parts bekymringer om den anden forælders opførsel alvorligt.

Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, om dommen ankes.

Viggo Bækgaard