Byrets afvisning enighed med Statsforvaltningen om ikke at realitetsbehandle en sag om forældremyndighed kunne kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2017/396 Højesteret

Byrets afvisning enighed med Statsforvaltningen om ikke at realitetsbehandle en sag om forældremyndighed kunne kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2017/396 Højesteret

Højesterets begrundelse:

Sagen angår, om en afgørelse efter retsplejelovens § 455 a er omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a.

Efter retsplejelovens § 455 a træffer retten ved kendelse afgørelse i sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens § 39, stk. 2. Efter § 39 kan statsforvaltningen beslutte at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 455 a, at rettens prøvelse alene er en prøvelse af, om statsforvaltningens afvisning af anmodningen om ændring af bl.a. forældremyndighed har været berettiget, eller om statsforvaltningen burde have iværksat fornyet sagsbehandling om spørgsmålet. Finder retten, at statsforvaltningens afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen.

Det fremgår således af retsplejelovens § 455 a og forarbejderne hertil, at rettens afgørelser efter denne bestemmelse er begrænset til en prøvelse af, om statsforvaltningen har været berettiget til at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed uden realitetsbehandling. Højesteret tiltræder derfor, at byrettens afgørelse må anses for at vedrøre sagens forberedelse.

På denne baggrund, og da der ikke forelå tilladelse til kære til landsretten fra Procesbevillingsnævnet, tiltræder Højesteret, at landsretten har afvist kæremålet.

Højesteret stadfæster derfor kendelsen.

Efter sagens omstændigheder finder Højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.