Bopæl over P på ca. 4½ år flyttet fra M til F og 7/7 samvær. Bopæl over D på ca. 1½ år fortsat hos M med optrappende samvær, ØLD 2. juli 2025 utrykt
Byrettens begrundelse (Københavns Byret 20/3 2025)
Ad Ps bopæl
Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at P, som er ca. 4½ år gammel, er knyttet til begge parter. Retten lægger endvidere til grund, at P i realiteten har haft bopæl hos M siden parternes brud, og at M er Ps primære omsorgsperson. Retten lægger endvidere til grund, at P er knyttet til sin lillebror, D, som har bopæl hos M.
Efter en samlet vurdering af disse forhold og af sagens øvrige oplysninger lægger retten til grund, at det er bedst for P, at hun har bopæl hos M. Som følge heraf tages Ms påstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Ad samvær for P
Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at familien har været igennem en lang periode med turbulens og brud, som på en negativ måde har påvirket Ps trivsel. Under disse omstændigheder findes det bedst for P, at hun har samvær med sin far F som påstået af M.
Som følge heraf tages Ms påstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Ad samvær for D
Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at D, som er ca. 9 måneder gammel, endnu ikke kender sin far. Retten finder under disse omstændigheder, at samværet skal starte i det små og langsomt trappes op. Retten finder, at det af M foreslåede samvær på den ene side tager hensyn til Ds alder og den omstændighed, at han ikke kender sin far, og på den anden side sikrer, at D med tiden vil lære sin far at kende. Som følge heraf tages Ms påstand til følge.
Byrettens resultat:
P på 4½ bopæl hos M
Samværsordning for P:
10/4 (fredag-tirsdag)
Feriesamvær
Om Ds situation. Bopæl ikke påstået ændret af F. Så bopæl hos M.
Optrappende samværsordning
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt belyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag. Anmodningen om, at sagen udsættes på resultatet af den børnefaglige undersøgelse, som Københavns Kommune har iværksat, imødekommes derfor ikke.
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at begge forældre har deltaget i pasningen, opdragelsen og omsorgen for P frem til sommeren 2023, hvor M flyttede på krisecenter med P og parrets nyfødte søn D. Under Ms ophold på krisecenteret og i tiden derefter har Fs samvær med P i perioder været afbrudt, herunder som følge af en anmeldelse efter familierettens dom om, at han havde begået seksuelle overgreb mod P. Københavns Politi traf den 18. april 2024 afgørelse om at standse efterforskningen i sagen. Samværet mellem P og F blev først genoptaget, efter at familieretten den 1. maj 2024 traf afgørelse om tvangsfuldbyrdelse, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Østre Landsret den 13. juni 2024.
Det fremgår endvidere af sagen, at Fs kontakt til D, der nu er 1 år gammel, har været ganske begrænset, og at han ikke har haft samvær med ham siden den 27. marts 2024, hvor M afbrød dette. Det må desuden lægges til grund, at det ikke har været muligt for ham at afholde en ellers planlagt barsel med D.
Landsretten lægger til grund, at begge forældre efter samlivsophævelsen har bevaret en tæt tilknytning til D, der ligeledes føler sig forbundet til dem begge. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger og ud fra et fremtidsorienteret perspektiv finder landsretten, at F må anses for bedst egnet til fremadrettet at samarbejde om Ps forhold og sikre hende kontakten til den anden forælder. Landsretten finder derfor, at det vil være bedst for P, at hun får bopæl hos F.
Parterne har nedlagt enslydende påstande om, at P skal have samvær med M i en 7/7-ordning, hvis hun har bopæl hos F. Landsretten tager Ms påstand om samvær til følge i det nedenfor anførte omfang.
Som anført af familieretten har D kun i begrænset omfang haft samvær med F. Landsretten tiltræder på den baggrund, at samværet optrappes langsomt. Der fastsættes herefter samvær mellem D og F som nedenfor bestemt, idet landsretten bemærker, at de indledende weekendsamvær er fastsat under hensyntagen til, at P kan være til stede. Feriesamværene er i øvrigt fastsat således, at børnene er sammen.
Spørgsmål om udvidelse af samværet vil eventuelt senere kunne indbringes for Familieretshuset.
Landsrettens resultat.
Familierettens dom ændres, således at P skal have bopæl hos F.
P har samvær med M i følgende omfang:
Ordinært samvær
7/7 fra fredag i lige uger til fredag i ulige uger med afhentning og aflevering i institution.
Ferie- og helligdagssamvær
Vinterferie:
Hvert år fra fredag i uge 6 til onsdag i uge 7 kl. 12.00.
Påske:
Lige år fra fredag før palmesøndag til onsdag før skærtorsdag kl. 12.00. Ulige år fra onsdag før skærtorsdag kl. 12.00 til tirsdag efter 2. påskedag.
Sommerferie:
2 + 1 uge i skolernes sommerferie. Ferien starter en fredag kl. 12.00 og slutter fredag kl. 12.00.
Mor vælger ferie først i ulige år. Far vælger ferie først i lige år. Den vælgende part kan ikke vælge således, at den anden ikke får mulighed for to sammenhængende uger.
Ferien skal være skriftligt meddelt senest inden den 1. februar. Overholdes fristen ikke, kan den anden forælder vælge ferie først og skal give skriftlig besked senest 1. marts.
Fredag før skoleferien sker en eventuel overlevering i institution. Overlevering under skolernes sommerferie sker hos den afgivende forælder.
Efterårsferie:
Hvert år fra onsdag i uge 42 kl. 12.00 til mandag i uge 43.
Jul/nytår:
Lige år fra 21. december kl. 12.00 til 26. december kl. 12.00.
Ulige år fra 27. december kl. 12.00 til 2. januar kl. 12.00.
D har samvær med F i følgende omfang:
Ordinært samvær:
Hver onsdag med afhentning i institution til kl. 17, hvor aflevering sker foran institutionen.
Efter 3 uger hver onsdag med afhentning i institution til kl. 17, hvor aflevering sker foran institutionen, samt lørdage i ulige uger kl. 9-14, hvor afhentning og aflevering ligeledes sker foran institutionen.
Efter yderligere 6 uger hver onsdag med afhentning i institution til kl. 17, hvor aflevering sker foran institutionen, samt fredag i ulige uger med afhentning i institution med en overnatning til lørdag med aflevering til moderen ved faderens bopæl lørdag kl. 14.
Efter yderligere 6 uger herefter fremover Fredag i ulige uger med afhentning i institution til mandag morgen i lige uger med aflevering i institution.
Onsdag i lige uger med afhentning i institution til torsdag morgen med aflevering i institution.
Ferie- og helligdagssamvær
Vinterferie:
Hvert år fra onsdag i uge 7 kl. 12.00 til mandag morgen i uge 8 med aflevering i institution.
Påske:
Ulige år fra fredag før palmesøndag til onsdag før skærtorsdag kl. 12.00.
Lige år fra onsdag før skærtorsdag kl. 12.00 til tirsdag efter 2. påskedag.
Sommerferie:
2 + 1 uge i skolernes sommerferie. Ferien starter en fredag kl. 12.00 og slutter fredag kl. 12.00.
Mor vælger ferie først i ulige år. Far vælger ferie først i lige år. Den vælgende part kan ikke vælge således, at den anden ikke får mulighed for to sammenhængende uger.
Ferien skal være skriftligt meddelt senest inden den 1. februar. Overholdes fristen ikke, kan den anden forælder vælge ferie først og skal give skriftlig besked senest 1. marts.
Fredag før skoleferien sker en eventuel overlevering i institution. Overlevering under skolernes sommerferie sker hos den afgivende forælder.
Efterårsferie:
Hvert år fra fredag i uge 41 med afhentning i institution til onsdag i uge 42 kl. 12.00.
Jul/nytår:
Ulige år fra 21. december kl. 12.00 til 26. december kl. 12.00.
Lige år fra 27. december kl. 12.00 til 2. januar kl. 12.00.
…
Hvis det løbende samvær falder op til eller i forbindelse med Pinse og Kr. Himmelfartdag konverteres samværet til feriesamvær, ligesom samværet udvides til at omfatte den/de pågældende løse helligdag(e), hvilket for Kr. Himmelfart også omfatter fredagen. Det udvidede samvær begynder og slutter på samme klokkeslæt og sted som det løbende samvær.
Overlevering sker som udgangspunkt i institution. Såfremt institutionen er lukket eller børnene er syge på en skiftedag, sker overleveringen kl. 08.00 hos den afgivende forælder.
Overlevering i ferierne sker kl. 12.00 hos den afgivende forælder.
Det løbende samvær bortfalder helt, hvor samværet helt eller delvist ligger i bopælsforælderens ferie med barnet i skoleferierne.
Der er automatisk erstatningssamvær, hvis det løbende samvær ikke gennemføres, medmindre den manglende gennemførelse af samværet skyldes den samværsberettigedes forhold.
Erstatningssamværet er i den efterfølgende uge i det omfang og på det tidspunkt og de vilkår, som er aftalt eller fastsat. Erstatningssamværet forudsætter, at samværsforælderen i umiddelbar tilknytning til aflysningen meddeler bopælsforælderen, at der ønskes erstatningssamvær.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part
Kommentar:
Jeg har modtaget dommen fra M, der angiveligt sammen med sin advokat ikke føler sig i stand til at forstå rettens begrundelse for dommen.
Det er således noget af en opgave, når jeg påtager mig at vurdere baggrunden for afgørelsen – og ærlig talt særligt, da jeg kender Ms advokat som aldeles kompetent også til at fortolke og forstå en afgørelse. Usikkerheden må derfor først og fremmest ligge i, at advokaten selvfølgelig kender hele sagen og dermed kan læse andet ind i dommen end jeg.
Det er en sag, hvor der både er oplysninger om psykisk vold og som beskrevet i landsrettens præmisser om seksuelle overgreb i forhold til P.
Der fremgår også i forklaringerne nogle oplysninger om udfordringer forud for samlivsbruddet.
Det er fuldstændig umuligt at vurdere noget som helst virkelig seriøst ud fra det, der er refereret i dommen.
For eksempel står det ærlig talt ikke lysende klart, hvorfor M tog på krisecenter. Problematikken omkring anmeldelsen om seksuel krænkelse af P stammer alene fra noget, P angiveligt har sagt til M. I referatet af Ms forklaring i landsretten beskrives forhold, som ENTEN er opfundet og indstuderet ELLER stærkt bekymrende.
Åbenlyst synes det at være, at landsretten virkelig ikke har troet på Ms forklaring. Jeg læser ærlig talt præmisserne sådan, at den historie i sig selv er begrundelsen for den dramatiske flytning af bopælen for P.
Man kan se i dommen, at der var startet en børnefaglig undersøgelse i kommunen, som Ms advokat anmodede landsretten om at afvente. Min vurdering er, at landsretten virkelig har valgt ikke at tro på M med den afvisning.
Man kunne med mit børne- og familiepolitiske udgangspunkt godt have ønsket sig en anmodning om en egentlig børnesagkyndig undersøgelse, som jeg dog er sikker på, at landsretten også ville have afvist.
Det fremgår ikke, i hvilket omfang politianmeldelsen er sket i samråd med Ms advokat. Generelt er det efter min opfattelse vigtigt, at man INTET foretager sig under en løbende retssag uden indgående dialog med sin egen advokat.
Forkert reaktion kan være katastrofal.
Det er altså ret dramatisk at ændre bopælen for et så lille barn.
7/7 ordningen virker heller ikke optimal for en ikke 5-årig med et konfliktfyldt forældrepar.
Generelt finder jeg det problematisk alene at lægge vægt på, om politiet har opgivet en sag på det, som jeg kalder ”bevisets stilling”.
Viggo Bækgaard
6. oktober 2025
