Bopæl for D på 10 år fortsat hos M med en 9/5-samværsordning. Byretten havde sagt bopæl hos F og 7/7 deleordning, Østre Landsret 4. maj 2020, utrykt

Bopæl for D på 10 år fortsat hos M med en 9/5-samværsordning. Byretten havde sagt bopæl hos F og 7/7 deleordning, Østre Landsret 4. maj 2020, utrykt

Byrettens begrundelse:

Det følger af §§ 1 og 4 i forældreansvarsloven, at spørgsmålet om, hvor D skal have bopæl, og hvordan han skal have samvær med sine forældre, skal afgøres ud fra, hvad der vil være bedst for D.

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, parternes forklaringer for retten og børnesamtalen med D, finder retten, at det, der vil være bedst for D, både på kort og længere sigt, er, at hans forældre skaber ro om hans tilværelse ved at samarbejde om en ordning, der afspejler at begge forældre er lige værdige og i besiddelse af de fornødne forældrekompetencer til at varetage Ds bedste, hver for sig og tilsammen.

Retten finder, at den ordning, der bedst afspejler dette, og den ordning, der dermed som udgangspunkt bør gælde, fordi den er til Ds bedste, er en samværsordning, der er baseret på, at D har ret til lige meget samvær med begge sine forældre.

Retten bemærker i tilknytning hertil, at parterne selv har kunnet enes om at praktisere en 7/7-ordning, samt at deles om ferier, i mere end 7 år, fra D var 1½ år gammel, til han var knap 9. Ud over parternes forklaringer er dette dokumenteret ved den e-mailkorrespondance, der er fremlagt som sagens bilag 1.

Retten har ikke fået præsenteret nogen oplysninger om den nærmere baggrund for, at parternes samarbejde på et tidspunkt herefter blev dårligt. M har forklaret, at F bl.a. har skrevet for mange e-mails, og hun har overfor Statsforvaltningen skriftligt tilkendegivet, at hun var meget bange for ham. M har imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation i nogle af disse henseender, og det fremstår uklart, på hvilken baggrund hun har været bange.

Der ses endvidere ikke at være nogen objektive holdepunkter for, at den 9/5-ord-ning, der blev etableret i 2018, var til Ds bedste, navnlig ikke på længere sigt. Der ses heller ikke at være nogen objektive holdepunkter for, at det i sig selv skulle være afgørende for Ds trivsel, at en 9/5-ordning fastholdes.

Det afgørende er derimod, at begge forældre samarbejder om Ds forhold til Ds bedste, og at de i den forbindelse formår at sætte hensynet til D over hensynet til dem selv.

Den e-mailkorrespondance mellem parterne, der er fremlagt som sagens bilag 6, viser efter rettens opfattelse, at F gennem længere tid forsøgte at finde løsninger med henblik på, at han og M kunne få hjælp til at forbedre deres samarbejde, men at M bl.a., uden nærmere forklaring, ultimo februar 2019 – og altså 4 måneder før denne sag blev indbragt for retten – frameldte sig det KIFF-kursus, som parterne ellers var nået til enighed om at deltage i.

Ved at indvilge i, at en 9/5-ordning blev etableret som et forsøg, har F vist, at han er i stand til at tilsidesætte egne behov med henblik på at søge at finde frem til de løsninger, der måtte være til Ds bedste.

M har ikke bestridt, at hun i forbindelse med påskeferien i 2019, pludselig og uden nærmere begrundelse, stod fast på, at hun skulle have D denne påske. Som det også er afspejlet i den e-mailkorrespondance, der er fremlagt som sagens bilag 2, resulterede dette i, at den ferietur til Berlin, som D ellers var blevet stillet i udsigt, at han skulle have med sin far, blev aflyst.

M har heller ikke bestridt, at hun ikke ville modtage julegaver fra D, som F havde været involveret i at købe.

Efter en samlet vurdering tager retten herefter i medfør af forældreansvarslovens § 17, stk. 1, og § 21, stk. 1 og 2, jf. §§ 1 og 4, Fs påstande til følge som nedenfor bestemt, idet retten herved for så vidt angår spørgsmålet om feriesamvær for vinter- og efterårsferier bemærker, at det efter rettens opfattelse er Fs subsidiære påstande herom, der bedst sikrer Ds ligelige samvær med begge hans forældre, og som dermed er bedst for D.

(Resultat byretten: F bopæl – 7/7-samværsordning)

Landsrettens begrundelse:

D har hele sit liv indtil byrettens dom af 18. februar 2020 haft bopæl hos sin mor, M. Han har endvidere haft samvær med sin far, F, i en 7/7-ordning, indtil det i efteråret 2018 blev ændret til en 9/5-ordning.

Efter det oplyste om Ds vedholdne udtalelser under børnesamtaler, den børnesagkyndiges vurdering af Ds udtalelser under samtalen i familieretten, Ds udfordringer og parternes hidtidige samarbejde lægger landsretten til grund, at D begyndte at trives bedre, efter at 7/7-ordningen blev ændret til en 9/5-ordning.

Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at det er bedst for D, at han har bopæl hos sin mor, M, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4. Af de samme grunde finder landsretten, at det er bedst for D, jf. forældreansvarslovens § 19, jf. § 4, at have samvær med sin far, F, i en 9/5-ordning som nærmere fastsat nedenfor.

Familierettens dom ændres i overensstemmelse hermed.

THI KENDES FOR RET :

Familierettens dom ændres således, at M frifindes for Fs påstand om bopæl, således at D fortsat har bopæl hos M, og således at D skal have samvær med F i en 9/5-samværsordning fra fredag i ulige uger til onsdag i lige uger.

Feriesamvær for F:

Julesamvær i lige år fra sidste skoledag og til den 27. december kl. 12.00.

Nytårssamvær i ulige år fra den 27. december kl. 12.00 til første skoledag efter juleferien.

Efterårsferien i lige år fra sidste skoledag før ferien til første skoledag efter efterårsferien.

Vinterferien i ulige år fra sidste skoledag før ferien til første skoledag efter vinterferien.

Påskeferien i lige år fra fredag før palmesøndag til første skoledag efter 2. på-skedag.

Samværet op til Kristi Himmelfartsdag begynder allerede onsdag inden Kristi Himmelfartsdag.  

Sommerferie i tre sammenhængende uger fra fredag efter feriens begyndelse til fredag tre uger senere, i lige år med begyndelse hos F, og i ulige år med begyndelse hos M.

Den forælder, der har D, afleverer ham til den forælder, der skal have ham på ferie.

Weekend- og hverdagssamvær bortfalder helt, hvis samværet helt eller bare delvist ligger i bopælsforælderens ferier med barnet.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

kommentar.

Byretsdommen var ganske enkel ”tåbelig”. Når afgørelser offentliggøres i TFA er det almindeligt, at landsdommernes navne fremgår. Byretsdommeren fremgår derimod ikke. Jeg skal ikke være den, som ændrer denne tradition. Man kan sikkert anføre meget om det.

En dom som denne giver imidlertid stof til eftertanke i præcist den sammenhæng. Jeg havde ikke sagen i byretten og er ikke tidligere stødt på den pågældende dommer.

Det er imidlertid helt utvivlsomt, at pågældende ikke har forstået forældreansvarslovens principper overhovedet. Byretsdommens begrundelse skriger til himlen, at dommeren er kønsfikseret. Præmisserne kunne være taget ud af visse fædreorganisationers propagandamateriale.

I den konkrete dom var situationen, at D på 10 år hele 3 gange til børnesamtaler har udtalt, at han ønsker at bo hos mor, og at den nuværende ordning (dengang 9/5) var den, han gerne ville fortsætte i.

På trods af det valgte byretsdommeren at placere bopælen hos F og fastsætte 7/7.

Jeg var chockeret, da jeg hørte om sagen og læste dommen. Ms advokat i byretten havde, så vidt jeg kan se, gjort det fremragende. Alle seriøse argumenter var fremført.

Da jeg fik sagen i landsretten, måtte jeg konstatere, at der absolut ingen grund var til at føje noget til advokatens ankestævning.

Sagen adskilte sig i landsretten fra ”normalen” derved, at det lykkedes at få lov til at afhøre den børnesagkyndige, som havde deltaget i byretten under hovedforhandlingen og sammen med dommeren havde børnesamtalen i byretten.

Det kan i øvrigt bemærkes, at D til samtalen i byretten havde den børnesagkyndige med som bisidder, der havde gennemført børnesamtalen i Familieretshuset. Pågældende fik ikke lov at overvære samtalen.

Det er vist ret almindeligt, at man i byretterne ikke respekterer princippet om, at børn kan have en bisidder med – og heller ikke respekterer det grundsyn, at barnet skal præsenteres for så få forskellige professionelle som muligt under sagen.

Landsrettens dom er i den konkrete sag helt åbenlys rigtig.

Forældreansvarsloven er indrettet sådan, at barnets synspunkt skal veje tungt efter barnets alder og modenhed.

Prinicppet er også, at 7/7-deleordninger som generel hovedregel er en misforståelse. Det stod udtrykkeligt i bemærkningerne til loven, da den blev ændret i 2012.

Viggo Bækgaard

4. maj 2020