Bopæl for D født i 2017 tillagt M, der ville bosætte sig i Island, TFA 2020/90 ØLD
Byrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 11, at retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig indholdet af den børnesagkyndige erklæring, lægger retten til grund, at parterne – på trods af deres nuværende udfordringer med at få forældresamarbejdet til at fungere – grundlæggende har gode forudsætninger for at få etableret et godt samarbejde. Parterne har endvidere under hovedforhandlingen givet udtryk for, at de er villige til at deltage i møder eller samtaler, som kan bidrage til at styrke deres forældresamarbejde.
På den baggrund finder retten, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at parterne ikke kan samarbejde om Bs forhold til hans bedste, og der er herefter ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 11.
Det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, at B er tryg ved og knyttet til begge sine forældre, og at han har behov for og glæde af at have en god kontakt med dem begge. Det fremgår endvidere af erklæringen, at det ved Bs eventuelle flytning til Island vil være en udfordring at få etableret en regelmæssig samværskontakt mellem ham og F. Ved opretholdelse af B’s bopæl i Danmark hos M vil der derimod være mulighed for, at han bevarer en god kontakt med F.
Henset hertil finder retten, at det vil være bedst for B, at han fortsat skal have bopæl hos M, men således, at bopælen ikke skal være i Island, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer, lægges det til grund, at de begge er islandske statsborgere og er opvokset i Island, hvor de begge har familie, herunder forældre og søskende. Det lægges videre til grund, at parterne i 2010 mødte hinanden i Island, at F i sommeren 2014 flyttede til Danmark for at arbejde, og at han også tidligere havde uddannet sig i Danmark, samt at M i april 2015 kom til Danmark.
Herudover lægges det til grund, at F har arbejde i Danmark og bor i lejlighed, mens M siden parternes samlivsophævelse i juli 2018 har boet på krisecenter sammen med B, og at M ikke har arbejde eller et netværk i Danmark.
Endelig lægges det til grund, at M har været og fortsat er Bs primære omsorgsperson.
M har både for byretten og landsretten forklaret, at hun ønsker, at B skal have kontakt med sin far, og at hun – i tilfælde af at B får bopæl hos hende i Island – vil være indstillet på at tage til Danmark fire gange om året med henblik på, at B kan have samvær med sin far, ligesom hun er indstillet på, at F kan have samvær med B i Island, og at der i øvrigt kan være kontakt mellem F og B via Skype eller FaceTime.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold, herunder de familiemæssige forhold i Island, og det oplyste om Bs forhold, finder landsretten, at det vil være bedst for B, hvis han får bopæl hos sin mor i Island, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17, stk. 1, 2. pkt.
Landsretten tager derfor Ms subsidiære påstand til følge.
(Familierettens dom ændres således, at B, født den … 2017, får bopæl hos M i Island.)