Ankebegrænsningsregel i rpl,. § 368 bør kun anvendes i særlige tilfælde i forældreansvarssager, TFA 2016/498 VLK

Ankebegrænsningsregel i rpl,. § 368 bør kun anvendes i særlige tilfælde i forældreansvarssager, TFA 2016/498 VLK

Byrettens begrundelse

(afgørelse af sagen og dermed kort oversigt over problemstillingen).

Det fremgår af psykolog Ulla Skyttes erklæring fra august 2015, der blev udarbejdet i forbindelse med ankesagen i landsretten, at det var vigtigt for B’s udvikling, at den forældre, der blev tillagt bopælsretten eller forældremyndigheden, skulle kunne udvise samarbejdsvilje med den anden part »hele vejen rundt om barnet«. I Vestre Landsrets afgørelse af 10. september 2015 er det under landsrettens begrundelse blandt andet anført, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at parterne ikke fremover vil kunne samarbejde om B til hendes bedste. I Ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 2016 er det blandt andet anført som begrundelse for anbringelse af B uden for hjemmet, at M og F på grund af begrænsede personlige ressourcer og højt konfliktniveau ikke kan give B tilstrækkelig omsorg og pleje i dagligdagen og sikre hende den ro, tryghed, forudsigelighed, stimulation og støtte, som B har brug for. Det er endvidere anført, at M og F har et meget konfliktfyldt forhold, og at de ikke formår at skærme B fra deres indbyrdes stridigheder og konflikter. Ankestyrelsen har endvidere vurderet, at B er meget psykisk belastet af parternes manglende samarbejde og konflikten mellem dem. Retten lægger endvidere til grund, at der før tvangsanbringelsen har været fogedforretninger i forbindelse med gennemførsel af sagsøgerens samvær med B, da sagsøgte ikke ville udlevere hende til faderen. Retten finder det på baggrund af det anførte godtgjort, at der foreligger holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om B’s forhold til hende bedste, således at betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er til stede, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Det er under sagen oplyst, at B er anbragt på institutionen – – -, og at B har haft tre timers ugentligt samvær med sin mor og en times ugentlig samvær med sin far. Retten finder efter en samlet bedømmelse, at B er mest knyttet til sin mor, hvorfor sagsøgte bør tillægges forældremyndighed.

Thi kendes for ret

Den fælles forældremyndighed over B, født den – – -. februar 2010, ophæves og overføres til sagsøgte M.
Kæremålet vedrører kun det formelle:

Landsrettens begrundelse

Sagen drejer sig om forældremyndigheden over B. Bestemmelsen i retsplejelovens § 368 a om adgangen til at afvise ankesager bør kun anvendes i sager om forældremyndighed og bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

Landsretten tager derfor ikke M’s påstand om afvisning af ankesagen til følge.

Kommentar:

Der er tale om en lidt speciel regel i retsplejeloven, der lyder sådan:

“Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. “

Jeg bemærker i øvrigt, at i al fald Vestre Landsret og retten i Aalborg er begyndt at anføre navnet på den børnesagkyndige, som måtte have vurderet sagen.

Det synes jeg er en rigtig god ide.

I landsretsdommene er altid anført landsdommernes navne, mens byretsdommerne aldrig fremgår med navn. Det kunne man passende overveje også at ændre.

Viggo Bækgaard